Det markedsorienterede universitet er virkelighed. Det skal sikre viden og velfærd og ruste Danmark på det globale marked.

Universitetet er med andre ord en globaliseret og globaliserende handelsskole – et borgerligt masseuniversitet. Det er nyttigt. Og derfor har det et stort problem med alle de piger af begge køn, der vil læse engelsk, arabisk og kunsthistorie. Men man lader dog, som om alle studier er lige nyttige.

De unge er i dag realistiske, hvis de vælger naturvidenskab. De er derfor nok idealistiske, hvis de vælger kulturvidenskab.

Universitetet er egentlig en middelalderlig opfindelse. Det skulle først og fremmest uddanne præster og i anden omgang jurister og læger. Det vigtigste fællesfag var retorik. Danskere drog med glæde til udlandet for at læse. Det middelalderlige er nu næsten udryddet. Dog er der endnu disputatser, dekaner og rektorer.

Da Københavns og Uppsalas universiteter kom til, forsøgte man at forbyde de studerende at rejse til udlandet. De ville hellere læse i Italien. I dag er de studerende ikke lette at få ud at rejse, medmindre der er tale om ferie.

Rektorerne Oddershede og Jylling opfordrer de studerende til at rejse. Det kan give deres »uddannelse« en »skarpere vinkling« og en »international profil«, så cv’et ikke ender i bunden af bunken. Dannelsesrejsen er afløst af uddannelsesrejsen.

Det forunderlige er, at det hele er sket, uden at en ide om et nyt universitet først er blevet diskuteret. Det forbavsende er, at det er sket uden protester. Det kritiske universitet anno 1968 er forsvundet. Mange af de gamle 68’ere er blevet systemets tjenere. Enhver protest er blevet affejet med, at den fremføres af gamle, sure mænd.

De yngre ansatte trives. De studerende har det morsomt. De nyder livet og ikke mindst undervisningen og fællesskabet.

Det er sjovt, som rektor Jens Oddershede og formanden for AC, Erik Jylling, i en Kronik i Politiken for nylig gav et »indblik i en markedsorienteret akademisk verden«.

KRONIKVælg din egen fremtid

Kronikken havde to nøgne mænd, der spiller bordfodbold på RUC som illustration. Man kan også ulejlige sig med at gå ind på Aarhus Universitets musikvidenskabs (det kalder de det) hjemmeside. Der sidder en ung mand og spiller trommer. Det ligner en reklame for en efterskole.

De studerende har afsløret virkeligheden. De kalder universitetet ’skolen’, og de går i en klasse, og de har lektier for. De vil helst ikke have bøger, for de er dyre, og derfor får de alt, hvad de skal have som pdf-filer eller i form af det skandaløse kompendium. Universitetet er blevet bogdroppende.

Hvorfor betale for en bog, når man gratis kan blive dum på nettet, som det hedder.

De skal komme til timerne. De bliver råbt op hver gang. Universitetsundervisningen lider af samme problem som andre skoleformer. De studerende er stort set hele tiden på nettet. Der ses film og skrives mail. Osv.

Undervisningen evalueres i det uendelige, men der findes ikke et eneste bevis for, at det har forbedret noget som helst. Ingen evidens, som man siger. Der er brugt millioner på kollegial supervision. Har det forbedret noget? Ingen aner det. Ingen evidens.

De studerende har altså afsløret, at universitetet er blevet en skole eller et college. Universitetet er en kulisse fra guldalderen, der lever af sit traditionelle renomme. Spørgsmålet er derfor, om der er optaget 25.000 på universiteterne. Alt er jo universitet eller University College.

Fordi universitetet er en skole, er der krav om mere undervisning og kortere ferier. Ferier og fritid bliver ikke brugt til selvstudier. Der vil snart komme tre semestre. Universitetet skal være et undervisitet.

