Danmark er god til at opfostre de såkaldte enhjørninger, eller unicorns, som de hedder på engelsk (og i den danske techjargon). Enhjørninger er iværksættere, der går fra ingenting til en markedsværdi på over en milliard dollar, knap 7 milliarder kroner.
Dem har vi haft 13 af siden årtusindskiftet. Målt per indbygger er det flere end sammenlignelige lande som Norge, Finland og Holland og langt flere end større lande som Storbritannien, Frankrig og Tyskland, viser en ny undersøgelse fra Dansk Erhverv. Kun Estland, Sverige og Irland udklækker flere enhjørninger per indbygger.


























