Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Kritik. Jeg tror, at ministeren overser, at debat ikke kun er noget, der foregår i primetime omkring et bord, hvor man kan stå og råbe i munden på hinanden, skriver Flemming Jensen.
Foto: JONAS PRYNER ANDERSEN

Kritik. Jeg tror, at ministeren overser, at debat ikke kun er noget, der foregår i primetime omkring et bord, hvor man kan stå og råbe i munden på hinanden, skriver Flemming Jensen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Per Stig vil have modspil - men vil han lytte?

Kulturministeren efterlyser intellektuelt modspil, men er ikke villig til at lytte, mener Flemming Jensen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nu må det være nok! Det er ikke længere muligt at tie.

Landets nuværende kulturminister efterlyser intellektuelt modspil fra kulturens folk.

PER STIG MØLLER

Dér fik han os lige godt! Intellektuel – hvem tør påstå, at man er det? Man har vel pli.

Men for det første skal vi lige vænne os til, at ordet ’intellektuel’ sagt af en dansk kulturminister ikke længere er et skældsord. Det er helt nye toner fra den kant. Og for det andet viger de fleste klædeligt tilbage fra at bruge ordet om sig selv.

Så lad os droppe det intellektuelle og nøjes med at sige ’modspil’ – så kan vi komme videre.

Og tillad mig i det følgende at tage dette her personligt. På den måde undgår jeg at tage andre mennesker og deres værker som gidsler – og det gør også, at jeg kan være helt konkret.

Det gør diskussionen mindre luftig – og dermed måske også mindre intellektuel – at jeg bruger mig selv som case.

I den tid den nuværende regeringskonstellation har været ved magten, har jeg ikke bestilt andet end at gi’ modspil.

Og det føles som et slag i ansigtet at få at vide af landets kulturminister, at alt det, man har stridt og kæmpet for, ikke eksisterer.

På Nørrebros Teater introducerede vi i nogle år det moderne, politisk diskuterende, satiriske teater med forestillinger som ’Spindoctor’ – ’Let’s Kick Ass!’ – ’Causeri’ – ’Dronningen af Malmø’.

De omhandlede med en humoristisk – men ikke useriøs – indfaldsvinkel det stigende problem med spin, der har taget politik ud af politik – vel at mærke på et tidspunkt, hvor 50 procent af befolkningen endnu ikke anede, hvad en spindoktor var.

Vi diskuterede beslutningsprocessen op til Irakkrigen og dokumenterede de usandheder, regeringen diskede op med fra Folketingets talerstol.

Klimaet, terrortruslen, 24-års reglen og hele indvandrerproblematikken tog vi op og vendte på scenen.

Efter Irak-musicalen ’Let’s Kick Ass’ forsøgte vi at lave debatter efter de enkelte forestillinger. Én gang fik vi Louise Frevert fra DF til at komme … det var det hele.

Ellers var det os ikke muligt at få én eneste af alle dem, der havde stemt ja til at trodse FN, til at komme og deltage i debatten. Heller ikke Per Stig Møller!

Det var da ellers et modspil, der ville noget! Men det var selvfølgelig, før modspil gik hen og blev moderne. Hvad blev resultatet af vore anstrengelser på Nørrebros Teater? Vi blev smidt ud. Af Brian Mikkelsens forlængede arm.



Senere tog undertegnede så fløjlshandskerne af med forestillingen ’Spindelvæv’ på Det Kongelige Teater.

Om forestillingen var god eller dårlig, må andre bedømme, men samfundskritikken var klar, og substansen var alt det modspil, en kulturminister kunne ønske sig.

Jeg skrev den senere om til en roman med titlen ’Bankrøver Blues’ – i år udkommer den i Italien og Frankrig.

Italienerne kom først, fordi beskrivelsen af Fogh Rasmussens Danmark i den grad gav dem mindelser om Berlusconis Italien.

Så der var altså nogle italienere, der godt havde lagt mærke til, at der fandtes modspil i Danmark.

Her i efteråret udgav jeg romanen ’Jakob’. En 700-siders sag, der dybest set er civilisationskritik og handler om, hvad der sker med samfund forskellige steder i verden, når de i alt for høj grad overlades til markedets præmisser.

Mit forlag, Lindhardt & Ringhof, inviterede kulturministeren til at diskutere romanen med mig på Bogmessen i Forum. Møller sagde nej.

Okay, måske bør noget så fint som en kulturminister ikke sidde og diskutere med forfattere på en bogmesse, men når han nu sådan savner modspil.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Måske sidder man nu i Kulturministeriet og tænker: Har man hørt en loppe gø!

Men mere peanuts er det altså heller ikke! Det kan ikke være rigtigt, at det alt sammen har været og er totalt irrelevant.

Ud over farcer og revyer og andet forsøg på fornøjeligt fjas er det blevet til foreløbig fem store, politisk diskuterende forestillinger på landets største teatre, nogle romaner og en 10-årig tsunami af foredrag på små og store steder landet over.

Og både her til efteråret og igen i efteråret 2012 spiller vi en helt nyskrevet forestilling på Folketeatret – ’Mogens & Mahmoud’. Og igen diskuterer vi på scenen noget af det, du efterlyser, at nogen begynder at diskutere.

Og jeg er ikke den eneste, Møller!

Det er effektivt – men næppe nobelt. Og helt sikkert forkert.

Jeg har valgt kun at bruge mig selv som eksempel – men vi er masser! Se dig omkring!

Jeg tror, at ministeren overser, at debat ikke kun er noget, der foregår i primetime omkring et bord, hvor man kan stå og råbe i munden på hinanden. Eller som her i avisernes spalter.

Næ, teaterfolk debatterer fra scenen, forfatteres talerstol er deres bøger, malere lader indignationen komme frem på lærredet, og musikere og sangere lader toner og tanker følges ad.

Jeg ved ikke, hvad keramikere gør – dér har Møller måske en pointe.

Når vi ser på de elektroniske medier, er det paradoksalt, at en repræsentant for de kræfter, der gennem 10 år har kuet public service-kanalerne til underdanigt at satse på ligegyldighed og smalltalk, nu efterlyser det modsatte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Man kan ikke først være aktivt medvirkende til, at nyligt afdøde Ernst Bruun Olsens vision i ’Teenagerlove’ bliver til virkelighed – for så bagefter at beklage det.

Så hvis nogle af læserne en dag skulle rende ind i Per Stig Møller, kan I fortælle ham, at hvis en meddelelse skal nå frem, er der to ansvarlige: afsenderen og modtageren.

Er det rimeligt, at døve mennesker kræver, at der skrues højere op for lyden, eller ligefrem benægter, at radioen er tændt?

Modspil? Hvis man tilstrækkeligt længe ignorerer modspillet, ender man med at kunne udbasunere, at det ikke eksisterer.

Det er effektivt – men næppe nobelt.

Og helt sikkert forkert.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden