Hundredvis af ansatte i Facebook er i oprør over deres topchef, Mark Zuckerberg, fordi han lader et opslag, der kan læses som en opfordring til at skyde på demonstranter, stå på verdens største sociale medie.
Offentlige protester mod Zuckerberg fra virksomhedens ansatte er uhyre sjældne, men nu kommer de fra alle niveauer i Facebook, også tæt på den øverste ledelse. Mange kvitter i disse dage arbejdet og udformer et autosvar på mail og sociale medier, der forklarer, at de er ude af kontoret i protest. Kritikerne beskriver selv uroen som den mest alvorlige udfordring af Zuckerberg, siden Facebook blev grundlagt for 15 år siden, skriver New York Times.


























