Facebook er ikke bare et af verdens mest værdifulde selskaber, der sammen med fire andre techgiganter har skubbet traditionelle sværvægtere – storbanker, olieselskaber og industrikonglomerater – ud af top-5.
Facebook har en højere og ædlere mission end aktiekurser og overskud: »At give folk magten til at opbygge fællesskaber og bringe verden tættere sammen«, som det hedder i firmaets formålsparagraf. Facebook skal gøre det let at komme i kontakt med andre, udveksle nyheder, gå i dialog og knytte bånd mellem mennesker og med virksomheder og organisationer. Over to milliarder mennesker verden over er blevet en del af missionen ved at oprette en konto.


























