Tyskland er i dag ubestridt det helt centrale land i Europa, både politisk og økonomisk.

Det er ikke en rolle, tyskerne selv har søgt. Tværtimod prøvede man flere år – selv efter foreningen af Tyskland i 1991 – at fylde så lidt som muligt i billedet. Men først den finansielle krise og nu gældskrisen i euroområdet har tvunget landet helt frem i forreste række.

Det er ingen let position. Hvis landet ikke går i front for at finde en vej ud af krisen, bliver man kritiseret for manglende lederskab, og hvis man forsøger at udstikke en kurs, bliver man kritiseret for at ville diktere udviklingen.

Den tyske økonomi har det trods gældskrisen i eurozonen forbløffende godt. Eksporttallene er imponerende. Arbejdsløsheden er den laveste i næsten 20 år. Men det er ikke resultater, man er kommet sovende til.

Gennem en lang periode fra 1990’erne til midten af 00’erne gennemførte det tyske samfund store strukturreformer. Lønudviklingen holdt sig inden for meget beskedne grænser. Underskuddet på statsbudgettet blev bragt under kontrol gennem en hård konsolideringskurs.

Tyskerne stiller store krav til sig selv. Efter finanskrisen i 2008/09 og de store konjunkturpakker indskrev man en gældsbremse i den tyske forfatning, så statsgælden ikke igen kan komme ud af kontrol. Forbundet må fra 2016 i normale tider kun have et underskud på 0,35 pct. af BNP. Delstaterne må fra 2020 under normale omstændigheder slet ikke optage gæld. Den tyske regering er godt på vej til at opfylde kravene – endda før det er påkrævet.

LÆS OGSÅAktionærerne har tabt 130 milliarder kroner siden sommeren

Der er flere årsager til Tysklands fokus på en konsekvent konsolideringskurs, solide statsfinanser og en stabilitetsorienteret økonomisk politik. De historiske erfaringer vejer tungt. To gange i 20. århundrede måtte landet gennemføre valutareformer. Hyperinflationen i 1920’erne skyldtes en seddelpresse, der var løbet løbsk. Den ødelæggende virkning, som et sådant sammenbrud af valutaen havde for samfundet og demokratiet, ligger dybt i den tyske bevidsthed.

Det var vanskeligt for den tyske befolkning at opgive D-marken, symbolet på Forbundsrepublikkens stabilitet og velstand. Der blev anlagt sager ved den tyske forbundsforfatningsdomstol med påstand om, at regeringen med opgivelsen af den nationale valuta havde overskredet sine beføjelser.

Forfatningsdomstolen fastslog, at overgangen til euroen ikke var i strid med den tyske forfatning, men lagde samtidig afgørende vægt på, at euroen var en stabilitetsunion, og at EU-traktaterne indeholdt et forbud mod fælles hæftelse for gæld.

I senere sager har domstolen fastslået, at man med det midlertidige eurosikkerhedsnet EFSF er ved at nå grænserne for, hvad den tyske forfatning giver mulighed for. Skulle den tyske regering ønske at gå længere i retning af fælles hæftelse, f.eks. i form af euroobligationer, er det derfor meget muligt, at den tyske forfatning må ændres, og at ændringen vil kræve folkeafstemning i Tyskland. I befolkningen er modstanden mod euroobligationer massiv.

Der er altså tungtvejende grunde til, at Tyskland er meget tilbageholdende over for enhver ide om euroobligationer. Hertil kommer de økonomiske argumenter. Den tyske regering finder det ikke holdbart at indføre fælles hæftelse på et tidspunkt, hvor de enkelte eurolande ikke er bundet til at føre en ansvarlig finanspolitik.

I en sådan situation risikerer man, at incitamentet til at gennemføre nødvendige strukturreformer med henblik på at forbedre konkurrenceevnen falder bort.

Den fundamentale opgave er efter tysk opfattelse, at alle eurolande får orden i eget hus. Tyskland har gennem hele forløbet ydet sine store bidrag, men man vil ikke være Europas ’kassemester’, som punger ud uden klare modydelser.

LÆS OGSÅEuropagten er ikke svaret på EU's krise

Som kansler Merkel udtrykker det, oplever eurolandene i dag ikke blot en gældskrise, men også en tillidskrise. De forskellige eurosikkerhedsnet, hvor Tyskland stiller med den største andel, kan midlertidigt bistå eurolande, hvis statsfinanser er kommet ud af kontrol.

Men det er først og fremmest op til hvert enkelt land at føre en forsvarlig økonomisk politik. Mange af eurolandene har ikke været i stand til at sikre en fornuftig udvikling af statsfinanser og konkurrenceevne. Det er nu om at genvinde tilliden. Det vil være et langt, sejt træk, og der er ingen genveje.

Det europæiske topmøde 9. december var efter tysk opfattelse et væsentligt skridt i den rigtige retning. Kansleren har understreget, at resultatet hviler på tre søjler: ansvarlighed, solidaritet og tillid. Udfordringen er nu at få omsat ord til handling. Og set fra tysk side vil den udfordring også komme til at præge det danske EU-formandskab.

Tyskland har store forventninger til det danske formandskabs evner til at agere i krisetider. Kansleren understregede på den fælles pressekonference med den danske statsminister i sidste måned, at Danmark med sin særstilling i eurosamarbejdet er godt placeret til at bygge broer inden for EU-samarbejdet.

Danmark vil efter kanslerens opfattelse gennem sit formandskab kunne gøre det tydeligt, at alle 27 lande hører sammen, samtidig med at man udviser forståelse for de særlige opgaver, der ligger hos eurolandene.

Her kan Danmark også bygge på den store og brede sympati, som vi nyder i Tyskland.

Vi bliver set som gode naboer, vi er nære partnere i EU og allierede i Nato. Og på det seneste taler vi i Berlin om et nyt dansk-tysk fællesskab: Vi er i samme kvalifikationsgruppe til fodbold-EM i 2012. Vi er her enige og overbeviste om, at det må blive Danmark og Tyskland, der går videre efter første runde.