Københavns Universitet fik for 10 år siden skarp kritik fra rigsrevisor og en påtale fra Folketingets statsrevisorer for »mangelfuld« håndtering af forskningsmidler fra private fonde. Universitetet og undervisningsministeren lovede dengang at stramme op på forretningsgangene, og Københavns Universitet har tre gange skærpet kravene til anvendelsen af pengene til forskning. Alligevel kunne Milena Penkowa med hjælp fra universitetets medarbejdere anvende to millioner kroner fra IMK Almene Fond til private advokatudgifter, rejser, middage, computere og møbler.
LÆS OGSÅ Penkowa-sagen: Anstændighedens fallit for Københavns Universitet
Det fik i februar Rigsrevisionen til at indlede en ny gennemgang af universitetets håndtering af fondsmidler.
»Jeg havde forventet, at de havde levet op til de ting, de har lovet«, siger formanden for Folketingets statsrevisorer, Peder Larsen (SF).
»Hvis håndteringen af Milena Penkowas fondsmidler er et enkeltstående tilfælde af mismanagement, er det ikke den store katastrofe. Men er der sket det samme i en række sager, er det ikke så godt«.
Private støttekroner skulle granskes Rigsrevisionen besluttede i 2000 at undersøge, hvordan Aarhus Universitet og Københavns Universitet håndterede de forskningsmidler, de fik fra private fonde.




























