I forrige uge kastede USA så endeligt håndklædet i ringen og opgav at genstarte forhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne.

USA havde tryglet Israel om at forlænge det midlertidige byggestop for bosættelser på Vestbredden i yderligere tre måneder, og selv om Østjerusalem var undtaget, og selv om USA lovede at ville levere nye sofistikerede angrebsfly i milliardklassen, takkede Israel nej.

Som den amerikanske konservative kommentator Andrew Sullivan skrev, har denne episode nok lært Obama en af grundreglerne i amerikansk politik: ’Læg intet pres på Israel overhovedet. Bliv bare ved med at sende dem penge, til gengæld vil de give USA fingeren’.

Sammenbruddet i forhandlingerne er sandsynligvis enden på illusionen om, at konflikten mellem palæstinenserne og Israel kan løses med etablering af en palæstinensisk stat ved siden af Israel.

LÆS OGSÅ Tidligere EU-ledere: Vi må gå hårdere til Israel

Den væsentligste grund til, at denne løsning nu må anses for at være urealistisk, er, at Israel tydeligvis ikke har politisk vilje til at indgå andet end en aftale om et palæstinensisk selvstyre, som i sidste ende kontrolleres af Israel.

Det vil sige, hvor Israel fortsat har kontrol over vandressourcerne, luftrummet, Jordandalen, Jerusalem og over, hvor længe de fleste af de 480.000 bosættere forbliver på Vestbredden og beholder det separate vejnet, der forbinder dem med Israel.

Tro mod Likuds charter, der taler om, at »palæstinenserne kan leve deres liv frit inden for rammerne af selvstyre, men ikke som en uafhængig og suveræn stat«, har Netanyahu talt om ’økonomisk fred’ snarere end om en politisk løsning på konflikten.

Netanyahu er en opportunistisk realpolitiker, der godt ved, at Israel er rykket gevaldigt mod højre gennem de senere år, og at fredsbevægelsen ikke længere spiller nogen rolle. Netanyahu nyder stor opbakning i Israel, netop fordi han afviser tostatsløsningen.

At Israel i dag har en udenrigsminister, Avigdor Lieberman, som den fremtrædende højrezionist Martin Peretz betegner som neofascist, indikerer også, hvor langt Israel har bevæget sig bort fra sin socialdemokratiske fortid.

Ud over at der således er meget, der tyder på, at Israel ikke ønsker en reel tostatsløsning, er det også et spørgsmål, om landet overhovedet ville være i stand til at gennemføre en sådan, selvom dets ledere måtte ønske det.

I en opinionsundersøgelse fra i år fandt Hebrew University i Jerusalem, at 21 procent af bosætterne er af den opfattelse, at »alle midler må tages i brug for at undgå evakuering af de fleste bosættelser på Vestbredden, herunder at gribe til våben«.

LÆS OGSÅWikiLeaks: Fatah søgte hjælp fra Israel mod Hamas

54 procent af bosætterne »anerkender ikke den israelske regerings legitimitet til at evakuere bosættelser«, og selvom beslutningen af evakuering blev godkendt ved en folkeafstemning, vil 36 procent af bosætterne ikke acceptere en sådan beslutning.

En tostatsløsning, der nødvendigvis må indebære evakuering af de fleste af bosættelserne på Vestbredden, vil derfor højst sandsynligt udløse en borgerkrig i Israel. Ud over lysten er det derfor meget tvivlsomt, om Netanyahu har evnen.

Alternativet til tostatsløsningen er en binational stat i det historiske Palæstina; dvs. området mellem Jordanfloden og Middelhavet.

Hvis denne stat fortsat skal have en jødisk identitet, vil denne stat skulle organiseres som en ikkedemokratisk apartheidstat, dvs. med politiske rettigheder til den jødiske befolkning, men ikke til araberne. Hvis staten derimod ønsker at være demokratisk og respektere menneskerettighederne, vil statens jødiske identitet forsvinde, fordi den demografiske udvikling kun vil forøge det allerede eksisterende arabiske flertal i området.

Når tostatsløsningen ikke kan lade sig gøre, har Israel derfor bragt sig selv i en situation, hvor det vil skulle vælge mellem, om det vil være en jødisk eller en demokratisk stat.

Men før valget bliver truffet mellem de to optioner, vil der gå en del år. Forhenværende præsident Bill Clinton har for nylig sagt, at Palæstina-Israel-konflikten står for 50 procent af tilskyndelsen til terrorisme i verden, mens vicepræsident Joe Biden i marts fortalte den israelske premierminister, at: »Dette er ved at blive farligt for os. Hvad I gør her, underminerer sikkerheden for vores tropper, som kæmper i Irak, Afghanistan og Pakistan. Det er farligt for os, og det er farligt for freden i regionen«.

LÆS OGSÅHar palæstinensere ikke rettigheder?

Der er al mulig grund til at forvente, at de negative konsekvenser af den palæstinensisk-israelske konflikt vil forstærkes nu, hvor tostatsløsningen endeligt opgives.

Normalt ville en supermagt som USA bruge sine magtmidler og varetage sin strategiske interesse i at bekæmpe international terrorisme – og undgå at få et modsætningsforhold til verdens 1,5 milliarder muslimer. Men ikke i dette tilfælde.

Den israelske lobby i USA, der af en af sine egne ledere, Harvardprofessoren Alan Dershowits betegnes som »den måske mest effektive lobby og pengeindsamler i demokratiets historie«, har nemlig endnu en gang demonstreret sin magt og fået Obama til at droppe sine tidligere så klare krav til Israel om at stoppe for bosættelserne.

EU har sædvanen tro endnu en gang vist sig uden evne til at gøre sin indflydelse gældende, selvom konsekvenserne af en manglende løsning vil være langt mere mærkbare for Europa end for nogen anden verdensdel i form af terrorisme og øget migrationspres.

LÆS OGSÅ Trækker Hamas det længste strå?

Bruxelles er for tiden tilsyneladende mere optaget af at fordele ambassadørposterne i den nye udenrigstjeneste end af forholdene i sit naboområde og uden politisk vilje til f.eks. at bruge de økonomiske aftaler mellem Israel og EU som pressionsmiddel.

Med koloniseringen af Vestbredden har Israel ødelagt muligheden for en tostatsløsning. Israel har ikke kun udvidet sit territorium, men også fået ansvar for den palæstinensiske befolkning, der bor på dette territorium.

Hvis Israel ikke ønsker at gå videre ad vejen mod apartheid, er det eneste alternativ, at disse palæstinensere også får politiske rettigheder.

Det er historiens ironi, at Israel dermed har undergravet sin egen drøm om et jødisk hjemland og i stedet må slå sig til tåls med, at den stat, der ligger mellem Jordanfloden og Middelhavet, rummer to forskellige folkeslag: palæstinenserne og de israelske jøder.