Terrorangrebene på USA 11. september 2001 havde mange konsekvenser. En af dem var, at aktiekurserne på firmaer, som udviklede biometriske overvågningsteknologier, steg kraftigt.

Her var, mente mange, endelig en teknologi, som kunne forhindre, at terrorister kom med flyet eller ind i bygninger, og som kunne sørge for, at kun autoriserede personer fik adgang til følsomme oplysninger, eller at kriminelle ikke gik frit rundt på gaden.

Det særlige ved biometriske overvågningsteknologier er, at de identificerer personer ud fra kendetegn ved kroppen. Et kendt eksempel er fingeraftryk, som er et effektivt redskab, når politiet skal identificere kriminelle personer.

Udbredelsen er dog langt større. Inden længe skal vi alle have vores fingeraftryk i passet, nogle steder skal man have sin finger scannet for at komme ind i et bestemt lokale, og i udlandet ser man, at butikker accepterer et fingeraftryk som betalingsmiddel.

Det er også biometrisk overvågning, når man udvikler teknologi, som kan genkende personer ud fra deres ansigtstræk. Ideen er, at man ikke bare filmer folk, f.eks. i en lufthavn, men også skanner deres ansigter. Resultatet sammenlignes med billeder i en database, og på den måde håber man at kunne genkende og fange kriminelle og terrorister.

Et andet eksempel er udviklingen af metoder, som gør det muligt at genkende folk på deres gangart. Vi går hver på vores måde, og hvis det lykkes at udvikle effektive systemer, skal bankrøvere ikke kun maskere deres ansigt, men også begynde at halte eller tage mindre skridt for at snyde de intelligente kameraer.

En mere kendt biometrisk teknologi er dna, som politiet bruger til at finde ud af, om mistænkte faktisk har været på et bestemt gerningssted, eller i nogle tilfælde til ligefrem at fastslå, om en person har begået en bestemt forbrydelse. Dermed kan dna betragtes som en form for avanceret fingeraftryk.

Peter Lauritsen

Peter Lauritsen er lektor ved Informations- og Medievidenskab, Aarhus Universitet og leder af Forum for Overvågningsstudier samme sted.

Han forsker i overvågning, herunder i videoovervågningens muligheder og konsekvenser, ligesom han er ved at skrive personnummerets historie.

Årsagen til den store interesse for biometriske overvågningsteknologier bunder ikke mindst i deres løfte om sikker identifikation. F.eks. forklarer brancheorganisationen IBIA, at hvor f.eks. pinkoder kan glemmes, eller folk kan finde på at lade dem ligge frit fremme eller endda udlevere dem til hinanden, så er dette ikke muligt med biometriske teknologier. Man glemmer ikke sin dna, og man kan ikke bytte den med nogen.

Løftet om fuldstændig sikkerhed vækker imidlertid også bekymring. Forskere har advaret om, at biometriske overvågningsteknologier medfører, at vi mister den sidste rest af frihed. Argumentet er, at vi med pinkoder og papirdokumenter har haft en principiel mulighed for at gemme os og snyde systemet. Med de sikre biometriske teknologier mister vi denne mulighed. Vi nærmer os med hastige skridt et overvågnings- og kontrolsamfund a la 1984.

Spørgsmålet er dog, om de biometriske teknologier er så sikre, som de giver indtryk af. For nylig dukkede der således en historie op om en kinesisk kvinde, som var blevet smidt ud af Japan, men som gerne ville ind igen. Problemet var blot, at de japanske grænsemyndigheder havde registreret kvindens fingeraftryk. Dette løste kvinden gennem en mindre kirurgisk operation, hvor fingeraftrykkene fra den ene hånd blev byttet med dem på den anden. Kvinden kom ind i Japan og blev kun afsløret ved et tilfælde. Efterfølgende blev de japanske myndigheder urolige for, at der i Kina har udviklet sig en hel industri, som forfalsker fingeraftryk.

På Youtube kan man finde et lignende eksempel, hvor to tyske reportere angiveligt kopierer et fingeraftryk og bruger kopien til at betale i et supermarked. I et andet klip vises, hvor nemt det kan være at snyde en fingeraftryksscanner og skaffe sig adgang til et lokale.

Historierne er interessante, fordi de sætter spørgsmålstegn ved de biometriske teknologiers sikkerhed, men de bør også give stof til eftertanke. Det er nemlig dybt foruroligende, hvis man kan snyde med biometriske teknologier. Hvis en borger får stjålet sit fingeraftryk, og dette aftryk bliver brugt til at rejse illegalt rundt i verden, købe ind i supermarkeder og skaffe sig uautoriseret adgang til bygninger, så vil sikkerhedssystemerne sørge for, at netop dette fingeraftryk slettes fra listen over aftryk, der giver disse muligheder.

Det giver den retmæssige ejer af fingeraftrykkene problemer, fordi han nu pludselig må se sig udelukket fra at rejse, købe ind og bevæge sig rundt i bygninger, han tidligere havde adgang til. Hvis der havde været tale om, at manden havde fået stjålet sin pinkode, kunne man blot have spærret den og givet ham en ny. Men med de biometriske teknologier står man i den situation, at man er nødt til at give ham nye fingeraftryk, et nyt ansigt, en ny gangart eller en ny dna. Ingen af delene synes særlig fremkommelige.

Der arbejdes med at udvikle metoder, som kan sikre, at borgeren ikke på denne måde mister kontrol over sine biometriske data. Med en utilsigtet ironi taler man i denne forbindelse om PET – hvilket ikke refererer til Politiets Efterretningstjeneste, men til Privacy Enhancing Technologies. Ideen er at udvikle teknologi, som ikke kompromitterer borgerne, men beskytter dem mod overvågningens negative effekter. Underligt nok ser det ikke ud til, at der for tiden er den store politiske opbakning til sådanne løsninger.

Derfor er det ikke uden problemer, at biometriske overvågningsteknologier vinder frem. De bliver billigere, de er effektive (man skal blot køre sin finger gennem en scanner eller stå stille, mens ens ansigt bliver fotograferet), og de markedsføres som sikre.

Men der er grund til at slå bremserne i. Ikke så meget fordi, teknologierne fører os direkte til et overvågningssamfund, eller fordi systemerne alligevel kan snydes, men fordi de giver mulighed for et uopretteligt identitetstyveri.