I gennemsnit får ét barn om dagen konstateret type 1-diabetes i Danmark. Af ukendte årsager bliver flere og flere børn ramt af sygdommen, og over de sidste tyve år er antallet fordoblet. Type 1-diabetes er en kronisk sygdom, som kan fylde meget i hverdagen, fordi patienten skal regulere blodsukkeret med insulin ved hvert måltid – for mange også bare hvis de spiser et æble.
To nye, indledende undersøgelser af glutenfri kost og diabetes giver nu et fingerpeg om et muligt indsatspunkt, der er helt uden medicinske bivirkninger. Den ene undersøgelse handler om en mulig forebyggende effekt, mens det andet handler om en mulig styrkende effekt på allerede diagnosticerede.


























