Alle kommuner har brug for kompetente og velfungerende administratorer for at kunne træffe afgørelser og levere service til borgere i overensstemmelse med loven og de politiske målsætninger.

Men administration er samtidig et negativt ladet begreb, og der har i forbindelse med kommunalreformen været fokus på potentialet for administrative rationaliseringer.

Analyser af kommunernes regnskaber viser, at de sammenlagte kommuner er ude over de ekstraordinære sammenlægningsomkostninger, men at de realiserede besparelser ikke i 2008 var omsat i en samlet reduktion af de administrative udgifter. En nylig analyse har i tilgift påpeget, at antallet af administrative medarbejdere er steget markant siden kommunalreformen.

KL har i stærke vendinger kritiseret undersøgelsen af kommunernes administrative medarbejdere, og KL har på en række overordnede punkter ret i, at konklusionen virker forhastet og unuanceret.

Der er metodiske forbehold, idet analysen f.eks. overser ikke-personalebundne rationaliseringer ved effektivisering af indkøb mv., og ikke tager højde for ubesatte akademiske stillinger i januar 2007 og nye opgaver i kommunerne som overtagelsen af 1.000 administrative medarbejdere og ansvaret for forsikrede ledige fra staten i august 2009.

Analysen overser videre, at eventuelle administrative stordriftsfordele ved kommunesammenlægninger alene vil komme til udtryk i sammenlagte kommuner. Hertil kommer, at hensynet til øget faglig bæredygtighed var en vægtigere målsætning i kommunalreformen end stordriftsfordele.

Tendensen er klar
Som figuren viser, har de sammenlagte kommuner fra juni 2007 til juni 2009 ikke øget antallet af ansatte mere end fortsættende kommuner. Og både sammenlagte og fortsættende kommuner har øget antallet af akademikere mv. mere end dobbelt så meget som den samlede beskæftigelse.

En sådan personalebaseret opgørelse er følsom over for ændringer i overenskomster, beskæftigede i fleksjob, udlicitering og decentralisering til skoler mv., ligesom det skal pointeres, at akademikere ikke per definition udfører administrative opgaver, men også f.eks. omfatter biologer, forebyggelseskonsulenter og psykologer.

Tendensen i analysen er dog klar. Der er blevet flere akademikere, chefer og mere kontor/it-personale i både sammenlagte og fortsættende kommuner. Den øgede brug af akademikere er dog ikke et resultat af kommunesammenlægninger, men skal ses bredere i lyset af de nye kommuners opgaver, rolle og selvforståelse.

Svaret på mange af de udfordringer, kommunerne står overfor efter kommunalreformen, synes at ligge i oprustning med akademikere, kommunikations- og it-folk. Flere love, bekendtgørelser og regler vedrørende kommunernes myndighedsudøvelse og servicevirksomhed kræver flere jurister, økonomer og andre akademikere.

Kontraktstyring, konkurrenceudsættelse og udbud af kommunale serviceopgaver kræver akademiske kompetencer – og det samme gør søgning af statslige puljemidler, EU-midler mv.

De nye kommuner har stærk fokus på strategisk udvikling og læring. Virkeligheden er i højere grad end tidligere præget af formulering og implementering af strategier, politikker, visioner, mål, servicedeklarationer mv. Økonomistyring, benchmarking, prognoser, kvalitetsudvikling, tilfredshedsmålinger og efteruddannelse har aldrig fyldt så meget i kommunerne som i dag.

Samtidig har digitalisering stået højt på dagsordenen og øget behovet for it-kompetencer. Alle kommuner har opbygget stærke analyse- og evalueringsenheder, redet med på evalueringsbølgen og styrket evalueringskulturen.

To hager ved det
Samlet har dette krævet oprustning med akademiske kompetencer og har uden tvivl ført til, at den politiske og administrative sagsbehandling har fået et kvalitetsløft. Den øgede dokumentationsindsats og administrationsfaglige bæredygtighed antages på sigt at føre til øget kvalitet i den service, der leveres til borgerne.

Kommunernes problem er, at det på den korte bane kan være svært for borgerne at se, hvordan denne omsættes til mere eller bedre hjemmehjælp og undervisning i folkeskolen.

De nye kommuner indgår i et videnssamfund, hvor oparbejdning og deling af viden er vital. Og væksten i antallet af akademikere, kommunikations- og it-folk kan tolkes som udtryk for stigende omkostninger ved viden. Videns ufuldkomne egenskaber betyder, at tilegnelse af ny viden altid følges af øget viden om, hvad man ikke ved.

Viden er magt, også magt til at definere, hvilken viden der er behov for. Her gælder det for både akademikere, kommunikations- og it-medarbejdere, at vi har en veludviklet evne til at dokumentere vores egen eksistensberettigelse – og identificere nye videns- og kompetencebehov, som kræver yderligere oprustning med akademikere mv. Det vil derfor overraske, hvis udviklingen mod større vidensomkostninger i kommunerne ikke fortsætter.

Kommunerne har på denne baggrund behov for at blive bedre til at synliggøre resultaterne af det arbejde, der udføres af akademikere, kommunikations- og it-medarbejdere.

Der er blot to hager ved dette. For det første er det endnu vanskeligere at dokumentere resultaterne af evaluerings- og kommunikationsarbejdet end af det sociale arbejde. For det andet kræver dette oprustning med nye administrative kompetencer og ansættelser …