Danskerne er et af de mest registrerede folkefærd i verden.

I det centrale personregister (CPR) findes oplysninger om alle borgeres navn og adresse, og ved hjælp af personnummeret kan man finde oplysninger om en borgers økonomi, sundhedstilstand, uddannelse, sociale situation, kriminelle karriere og meget andet.

Et væsentligt argument for disse offentlige registre er, at de er nødvendige for at opretholde en velfærdsstat som den danske. Staten skal f.eks. vide, hvor meget vi skal betale i skat, og hvilke ydelser vi er berettigede til. Som borger i et land med højt skattetryk er det vigtigt, at man kan føle sig sikker på, at staten har styr på sagerne.

I 70’erne og 80’erne var der stor debat om de offentlige registre. Mange frygtede, at registrene ikke kun ville blive brugt til at effektivisere administrationen og øge kvaliteten af f.eks. sundhedsydelser, men også til at kontrollere landets borgere. I dag er det kun de færreste, der har sådanne bekymringer. Måske skænker danskerne ikke registrene en tanke, eller også har de tillid til, at de er relevante, og at oplysningerne forvaltes med sikkerhed og til vores eget bedste.

Men vi har brug for en ny registerdebat. Det skyldes ikke, at den danske stat pludselig har fået onde intentioner. Nej, behovet opstår først og fremmest, fordi mange flere end blot staten er begyndt at registrere oplysninger om os. Det er ikke en overdrivelse, at registreringerne af danskernes adfærd er eksploderet i de senere år.

Baggrunden for dette skal især findes i udbredelsen af it. Der er ’it i alting’, lyder et slogan, som man med nogen sandhed kan omskrive til, at der er ’overvågning i alting’. Sagen er, at it giver unikke muligheder for at ’logge’ informationer om os. Når vi bruger it, afsætter vi elektroniske spor, som kan aflæses af andre – med eller uden vores tilladelse.

Hver gang vi sender en mail, taler i telefon eller søger på nettet, afsætter vi spor. Med den såkaldte logningsbekendtgørelse i hånden kræver myndighederne, at disse spor gemmes til brug for politiets efterforskning.

Men oplysninger om vores brug af mail og internet registreres også af f.eks. Google, og mange mener, at tjenester som f.eks. Facebook ikke kun er gratis underholdning, men også overvågningsmaskiner, der registrerer vores adfærd og præferencer.

Når vi bruger et betalings- eller kundekort logges informationer om vores indkøb. Det bliver vi mindet om, når bankerne på vores kontoudtog skriver, i hvilken butik vi har brugt vores dankort, og hvor meget vi har brugt.

Hvis vi bruger et nøglekort for at komme ind på vores arbejdsplads, kan arbejdsgiveren se, hvornår vi møder om morgenen, og hvilke lokaler vi bevæger os rundt i. Og hvis vi får den idé at gemme en gps i bilen, sådan at den kan blive fundet, hvis den bliver stjålet, så skal vi være opmærksomme på, at det giver mulighed for at spore, hvor vi har kørt og med hvilken hastighed - også når den ikke er stjålet.

Peter Lauritsen

Peter Lauritsen er lektor ved Informations- og Medievidenskab, Aarhus Universitet og leder af Forum for Overvågningsstudier samme sted.

Han forsker i overvågning, herunder i videoovervågningens muligheder og konsekvenser, ligesom han er ved at skrive personnummerets historie.

Nogle gange logges informationer for at tjekke, om vi har brudt loven, eller har intentioner om at gøre det. Andre gange er formålet at give os flere og bedre services. Mange firmaer lever af at indsamle oplysninger om vores indkøbsvaner eller adfærd på nettet, og disse oplysninger er mange penge værd, fordi de gør det muligt for markedsføringsafdelinger og produktudviklere at målrette deres ydelser mod netop os. Derfor er der opstået en hel økonomi omkring køb og salg af loggede informationer. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke logningsmanien har taget overhånd.

Ofte sker logningen af informationer, uden at vi er klar over det. Andre gange får vi at vide, at informationerne bliver behandlet fortroligt og ikke videregivet til andre, og under den forudsætning giver vi dem gerne fra os. Overvågningsforskere peger imidlertid på, at dette ikke altid holder. Det så man et eksempel på, da britiske myndigheder ved en simpel fejl mistede personoplysninger på flere millioner borgere, og i Danmark kunne man for nylig læse, at Faaborg-Midtfyn kommune var kommet til at offentliggøre ansattes personnumre på internettet.

LÆS ARTIKEL Ansatte udstillet med navn og cpr-nummer(eksternt link)

Sådanne fejl kan altid opstå, og konsekvenserne kan være store. Så uanset, om vi har været klar over registreringen eller ej, er der i hvert fald en principiel mulighed for, at informationerne slipper ud, og sker det, har ingen kontrol over, hvor de ender.

Et andet problem er, at den omfattende registrering medfører, at vi får ’elektroniske dobbeltgængere’. Fordi der findes så mange informationer om os i registre, databaser og på nettet, kan man med den rette adgangskode tegne detaljerede billeder af os; billeder der udelukkende er baseret på registreringer.

Bankerne tjekker vores aktuelle og historiske økonomi, arbejdsgiveren tjekker vores optræden på Facebook, og politifolk kigger i strafferegisteret. Dette er ofte effektivt og velbegrundet, men dobbeltgængeren kan blive et problem og forhindre, at en person får de muligheder og ydelser, som han egentlig er berettiget til.

F.eks. kan informationerne være forkerte, men umulige at rette for den enkelte borger. Det kan også være, at de kræver en uddybende forklaring, som borgeren ikke får mulighed for at give. Endelig kan man forestille sig, at dobbeltgængerens informationer række mange år tilbage og i virkeligheden burde være glemt. Men dobbeltgængeren glemmer ikke. Tværtimod gør den det muligt at trække forhold frem, som ligger mange år tilbage, og som måske ikke blev betragtet som problematiske, da de blev registreret, men som er blevet det i mellemtiden. Tænk f.eks. på rygning. For tyve år siden var rygning helt acceptabelt – i dag taler nogen om, at rygere selv skal betale deres sundhedsudgifter. Et uproblematisk forhold i fortiden er blevet problematisk i samtiden.

Moralen i det ovenstående er ikke, at registrering og logning nødvendigvis er farlig og skal undgås. Men med informationsteknologiens spredning til hvert hjørne af samfundet er det blevet uhyre enkelt at indhente informationer, gemme dem og søge i dem.

Vi afsætter hele tiden elektroniske spor, som myndigheder og private firmaer forstår at samle op og udnytte om ikke af andre grunde, så fordi informationerne jo kunne blive relevante på et tidspunkt.

Som borgere skal vi være glade for de muligheder, det giver, men vi skal ikke have blind tillid til, at informationerne altid forvaltes sikkert og hensynsfuldt. Derfor har vi brug for en ny registerdebat, der synliggør grænserne for nutidens logningsmani og som tør pege på, at det nogle gange kan være sundt at glemme.