Jeg blev dybt chokeret og forarget, da jeg forleden læste og entydigt fik bekræftet mine fordomme om danskernes evne til at besøge deres ældre pårørende på plejehjem.

En undersøgelse viste, at hver tredje beboer aldrig får besøg, og at de, der får besøg, kun får det én til to gange om året, velsagtens på pågældende ældre beboers fødselsdag og en anden mærkedag, som gør, at man som pårørende ikke kan sno sig uden om et besøg.

I min, den tyrkiske, og den arabiske, afghanske, pakistanske og turkmenske kultur bruger vi ikke plejehjem. Vi tager os selv af vores ældre! Tidligere var de ældre symbol på erfaring, viden, vejledning og respekt i hele verden. Sådan var det også engang i Danmark. Sådan er det stadig i min kultur.

LÆS OGSÅI går glip af jeres gamle

I muslimske familier har den yngste søn i familien typisk en vigtig rolle i forhold til ældrepleje. Han skal forsørge og se efter forældrene, når de bliver gamle og uarbejdsdygtige, da han som regel forlader barndomshjemmet og bliver gift som den sidste. Ældrepleje er primært den yngste søns ansvar, selv om de andre søskende ikke er helt ansvarsfrie.

Plejehjem er ikke en løsning, hvis de ældre har børn, medmindre den ældre selv ønsker det. Selv om den ældre frivilligt ønsker at bo på plejehjem, er det heller ikke velset, og børnene går en tid med fordømmelse af lokalsamfundet i møde.

Ingen dansker over 65 år ønsker at bo på et plejehjem. Hvorfor i alverden skulle man også ønske at blive efterladt til en ensom og trist tilværelse sammen med landets knap 42.000 andre ældre, der alle har det tilfælles, at de er glemte og forsømte? Plejehjem bliver i min kultur beskrevet som absolut sidste udvej og endda som et skrækscenario.

Plejehjemmets eksistens i Danmark skyldes selvfølgelig i høj grad velfærdssamfundet. I Tyrkiet og de nærliggende områder er velfærd ikke nær så højt på dagsordenen, og plejehjemmene i de enkelte lande er også meget kritisable. Man kan derfor med rette argumentere for, at den yngste søns varetagelse og forsørgelse af forældrene på deres ældre dage har været nødvendig, da der ikke har været noget reelt alternativ.

LÆS OGSÅÆldre på plejehjem får sjældent besøg

Det ændrer imidlertid ikke på den store forskel, der er i vores kultur, hvad angår ældrepleje. De fleste af os har set de store indvandrer- og flygtningefamilieboliger, hvor husstanden består af minimum far, mor, tre eller flere børn og bedsteforældrene. Nu ved de fleste af os også hvorfor.

De ældre betyder meget for os. Det har de altid gjort. Respekten, omfavnelsen, hengivenheden, dedikationen og især taknemmeligheden for vores ældre kan spores og måles i alle vores traditioner, også i dag.

Tag vare på vores ældre, som hver især er vores strålende fyrtårn i ukendt farvand, der fører os sikkert i havn. Hold dørene for dem, hjælp dem med deres indkøbsposer, rejs jer for dem i bussen, og besøg dem, hvis de er på plejehjem.

De kender os bedst, og derfor passede de bedst på os. Vi kender dem bedst, derfor passer vi bedst på dem. Det er vores tur til at vinke ved kajen, føre dem sikkert i havn og række hånden ud til dem som støtte, mens de går sikkert i land.