I begyndelsen af påskeferien blev Nike-sneakers udskiftet med gummistøvler, da en gruppe drenge fra udsatte boligområder i København trak i arbejdstøjet. De brugte tre dage i ferien på at bekæmpe hybenroser og anden vild bevoksning i områder ud til Horsens Fjord. Naturplejen er en del af et pilotprojekt udviklet i samarbejde mellem Fritidsakademiet, beskæftigelsesprojektet Ukrudt og Naturstyrelsen, der har til formål at skabe grønne fritidsjob til unge. Drengene er hyret af Fritidsakademiet, en socialøkonomisk virksomhed, der har til formål at gøre unge fra udsatte boligområder jobparate og hjælpe dem ud i fritidsjob.
»Tanken med samarbejdet mellem Ukrudt, Fritidsakademiet og Naturstyrelsen er, at give drengene løn og samtidigt give dem oplevelser i naturen, der ligger meget fjernt fra deres dagligdag og kan give dem nye erfaringer og indsigter« siger Anders Andersen, stifter af foreningen Ukrudt.


























