Den har taget tre år at restaurere, og lørdag er DR så klar til at sætte gang i 'Matador'-futtoget nok en gang.
Men denne gang bliver det altså uden de sorte striber i kanterne, da billedformatet er tilpasset nutidens 16:9-format, ligesom snavs, støv og ridser er fjernet fra de gamle filmstriber, så seeren burde få et langt renere billede fra Korsbæk og omegn.
Også farverne er blevet fintunet, så alting står klarere end før, fortæller Hans Vermeij fra Nordisk Film Shortcut, til DR.
»Detaljer, som man ikke før har lagt mærke til, nu er tydelige. For eksempel er det efter restaureringen lettere at se, hvad der står i Tidende. Alt dette er sket uden at fjerne den originale filmiske æstetik, som var kernen i hele restaureringsprojektet«, siger Hans Vermeij.
