Jeremy Hunt, den britiske udenrigsminister, kom i sidste uge til Washington for at indlede en hæsblæsende turné af møder, der alle var domineret af samme vigtige spørgsmål: Skal Storbritannien sætte sit forhold til Kina på spil ved at efterkomme Trump-regeringens opfordring til at forbyde Huawei, Kinas førende producent af teleudstyr, at stå for opbygningen af næste generation af briternes computer- og telefonnetværk?
Storbritannien er ikke den eneste af USA’s allierede, der mærker presset fra Washington. I Polen har myndighederne også fået et kraftigt vink fra USA om, at Huawei ikke bør få opgaven med at opbygge landets 5G-netværk. Trumps repræsentanter har ligefrem antydet, at kommende udstationeringer af amerikanske soldater – herunder udsigten til en permanent base, der omtales som ’Fort Trump’ – kan stå og falde med Polens beslutning.




























