I 2003, da den borgerlige kulturkamp netop var skudt i gang, sagde den daværende konservative kulturminister, Brian Mikkelsen, i et stort interview til Politiken:

»De venstreorienterede sidder tungt på meningsdannelsen, der eksisterer et venstreorienteret-socialdemokratisk herredømme (…) de sidder på toppen af bjerget og dikterer. Meningstyranniet skal bekæmpes!«.

I december 2010 sidder vi igen med en konservativ minister i Kulturministeriet – på samme kontor.

Men nu hedder ministeren Per Stig Møller, og der er vendt op og ned på kulturkampen.

Den har de borgerlige nemlig vundet, og det venstreorienterede meningstyranni er væk, mener den bogaktuelle Per Stig Møller:

»Brian Mikkelsen havde da ret i 2003. Dengang havde man den der dyne af ’de venstreorienterede meninger’, som lå hen over det hele. Det var nødvendigt at få vendt stemningen og gennemført de ideer, vi står for. Det lykkedes. Og i dag føler jeg slet ikke den der dyne af venstreorienterede meninger. Tværtimod«.

Savner du modspil?

»Jeg er naturligvis mere end lettet over, at man ikke længere skal høre på alt det sludder, der igennem årtier er blevet sagt af venstreintellektuelle, der ikke kunne frigøre sig fra marxismen. Men når det er sagt, så savner jeg da i dag begavede, provokerende indspark fra intellektuelle. Der er blevet meget stille«.

Har vi fået et borgerligt meningstyranni?

»Man må konstatere, at det er blevet de borgerlige, der dominerer i debatten. Det vælter jo frem med borgerlige debattører, bøger og kronikker. Det er os, der folder tidens tanker ud. Men der er ikke rigtig nogen på den modsatte fløj. Og jeg får lyst til at sige: Hvor bliver I af? Kom dog frit frem! Det hele er vendt på hovedet. Brian har jo sejret, og det er fint, men … «.

Er det også blevet lidt kedeligt?

»Ja. Det er da kedeligt, at intellektuelle har meldt sig ud af politik, for så savner vi den der intellektuelle kritik, kurs og påvirkning, som kun forfattere, skribenter og tænksomme mennesker kan tilføre debatten og samfundsudviklingen«.

Antipolitikken har vundet
Ifølge Per Stig Møller handler de venstreintellektuelles kollaps ikke kun om en succesrig borgerlig kulturkamp, der har nedkæmpet modstanderen, men nok så meget om, at slaget om samfundets retning og de store ideologier er passé.

»Da jeg i 60’erne og 70’erne kastede mig ind i værdikamp sammen med forfatteren Henrik Stangerup, var vi i opposition til tidens marxisme. Vi bekæmpede totalitarismen, mens modstanderne bekæmpede kapitalismen. Dén kamp er overstået«.

Hvad mener du?

»Den socialkonservative samfundsmodel har storsejret. Men når vi alle er enige om målet, så kommer politik til at handle om midler. Om cafépenge eller ikke-cafépenge. Og om 2-års eller 4-årsdagpengeperioder. Hvordan kan du som intellektuel forfatter eller åndsperson kaste hele din energi ind i en debat for eller imod cafépenge? Det kan du ikke. Derfor trækker de intellektuelle sig tilbage«.

Du forsvarer altså de intellektuelles tavshed?

»Nej, jeg forklarer den. Det ændrer ikke ved, at jeg hellere end gerne så flere intellektuelle blande sig i debatten. Vi kan ikke undvære dem«.

Hvordan harmonerer din efterlysning af flere intellektuelle modstandere med, at du i din bog langer ud efter ’Partiet Politiken’?

»Jeg mener, at de fleste intellektuelle har meldt sig ud. Bortset fra nogle meget toneangivende, som især boltrer sig i Dagbladet Politiken. Forfatteren Carsten Jensen f.eks.«.

Men her får I jo bare den modstand, du efterlyser?

»Problemet er, at det ikke er kvalificeret modstand. Der findes en række debattører i Politiken og omegn, som fremstiller deres modstandere som dumme, dårlige mennesker og sammenspiste med USA og højrepopulismen. Når man ikke anerkender modstanderne, men stempler dem som moralsk anløbne, så ophører den demokratiske samtale. Sådan en som Carsten Jensen, han dæmoniserer«.

Og det gør du ikke nu?

»Nej, jeg kalder ikke Carsten Jensen for dum, uforskammet eller ond. Jeg accepterer, at han har et andet udgangspunkt end mig. Det synes jeg også, at han og hans ligesindede skulle gøre. Der er brug for en kvalificeret kulturradikalisme. Blandt intellektuelle som Carsten Jensen og Suzanne Brøgger er der en tendens til dét, som jeg i min bog kalder for ’antipolitik’«.

Hvad er ’antipolitik’?

»Antipolitikken afviser politik som tåbelig. For et stykke tid siden var jeg f.eks. til en debat på Krogerup Højskole om ideernes krise, og her sagde Suzanne Brøgger det direkte: »Politik er tåbeligt«. Men det nytter jo ikke noget at sige, at politik er tåbeligt og afvise politik som sådan. Derimod kan man jo godt mene, at politikere er tåbelige, men man må jo gå ind i debatten og præge den i stedet for bare at afvise det hele«.

Tidligere kritiserede du og Bertel Haarder, at marxisterne sagde, at alt er politik – og nu er det altså et problem, at intellektuelle er antipolitiske?

»Jeg vil da blive ked af det, hvis det viser sig, at den golde antipolitik kommer til at præge det intellektuelle liv, for det kan jo ikke bruges til noget. Det er ukonstruktivt at droppe det politiske. Den antipolitiske position holder ikke«.

Islamismen den største trussel
Per Stig Møller mener, at de intellektuelle kan skrive udmærkede og læseværdige bøger med et antipolitisk afsæt. Men problemet er, at de ikke kan præge samfundet med antipolitik, for samfundet præges kun gennem politiske valg.

Overser du ikke, at der er en klar politisk linje i de intellektuelles kritik af regeringen, f.eks. at man kritiserer regeringens følgagtighed over for Dansk Folkeparti, og man ser højredrejningen og fremmedfjendskheden i Europa som den store trussel?

»Selvfølgelig er der en højredrejning i Europa, man skal være på vagt over for. Men de intellektuelles fokus er helt skævt. Højredrejningen er jo ikke den største trussel mod Europas værdier. Igen retter de intellektuelle – som under den kolde krig – kikkerten i den forkerte retning. Den store totalitære trussel i dag er jo uden sammenligning islamismen. Højredrejningen i Europa vil kun blive stærkere, hvis vi overser den islamistiske konfrontation«.

Hvordan har du som borgerlig intellektuel haft det med alliancen med Dansk Folkeparti?

»I min nye bog er jeg da uenig med Søren Krarup. Men jeg gør det på argumenter i stedet for at dæmonisere. I får mig ikke til at dæmonisere Dansk Folkeparti, som vi har haft et glimrende samarbejde med«.

Da du i sin tid hørte Anders Fogh i sin første nytårstale gøre op med smagsdommere, eksperterne, eliten, tænkte du så: Lige mine ord?

»Der var jo ikke mine ord«.

Men du stod bag linjen?

»Vi ville ruske op i systemet, så man ikke fik det samme igen og igen og igen«.

Og I sejrede ad helvede til … godt?

»Vi sejrede i hvert fald så godt, at jeg i dag savner lidt modspil«.