Stephen J. Martin fik øje på de sære tuer, mens hans kørte gennem en af de mest afsides egne i det nordøstlige Brasilien. Mange af dem var omtrent 3 meter høje og cirka 10 meter brede.
»Jeg blev med at se nye, også 20 minutter senere længere henne ad vejen. Hvad kan det mon være for noget?, spurgte jeg mig selv«, fortæller entomologen Stephen Martin fra University of Salford i England, der faktisk var i Brasilien i forbindelse med et helt andet forskningsprojekt om det verdensomspændende fald i antallet af honningbier.
I første omgang troede han, der var tale om grusbunker, som nogen havde læsset af i forbindelse med anlæggelsen af den vej, han selv kørte på. Hans medpassagerer sagde imidlertid: »Det der, det er bare termitboer«.
For Stephen Martin står det stadig i dag krystalklart, hvor skeptisk han var: »Jeg spurgte de andre, om de nu også var helt sikre, og de svarede noget i stil med: »Tja, ikke helt. Men det er det vistnok««, fortæller han.
Da han senere rejste tilbage til området, mødte han tilfældigvis biologen Roy R. Funch fra det ansete universitet i Feira de Santana i delstaten Bahia. Funch var i gang med et projekt, hvor han ved hjælp af radiometrisk datering ville slå fast, hvor gamle grusbunkerne var.
»Da jeg sagde til ham: »Prøv at se, der må jo være flere tusind af dem«, svarede han: »Niks, der er flere millioner««, fortæller Stephen Martin.
Men også Roy Funch havde sat tallet for lavt.
I en fælles forskningsartikel i tidsskriftet Current Biology har Martin, Funch og deres kolleger nu fremlagt deres konklusioner efter flere års undersøgelser af fænomenet.
»Hvor mange bunker drejer det sig så om? I omegnen af 200 millioner«, lyder forskernes skøn.
»De ligger der overalt, spredt ud over et kæmpestort område«, siger Roy Funch.
De tueformede høje har vist sig at være bygget af en af de største termitarter, Syntermes dirus, som måler lidt over 1 centimeter. Bunkerne ligger gennemsnitligt cirka 18 meter fra hinanden spredt ud over et område, der er lige så stort som Storbritannien.
»Selv mennesket har aldrig bygget så stort et samfund«, siger Stephen Martin.
På alder med pyramiderne
Forskerne fik sig også en overraskelse, da de fik resultatet af den radiometriske måling af 11 af termitboernes alder. Det viste sig, at det yngste var omtrent 690 år gammelt, og det ældste mindst 3.820 år, altså næsten lige så gammelt som de enorme menneskeskabte pyramider i Giza i Egypten.
»Det kom fuldkommen bag på mig«, siger Roy Funch.
Stephen Martin fortæller, at forskerne endda går ud fra, at det var en minimumsalder, deres metode anslog, og at det ældste bo meget vel kan tænkes at være dobbelt så gammelt.
Forskerne anslår også, at termitterne for at bygge de 200 millioner dynger har måttet grave 10 kubikkilometer grus og jord op – en mængde, der omtrent svarer til 4.000 Giza-pyramider.
»Det er det hidtil største kendte eksempel på et økosystem bygget af en enkelt insektart«, skriver forskerne.
Endnu en overraskelse var det, at boerne viste sig slet og ret at være affaldsdynger. Andre termitarter bygger boer med komplicerede netværk af tunneler og gange, som blandt andet sørger for ventilation til det kammer, hvor dronningen lægger sine æg. Men da Funch og Martin skar nogle af dyngerne igennem, fandt de kun en enkelt kanal, som fra bunden af boet førte op til udgangen, men de fandt ikke kamre eller andre hulrum.
Bunkerne var med andre ord ikke ventilerede, men slet og ret dynger af grus og jord. Når termitterne gravede deres boer, gange og netværk ud under jordens overflade, havde de brug for at slippe af med den overskydende jord og lægge den et eller andet sted, og de bar den således først op igennem kanalen til toppen, hvor de så smed den ud og således efterhånden dannede dyngerne.
Det kan også forklare den meget regelmæssige afstand mellem dyngerne. I første omgang havde Funch og Martin antaget, at den skyldtes konkurrence mellem de enkelte termitkolonier. Men når de tog en termit fra én bunke og satte den ved siden af en termit fra nabobunken, opstod der ingen konflikt, hvilket de tolker som et tegn på, at termitterne kommer fra samme familie.
Derfor må det regelmæssige mønster ifølge forskerne skyldes, at det har været hensigtsmæssigt for termitterne at placere affaldsbunkerne med den indbyrdes afstand.
Når der er aktivitet i boerne, skyder nye dynger op og bliver mellem 120 og 150 centimeter høje i løbet af et par år, fortæller Roy Funch. Der lader ikke til at være nogen aktivitet i de fleste af de ældre dynger, men forskerne ved ikke med sikkerhed, om det også betyder, at termitterne helt har forladt boet. Måske har de ikke behov for at grave yderligere jord op på området, når de bliver færdige med at bygge de underjordiske tunneler.
Mens de folk, der bor i området, længe har kendt til termitboerne, havde kun ganske få udenforstående hørt om dem. En stor del af termitternes bygningsværk har været skjult af krat i de uvejsomme busksteppeagtige områder, der kaldes caatinga.
»Det må være grunden til, at man ikke har opdaget dem før«, siger Roy Funch: »Man har ikke opdaget dem på grund af den lokale vegetation, og det er jo også sjældent, at forskere lægger vejen forbi på de her kanter«.
Kortvarigt ædegilde
En stor del af året når temperaturerne op på 37 grader, nogle gange endnu højere, og træerne er helt afsvedne. Efter en kort regntid bliver landskabet grønt, hvorefter bladene falder af træerne, og landskabet atter fremstår råt og ubeboeligt.
»Disse termitter lever af visne blade og plantemateriale, og én gang årligt skal de for alvor tage for sig af retterne« siger Stephen Martin.
Dengang man begyndte at afskove og rydde dele af området, fik man efterhånden øje på termitternes affaldsbunker. Og for omtrent 10 år siden blev Googles satellitbilleder så skarpe, at Roy Funch kunne se de enkelte dynger. Det fik ham til at beslutte sig for at køre ud til nogle af områderne og undersøge, hvad det var for nogle sære bunker.
Stephen Martin fortæller, at han gerne vil studere det indbyrdes forhold mellem insekterne og vegetationen. Når vegetationen bliver ryddet, ligger dyngerne tilbage, men termitterne bevæger sig nok videre, fordi de ikke længere kan finde blade, de kan æde.
Forskerne vil også gerne have mulighed for at observere termitternes ’ædegilde’ efter blomstringstiden, ligesom de ønsker at undersøge nærmere, hvad termitterne foretager sig resten af året.
Oversættelse: Jacob Giese
fortsæt med at læse
