Rumforskere over hele verden jublede, da den første kometlanding blev skrevet ind blandt rumfartens største milepæle. Det skete i 2014. I dag er der gravøl, når ESA, Den Europæiske Rumorganisation, mellem 13.20 og 13.40 dansk tid, foretager et kontrolleret styrt med moderfartøjet Rosetta fra kometmissionen. Fartøjet lander på ’hovedet’ af den badeandsformede komet 67 P. Og så bliver fartøjets radiosender slukket fra kontrolrummet i Darmstadt, Tyskland.
Inden da skrives sidste kapitel i rumeventyret med Rosettas sidste opgave; at måle gasser fra kometen med avancerede instrumenter og tage de sidste billeder af kometens overflade med højopløsnings-kameraet. Håbet er, at kameraet kan fortsætte med at tage billeder helt ned til 15-20 meter fra kometens overflade. Kameraet vil formodentlig blive smadret, når det rammer kometens overflade, hvor kometens tyngdekraft vil holde fartøjet fast, så det ikke flyver rundt og bliver til rumskrot.


