De studerende har også fundet ud af, at de har magten over undervisningens indhold og dermed indirekte over det, vi endnu kalder ’forskning’ (læs: artikelproduktion). De studerende er forbrugere. Hvis de ikke ønsker undervisning i et emne, kommer der ingen, og så nedlægges kurset. Man prøver derfor med forskellige midler at tvinge dem til at gå til timer.

Det er som bekendt ikke særlig motiverende. Magten er derfor dels ledelsens – de mange dekaner og andre tårnhøjtlønnede institutledere – og de studerendes. Forskningsfriheden er afskaffet. Kurser skal være ’trendy’. Fordi man ikke kan undervise i det, som man forsker i, søger de ansatte forskningsmidler, og formålet er at blive fri for at undervise.

Tegning:  Anne-Marie Steen Petersen.

Undervisning er fast education. McDonaldisering kaldes det. Hurtigt ind, hurtigt ud.

Den nye ph.d.-uddannelse, der er på otte år, svarer til den gamle magisterkonference. Dernæst opfattes al forskning og videnskab nu, som om der var tale om naturvidenskab. Titlen ph.d. er neutral. Den gamle doktorgrad findes endnu, og det er et spørgsmål om tid, før den afskaffes. Den tydeliggjorde forskelle mellem videnskaber. Dr.theol., dr.phil., dr.med.

Der foretages såkaldt peer-review af enhver lille artikel, der bliver skrevet. Det standardiserer, og homogeniserer forskningen. Peer-review gør ingen forskel. Den har ingen funktion, men den skal være der. Penkowas artikler var igennem processen.

Peer-review forlener humanistisk forskning med et skær af videnskabelighed. Vi frarådes at skrive bøger. Artikler foretrækkes og helst på engelsk. Igen skal det være som i den naturvidenskabelige forskning. Vi skal skrive i flok eller team. Hvorfor? Det ved ingen, men sådan gør lægerne.

Humanioras kendemærke var dissens, men nu tvinges vi til konsensus – igen ligesom i naturvidenskaberne. Den klassiske modsætning mellem de to kulturer, mellem åndsvidenskaber og naturvidenskaber, forsøges med andre ord ophævet.

Humaniora havde før i tiden en formidlingsfunktion. Der findes ikke humanistisk grundforskning. Men da vi helst ikke skal skrive bøger på dansk til en dansk offentlighed, er formidlingen umulig.

Vi opfordres til ’artikelproduktion’. Vi skal producere i tusindvis af artikler, som ingen vil læse, og ingen skal læse, for de skal kun give point, så universitetet kan få flere penge – fra staten.

Hvem har villet den udvikling? Politikerne? Ja, formelt er det VK og Socialdemokraterne. Og var der to, der stod sammen i kampen imod universitetsrevolutionen, var det Marianne Jelved og Jesper Langballe.

Man kalder det ny universitet McKinsey-universitetet. Der findes en transnational elite af videnskabelige eksperter, som har udtænkt disse reformer, som derefter kopieres af de enkelte landes politikere.

McKinsey er et af disse transnationale firmaer. Det har den tyske sociolog Richard Münch skrevet om i bogen ’Globale eliter og lokale autoriteter. Dannelse og videnskab under PISA, McKinsey & Co.’s regime’. Ham henviser jeg til og slutter med dette:

Jeg gik med til noget, ledelsen eller det konsulentfirma, der iscenesætter det hele, kalder ’cafémøder’. Det foregik i den Staklade, hvor jeg i 1969 havde været med til de store møder, der ville afskaffe professorvældet og indføre demokrati og lave forskning for folket.

Et par af de revolutionære talere fra dengang er i dag professorer og søger at fremme den kulturvidenskabelige kapitalisme. Vi blev sat ved små borde og fik udleveret spritmarkere og elefantsnot – hedder det vist.

Vi skulle snakke og skrive i nogle talebobler på plancher, der lå på bordet. Og så skulle vi klistre vore forslag op på ruderne. Dekanen lovede, at hun nok skulle se på vores tegninger.

Sådan er det nye universitet.