I den seneste tid har man i medierne stadig oftere kunnet læse og høre, at de danske vælgere er styret af følelserne og er til fals for snedig spin og politisk marketing.

Sat på spidsen er vælgerne således forvirrede, uden faste holdepunkter og dermed manipulerbare, lyder påstanden.

Sagen er imidlertid den, at de danske vælgere i vidt omfang kompetent stemmer ud fra deres holdninger. Langt hovedparten af vælgerne opfører sig således ganske rationelt.

En simpel analyse kan vise omfanget af denne rationalitet og dermed begrænsningerne for spin og marketing.

For at få et dækkende billede af vælgernes holdninger kan vi se på to spørgsmål fra valgundersøgelsen fra 2007:

For det første et værdipolitisk spørgsmål, hvor deltagerne skulle placere sig på en skala fra 1 til 5, hvor 1 angav, at Danmark skal modtage langt færre flygtninge end nu, mens 5 angav, at vi skal modtage mange flere flygtninge.

For det andet skulle deltagerne placere sig på et fordelingspolitisk spørgsmål, hvor 1 stod for, at de går ind for udstrakt grad af lighed, mens 5 stod for, at de mener, at ulighed er nødvendigt for at skabe dynamik.

For overskuelighedens skyld har jeg samlet partierne i rød og blå blok og opdelt svarene på hvert af de to spørgsmål i tre grupper med ca. lige mange respondenter i hver.

Ved at kombinere de to spørgsmål får man derfor ni forskellige holdningskombinationer – fra dem, der ønsker at modtage flere flygtninge og går ind for lighed, til dem, der ønsker at modtage færre flygtninge og accepterer ulighed.

Hvis vælgerne følger deres holdninger, når de sætter krydset, skal der være forskel på, hvor mange der stemmer på hver af de to blokke, på tværs af de ni kombinationer med færrest blå vælgere i den første kategori og flest i den sidste.

Resultatet fremgår af figuren, der viser andelen, der stemmer på blå blok for hver holdningskombination.

Mønsteret i tabellen er klart og tydeligt: Mens kun 4 procent af dem, der gik ind for lighed og ønskede at modtage flere flygtninge, stemte på blå blok, var det 89 procent af dem, der accepterede ulighed og ønskede at modtage færre flygtninge, der stemte blåt.

De øvrige holdningskombinationer følger dette overordnede mønster i en sådan grad, at man må sige, at vælgere med de tre holdningskombinationer i øverste venstre hjørne var solidt røde, mens vælgere med de tre kombinationer i nederste højre hjørne var lige så solidt blå.

Disse grupper udgjorde tilsammen ca. 70 procent af vælgerkorpset, og blandt disse synes der altså ikke at have været rum for megen spin og politisk marketing.

Men hvad med de resterende 30 procent? De delte sig jo nogenlunde ligeligt mellem de to blokke og kunne vel så manipuleres?

Ikke nødvendigvis. For der er jo også andre spørgsmål at forholde sig til for vælgerne end blot ulighed og flygtninge. Ved 2007-valget fyldte velfærd f.eks. meget på dagsordenen. Forventningen må her være, at vælgere, der var utilfredse med udviklingen i velfærden, ønskede at skifte regeringen ud, mens de, der var tilfredse, ønskede at beholde den.

Og det er præcis, hvad analyserne viser.

Hvis man således fokuserer på de 30 procent af vælgerne, der har ’blandede’ holdninger i tabellen, viser det sig, at der blandt dem, der mente, det var gået dårligere med velfærden i årene op til 2007, kun var 24 procent, der stemte blåt, mens tallet var 74 procent for dem, der mente, det var gået bedre.

Igen må stringensen i vælgernes adfærd siges at være slående. Faktisk er det sådan, at kombinerer man de to spørgsmål om flygtninge og ulighed med spørgsmålet om velfærd i en samlet analyse, er det muligt at forudsige blokvalget for hele 81 procent af vælgerne.

Med andre ord: ved at se på bare tre af de utallige spørgsmål, der spillede en rolle i dansk politik frem til valget i 2007, kan man opnå en endog meget høj grad af forståelse af vælgernes adfærd.

Pointen skulle dermed være klar:

Vælgerne følger i overvældende grad deres politiske holdninger og vurderinger af samfundets tilstand, når de træffer deres valg. Det store flertal af vælgerne ser med andre ord ikke ud til at være til fals for spin og snedig marketing – tværtimod fremstår de som kompetente og velovervejede samfundsborgere.

De, der vil påstå andet, har på denne baggrund en tung bevisbyrde at løfte, og indtil videre har vi ikke set dokumentation for, at spin og marketing har bare tilnærmelsesvis den betydning, det ofte tillægges.