Det er ikke kun mennesker, der bliver sendt ud i det ydre rum. På den internationale rumstation, ISS, som kredser rundt om Jorden 16 gange i døgnet i 400 kilometers højde, er der for eksempel lige nu et hold mus ombord, som svæver rundt i vægtløs tilstand i specialdesignede skuffer.
De fungerer ikke som kæledyr for de seks astronauter ombord. De vægtløse gnavere er forsøgsdyr, og man bruger dem til at undersøge, hvad der sker med kroppen, når tyngdekraften har sluppet taget i os.



























