EU-Domstolen fastslår i en dom, at Google har misbrugt sin dominerende stilling på markedet for søgemaskiner. Derfor får Google og Alphabet, der står bag Google, en samlet bøde på knap 18 milliarder kroner.
Det var EU-Kommissionen, der i første omgang udstak bøden, fordi Kommissionen mente, at Google brød EU’s konkurrenceregler.
EU-Kommissionen mener, at Google har favoriseret sin egen prissammenligningstjeneste Google Shopping frem for sine konkurrenternes.
Det er sket, når personer har søgt at sammenligne priser via Googles søgemaskine. Dermed misbrugte Google sin markedsstyrke, mener EU-Kommissionen.
Google var dog uenig i bøden og appellerede den til EU’s højeste retsinstans. Her fik man ikke medhold.
Tirsdagens dom er endelig og kan ikke appelleres yderligere.
Det glæder topchefen for Kelkoo Group, som ifølge administrerende direktør Rich Stables blev ’kørt ud over kanten’ af Googles fremfærd.
»I dag er en sejr for små techvirksomheder som min. Vi har ventet syv lange år på, at Google skulle udtømme appelprocessen, og det har taget 14 år i alt at få retssikkerhed«, siger Rich Stables i en skriftlig kommentar.
Han opfordrer EU-Kommissionen til at fortsætte med at holde øje med de store digitale platforme. Det har ny lovgivning i form af Digital Markets Act (DMA) givet mulighed for.
ritzau




























