De to brødre står på trappens tredje trin og konkurrerer om, hvem der kan hoppe længst. Storebror Zander lander på gulvet med et brag, glider storsmilende hen ad gulvet på knæene og ligner til forveksling en fodboldstjerne, der fejrer en scoring under en stor finale.
»Den kan du ikke slå, Noel«, siger han efter at have drejet 180 grader rundt på knæene og kigger med glade øjne op på sin 5-årige lillebror med røde briller. Bagefter spurter de to drenge op ad trappen, sætter sig til rette foran skærmen og spiller Lego Pirates of the Caribbean på en PlayStation, som står på Zanders store værelse.




























