Jeg kan ikke glemme det forår i min barndom, hvor et solsortepar havde valgt at bygge en rede på hylden lige uden for vores stuevindue. Når hr. eller fru solsort var fløjet fra reden, trykkede jeg panden mod vinduet og nød synet af de fem spidse æg med den blågrønne farve og de brune pletter, der lå og puttede sig i reden.
Det minde skyllede ind over mig, da jeg så forsiden af denne uges udgave af tidsskriftet Science. For lige under det andet ’c’ i ’Science’ lå der et solsortæg i en bunke sammen med andre fugleæg i forskellige farver, mønstre og former.




























