Da Spike Jonzes romantiske film ’Hende’ fik premiere i 2013, lød den som en blanding mellem en vittighed – en mand bliver forelsket i sin computer – og en fantasi. Det var cirka seks år efter, at iPhone var kommet på markedet. Siri, den mere eller mindre pålidelige virtuelle assistent i iPhone, blev lanceret i 2010. Man kunne i begrænset omfang føre en samtale med Siri, hvis kvindelige robotstemme havde samme klang og tone som en selvsikker midaldrende hotelreceptionist. Hun lo ikke. Hun fnisede ikke. Hun fortalte ikke vittigheder. Siri var ikke din ven. Og hun var helt sikkert ikke dine kæreste.
Derfor virkede Samantha – AI-assistenten, som den kejtede og skilsmisseramte Theodore Twombly (Joaquin Phoenix) forelskede sig i – som en skabning fra fremtiden. Samantha, som Scarlett Johansson lagde stemme til, mindede om Siri, hvis ellers Siri kunne lide dig og gerne ville have, at du også skulle kunne lide hende. Hun var programmeret til at lade sig forme efter brugerens præferencer, interesser og ideer. Hun var vittig og sød og utrættelig. I teorien brugte alle i ’Hende’ deres egen version af Samantha, formodentlig med forskellige navne og stemmer. Men filmen var snarere en mands personlige dannelseshistorie end en egentlig fremtidsfortælling. Theodore fandt styrken til at vende tilbage til livet i et kort, men smukt forhold med en kvinde, der passede perfekt til hans behov og lægte hans sår.
