Fionn Whitehead, Will Poulter og Asim Chaudhry spiller hovedrollerne i den ellers meget hemmeligholdte ‘Black Mirror: Bandersnatch’.
Foto: Fra Netflix

Fionn Whitehead, Will Poulter og Asim Chaudhry spiller hovedrollerne i den ellers meget hemmeligholdte ‘Black Mirror: Bandersnatch’.

Kultur TV

Er du også træt af tilværelsen? Netflix-premiere på interaktiv Black Mirror-film

Prisbelønnet britisk tv-serie om det digitaliserede depressive menneskes fortabelse har premiere 28. december som vælg-selv-din-egen slutning spillefilm på Netflix.

Kultur TV

I gamle dage var der altid biografpremiere i juledagene på en sjov film for hele familien. Den tradition har Netflix vendt på hovedet ved at programsætte spillefilmen ’Black Mirror: Bandersnatch’ til en sofa nær dig fredag 28. december – med statsgaranti for at ingen forlader skærmen i bedre humør, end da man satte sig ned.

Rygterne er gået om spillelængde fra to minutter op til 312 minutter, men ifølge Soundvenue er et realistisk bud omkring 90 minutter, når man har truffet sine egne interaktive valg undervejs.

Den første trailer er netop blevet sluppet af Netflix et døgn før premieren. De 90 tætklippede sekunder har udløst over 50.000 tweets fra fans, der gætter løs på, hvad man kan forvente af ’Bandersnatch’.

Se traileren her:

Den britiske kultserie Black Mirror, der er kommet i fire sæsoner siden starten på Channel 4 i 2011, er ifølge Politikens Joakim Grundahl en science-fictionserie til fem ud af seks stjerner, der kan sammenlignes med Ridley Scotts Blade Runner fra 1982.

Klassisk cyberpunk, hvor mennesket er blevet slave af stadig mere autonom teknologi, som vi forvalter skidt ved at bedøve os i underholdning og skærme. Heraf titlen ’Black Mirror’, som refererer til den slukkede/smadrede skærm, som vi ikke længere kan se os selv – eller noget som helst andet – i.

Black Mirror, skabt af Charlie Brooker, der også står bag den nye spillefilm, har lavet et atypisk serieunivers, fordi der netop ikke er et univers. Hver eneste episode starter et nyt sted med et nyt cast og en ny nedtrykkede version af, hvad menneskeheden kan finde på at gøre mod sig selv for at fordrive minutterne i en fremtid ikke fjernt fra os.

Huffington Post mener, efter at have set halvandet minuts trailer, at vi ved disse syv ting inden premieren.

1 - skuespillerne

Hovedrollen som Stefan, der skal udvikle et hit-computerspil, er Fionn Whitehead, kendt fra Christopher Nolans ‘Dunkirk’. Andre medvirkende er Will Poulter fra ‘The Maze Runner’. Stefans chef i spiludviklerfirmaet er Asim Chahdhry, der står bag den prisvindende komiske sitcom ’People Just Do Nothing’ om piratradiostationen Kurupt FM.

Til gengæld dukker Miley Cyrus trods hårdnakkede rygter ikke op på rollelisten, skriver Huffington Post.

2 - Computerspil

Skarpsindige fans havde allerede gættet ud fra titlen, at et centralt tema ville være computerspil, da ’Bandersnatch’ var et avanceret computerspil under udvikling hos firmaet Image Software i Liverpool, som blev opgivet i 1984 ifølge Wikipedia.

I den nye film bliver det hovedkarakteren Stefans opgave at udvikle spillet ud fra en fantasyroman af samme navn, som har fascineret ham som barn.

3 - Masser af retro

Netflix har ifølge Huffington Post oplyst, at episoden foregår i 1984, hvilket betyder, at Charlie Brooker kan genbruge den retroæstetik, han fik sit store gennembrud med i 3. sæson af Black Mirror i episoden San Junipero – der viste sig at være et diskotek for folk, der allerede er døde, hvor man danser til tonerne fra ‘Heaven Is A Place On Earth’.

Exteriørscenerne er fra strøget i Croydon, syd for London.

4 - Slap nu af

Ja, det er ’Relax Don’t Do It – When You Wanna Come’, Frankie Goes To Hollywoods hit fra 1984, der er gennemgående tema i filmen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

5 - Gensyn

Selv om Black Mirror netop er nyt cast, nyt plot hvergang, så er der dog enkelte henvisninger mellem serierne. Tydeligst i sæson 4 ’Black Museum’, hvor flere gamle artifakter er blevet udstillet.

Men også i den nye film vil der være henvisninger til sæson 4 ’Metalhead’, når Stefan og hans boss står foran plakaten ’Metl Hedd’. Ligesom man i traileren også kan se et tegn, der bliver vist i ’White Bear’ som et varsel.

6 - Frit valg

Meget få oplysninger er sluppet ud om spillefilmen ’Black Mirror Bandersnatch’. Men det har tidligere forlydt, at man som seer selv ville kunne vælge sin slutning – måske lige bortset fra den, hvor det hele ender lykkeligt, for sådan er Black Mirror bare slet ikke.

I traileren ender en ældre kvinde på et gammelt tv med at sige:

»Your fate has been dictated... you’re not in control«.

Huffington Post tolker det som, at seeren dermed får mulighed for at vælge sine egne slutninger. Men omvendt kan det jo også betyde, at vi netop ikke har nogen kontrol – at instruktøren har bestemt alt. Måske fordi det var billigst.

7 - Alice i fremtidsland

Bandersnatch er oprindeligt et fabeldyr fra Lewis Carrolls digt om Jabberwocky, som stammer fra forfatteren til ’Alice i Eventyrland’ og hans surrealistiske univers.

I filmens trailer kan man se Stefan tvivle på sin egen realitetssans, da han stikker sin arm gennem et spejl, en reference til ’Through The Looking Glass’, efterfølgeren til ’Alice i eventyrland’. Ligesom den gulrøde pille, Stefan bliver opfordret til at tage, minder om det valg Alice får mellem at blive større eller mindre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I traileren skyller Stefan pillerne ud i toilettet, mens hans chef siger, at han er nødt til at tage sine piller, hvis han skal have fat i den ’smule galskab’, igen en henvisning til Alice, der er nødvendig for at gøre Bandersnatchspillet til en succes.

Men præcis hvor galt, det kommer til at gå for Stefan og hans arbejdsmiljø og menneskeheden som sådan, får vi jo at se i morgen.


Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden