Hvor er det værst?

Det spørgsmål bliver vi ofte stillet, efter at vi i COWI i samarbejde med Institut for Menneskerettigheder i nogle år har arbejdet med at kortlægge diskrimination af lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner (LGBT-personer) og udbredelsen af homofobi og transfobi i Europa.

Vi har i dette arbejde analyseret eksisterende undersøgelser og besøgt alle 47 europarådslande.

Et enkelt svar kunne være at se på, hvilke rettigheder LGBT-personer har med hensyn til ægteskab, adoption og anti-diskriminationslovgivning – og så ser det bedst ud i Spanien, Holland, Belgien, Norge og Sverige.

En anden målestok er EU’s statistikker om befolkningens holdninger. Her bliver der f.eks. i alle EU-lande spurgt til, hvem man ikke ønsker som naboer. Når det kommer til homoseksuelle, er Sverige, Danmark og Holland de bedst scorende lande.

Men betyder det så, at alt er godt her? Nej, negative holdninger til LGBT-personer findes i alle lande, og homofobi og transfobi er for komplekst til, at det kan måles med et enkelt blik på rettigheder eller et spørgsmål om naboer.

Lad os tage Danmark som eksempel: For nylig kunne man læse i en ny undersøgelse, at godt 30 pct. af de 13-16-årige ikke synes, at det er o.k. at være homoseksuel.

Og for en måneds tid siden offentliggjorde PET deres første årlige rapport om hadforbrydelser opgjort med en ny og mere fintmasket opgørelsesmetode. Opgørelsen viser, at antallet af hadforbrydelser, bl.a. med homofobisk motiv, er større end hidtil antaget.

Studier viser, at holdningen til LGBT-personer varierer afhængig af, hvem og hvad LGBT-mærkatet knyttes til. Kommer der eksempelvis børn ind i billedet – hvis LGBT-personer selv ønsker børn, eller hvis de arbejder som lærere eller pædagoger – er accepten lavere, end hvis det drejer sig om en homoseksuel som nabo. Ligeledes svinder accepten, hvis der associeres til eller tales om intimitet eller sex, hvis LGBT-personer er for synlige i det offentlige rum.

Hvad er så årsagen til homofobi og transfobi? Her er det interessant at se på, hvordan homofobi og transfobi kommer til udtryk, og hvem der er bannerførere. Her er der både forskelle og ligheder, når man ser ud over Europa.

LÆS OGSÅ Homoer i Litauen venter i spænding

I nogle lande, som eksempelvis Bulgarien eller Tyrkiet, har LGBT-personer og rettigheder for LGBT-personer indtil for nylig været nærmest ikke-eksisterende i den offentlige debat.

I andre lande, som eksempelvis Danmark og Spanien, har fokus især været rettigheder som ægteskab og adoption. Og så er der nogle lande, hvor især homoseksuelle indtager en central og kontroversiel plads i det politiske spil.

Det er bl.a. set i forbindelse med omfattende voldelig modstand mod Pride-parader som i Serbien og Estland eller forbud, eller forsøg på forbud mod offentlige LGBT-arrangementer som i Rusland og Litauen.

I oktober var der omfattende optøjer mod Priden i Beograd i Serbien, hvor 6.000 hooligans og ultranationalister hærgede byen i kamp mod et tilsvarende antal betjente, mens op mod 3.000 LGBT-personer og supportere demonstrerede. Dagen inden havde 8.000 gået i demonstration til forsvar for familien som en reaktion imod Priden.

LÆS OGSÅ Nazihilsende serbere vil forhindre bøsseparade

Beograd er et ekstremt eksempel. Men samtidig illustrerer det, hvilke kræfter der ofte er på spil, når modstanden mod LGBT-personer manifesteres politisk.

Dette afspejler sig også i den retorik, der bliver anvendt: Modstanden mod Pride-events, mod homoseksuelle eller mod rettigheder for LGBT-personer er ofte artikuleret omkring et forsvar for den traditionelle familie med dertil hørende kønsroller, om kampen om at definere eller afgrænse nationen, eller med henvisning til religion og synd.

Det er ikke mindst inden for disse rammer, at homoseksualitet bliver en markør for, hvad der i det hele taget er rigtigt eller forkert, naturligt og unaturligt.

Dermed er bekæmpelse af homofobi og transfobi heller ikke en enkel sag. Forsøger man alligevel at skrælle ind til benet, er det nok muligt at udlede nogle svar på baggrund af udviklingen i Europa i disse år:

For det første er der en sammenhæng mellem tilstedeværelsen af stærke LGBT-organisationer og -miljøer på den ene side og rettighedsforbedringer og myndighedsinitiativer på den anden.

Derfor er det nok så vigtigt, at der i alle lande i Europa er aktive LGBT-organisationer, -netværk og -miljøer. Deres forskellige strategier vidner om, at det ikke er muligt at opstille én universel formel for, hvordan man griber kampen an.

For det andet har internationale organisationer og institutioner, ikke mindst EU, været medvirkende til, at anti-diskriminationslovgivninger, der inkluderer seksuel orientering og i nogle tilfælde kønsidentitet, er blevet vedtaget i mange lande i de seneste år.

Denne proces har i sig selv sat gang i den offentlige debat med øget synlighed til følge. Menneskerettigheder kan altså være en strategisk løftestang.

For det tredje er det vigtigt at have blik for, at homofobi og transfobi kommer til udtryk på mange måder, og at eksempelvis hadforbrydelser ikke er et særligt eller isoleret problem – det er blot én måde, hvorpå homofobi og transfobi manifesterer sig på. Mobning i skolegården eller politikeres argumenter mod tildeling af rettigheder er andre måder.

Og nå ja, så er der for det fjerde den detalje, at undersøgelser viser, at det har stor betydning for folks holdninger til LGBT-relaterede spørgsmål, om de rent faktisk kender nogle åbne LGBT-personer. Det gælder her som med holdningen til andre minoriteter, at frygt, afvisning og skepsis svinder med det personlige kendskab.