EU-Retten har onsdag ophævet en bøde til selskabet Google på 1,5 milliarder euro.
Bøden blev givet i 2019 af EU-Kommissionen i en konkurrencesag. De 1,5 milliarder euro svarer til lige over 11 milliarder danske kroner.
Begrundelsen for bøden var, at selskabet havde udnyttet sin dominerende position på annoncemarkedet til at forhindre konkurrenter i at placere annoncer på tredjeparters hjemmeside.
Centralt i den anklage stod Googles egen annonceplatform AdSense. Ifølge Kommissionen blev hjemmesider forhindret i at bruge andre platforme end den.
EU-Retten erklærer sig enig i de fleste af EU-Kommissionens vurderinger i sagen, men ophæver alligevel bøden.
Det skyldes, at Kommissionen ikke har inddraget ’alle relevante omstændigheder i sin vurdering af længden af de kontraktmæssige klausuler, der blev vurderet som uretfærdige’.
Selv om ophævelsen er en sejr for Google, kan den fortsat ankes. Derudover udgør beløbet kun en mindre del af Googles samlede bøder.
Således er AdSense-bøden kun en af tre bøder, som i alt har kostet Google over 60 milliarder kroner.
Bøden blev givet på grund af en klage fra Microsoft.
Google har tidligere forklaret, at selskabet ændrede de målrettede kontrakter i 2016, inden Kommissionen kom med sin beslutning.
EU-Retten, som har ophævet bøden, er en del af den samlede institution, EU-Domstolen.
Ophævelsen kan stadig ankes til institutionens højeste instans, der - ligesom hele institutionen - hedder EU-Domstolen.
ritzau
fortsæt med at læse



























