Chipgiganten Nvidia har i tredje kvartal tjent 31,9 milliarder dollar, svarende til knap 207 milliarder kroner, viser Nvidias regnskab, som er blevet offentliggjort, efter at aktiemarkedet i USA er lukket onsdag aften dansk tid. Det er 65 procent mere end i samme kvartal året før.
I tredje kvartal lyder selskabets omsætning på 57 milliarder dollar, hvilket er Nvidias højeste omsætning nogensinde i et kvartal. Nvidia skriver i forbindelse med regnskabet, at selskabet forventer, at omsætningen i fjerde kvartal vil lande omkring 65 milliarder dollar. Det svarer til over 420 milliarder kroner.
Regnskabet har været ventet af investorer verden over for at se, om selskabet kan leve op til de tårnhøje forventninger.
Nvidia er verdens mest værdifulde selskab målt på markedsværdi. Selskabet fylder en betydelig andel af det amerikanske aktieindeks, og derfor kan skuffelser eller positive overraskelser skabe markante bevægelser i hele markedet.
Nvidia-aktien stiger i eftermarkedet i USA, umiddelbart efter at regnskabet er blevet offentliggjort. Ifølge MarketWire stiger aktien 3,8 procent.
Den seneste tid har der været bekymring for en såkaldt AI-boble. Det betyder, at investorer har spekuleret i, om de hundredvis af milliarder, som er investeret i selskaber inden for kunstig intelligens, kan være i overkanten.
Både amerikanske og europæiske aktieindeks tog markante dyk tirsdag, men i USA blev en smule af det tabte indhentet onsdag. Også det danske C25-indeks steg onsdag efter at være faldet 2,4 procent tirsdag.
Nvidia leverer blandt andet avancerede computerchips til datacentre, der leverer computerkraft til kunstig intelligens. Det er da også salget til datacentre, som med 51,2 milliarder dollar udgør størstedelen af Nvidias omsætning i tredje kvartal. Omsætningen inden for datacentre er vokset 66 procent over et år og 25 procent fra andet til tredje kvartal.
Nvidias topchef, Jensen Huang, siger, at efterspørgslen på Nvidias computerchips vokser med høj fart.
»Vi er trådt ind i den positive spiral for kunstig intelligens«, siger han i en pressemeddelelse.
»Kunstig intelligens kommer overalt og kommer til at gøre alt på en gang«, lyder det videre.
Opdateres ...
ritzau
fortsæt med at læse


























