Jeg sidder og ser Tour de France uden Jørgen Leths sprog i ørerne, og jeg savner ham. Måske er der bedre plads uden for Danmark til den sensualitet, som han mestrer og er blevet fortaler for.

Det er ikke let at være Leth i Danmark. For han er et nummer for lysten til den skandinaviske politiske korrekthed. Skal hvert land have sin liderbasse for sig selv – Italien har Berlusconi, Frankrig har den nu rufferimistænkte eks-IMF direktør Dominique Strauss-Kahn og Danmark sin Leth? Nej!

Leth er ingen liderbasse, han er bare liderlig, og uanset hvordan hans ikkefans forsøger at slå det hen med tredjeverdensomsorg, kvindens ret til at sidde øverst eller andre kuldslåede, artige synspunkter, så er han heldigvis blot en mand med en lyst og en ret til at bruge den.

LÆS OGSÅJørgen Leth: Betonfeministisk ministerkritik er ubehagelig

Strauss-Kahn ser måske også sådan på sig selv, måske som den eneste, for hans stenrige hustru, der ellers udtalte sidste år, at hun elsker en mand, der kan forføre, har forladt ham, og han skal nu forklare retten, hvordan og hvorledes det er med alle de prostituerede, han måske har haft i sit sold sammen med alle hans venner.

Jeg har lige haft æren af at skulle skrive forord til en nyoversættelse af Fanny Hill. En kvinde med en meget stor lyst. Jeg er med på, at en roman fra midten af 1700-tallet havde nogle andre eksistensvilkår end Jørgen Leths kunstneriske virke, men også her var han i mine tanker.

Fanny er blevet forbudt mange gange i årenes løb og skulle helt i højesteret for ikke at blive forbudt i Danmark i 1960’erne.

Leth bliver ikke forbudt, men han er godt nok ikke elsket bredt for sin lyst. Særligt kvinder i Politikensegmentet synes, han er alt muligt skidt, som går under samlebetegnelsen ’for meget’.

Han kan lide unge, sorte kvinder. Føj! Han kan finde på at fremstille erotiske møder med det blik, manden ser på kvinden med. Han har et stort ego. Føj! Han er nogle gange glad for sit køn. Føj!

LÆS OGSÅ Jørgen Leth: »Jeg lever som en millionær, men er det ikke«

Fanny Hill var glad for sex. Hun var fra en tid, hvor kvinden skulle være ærbar og var skabt uden egen lyst for at tilgodese mandens ret til at avle på hende– alene for Guds, konges og fædrelands skyld.

Når Fanny forfører, er det æggende, og gu er det mandens fantasi, fordi det jo er en mand, der har skrevet romanen, men det er netop lystens spiral, at han har lyst, fordi hun har lyst, fordi han har lyst og så videre. Det er, som om den moderne kvinde er faret lidt vild i den spiral ?

Vi vil gerne have, at manden er vild med os, men vi skammer os over det lige bagefter. Når veninden har fået en ny kæreste, siger hun: »Han er bare så vild med mig«, og det nyder vi, men vi har lært, at vi på denne måde gør os til objekter og burde sige: »Jeg er så vild med ham«.

Den mest forbudte følelse for den moderne kvinde er at være offer. Offer for en mands dominans, offer for det Hellige Almindelige Kedsommelige, offer for at være lysten efter noget, der er forbudt.

Men underkastelse og hengivenhed er to begreber, der er i familie? Og måske er det at give sig hen noget af det, der mangler i mødet mellem mand og kvinde i dag?

Noget af det, der gør, at vi har svært ved at få lystspiralen til at virre af sted med os? Jeg tror bestemt, at det også er derfor, at nogen kløjes i Leth, og der engang var nogen, der engang kløjedes i Fanny. Fordi vi kommer til at tænke alt muligt andet ind i Leth, når han gerne vil tage kokkens datter.

LÆS OGSÅLolita lever blandt Danmarks udsatte

Det er helt, som det skal være at kløjes i en mand som Strauss-Kahn, for han er hverken kunstner, romanfigur eller en mand, der hengiver sig til lysten. Han er røget ud af magtens tangent, hvor han tror, at han må alt, hvad han har lyst til. Det er ikke hengivenhed, det er magtfuldkommenhed. Og Frankrig skal ikke være rummelig på den måde.

Vi rammes af en bølge af neoerotisk litteratur lige nu. Det er, som om det er ved at blive i orden at have lyst i den brede offentlighed, bare ikke lige Leth. Der er en grund til, at man orker at nyoversætte Fanny Hill lige nu, og mit eget forlag satser på at tjene til huslejen ved at udgive den store amerikanske bestseller ’50 Shades of Grey’.

Jeg venter spændt på debatten om disse bøgers eventuelle kvindeundertrykkende budskab og håber, at man dropper sin korrekte artighed og lader disse bøgers succes inkludere Leth, så han kan få lov at være liderlig sammen med os andre, og så han ikke behøver at emigrere igen. Jeg savner allermest Jørgen Leths stemme, det er den, jeg er mest vild med.

Og d. 21. juli, når Touren rammer lige ned i min bolig i Chartres, vil jeg savne den stemme og den måde, han vil kærtegne byens store katedral på. Og håber på, at alle kan høre, at sådan lyder den rene vare: den enkelte mands enkle lyst.