Debat

Jeg kaster hele min krop ind i maleriet

En organisk form tæt på kan være mere abstrakt end et panoramalandskab, vi mener at kunne aflæse.

Debat

Fabrikken ligger i Brønderslev, Industrivej. Jeg kører hen mod det sted, der skulle blive min arbejdsplads, der skulle blive de syv mest spændende arbejdsuger i mit liv.

Et maleri, der skulle blive uhørt krævende at udføre, da jeg endelig var nået så langt, at skitserne var på plads. Jeg skulle isolere mig i mine forældres sommerhus ved Saltum Strand, alene i 7 uger, og 500 timer på fabrikken Boglas A/S i Brønderslev, hvor jeg indgik i to arbejdsskift fra 7 morgen til 21-22 aften.

Jeg ved ikke hvad jeg går ind til, og samtidig har jeg aldrig været så velforberedt til en udførelse, en opgave. Glasset venter dér, en teknik jeg aldrig har prøvet. Et arbejde midt i en fabrikshal med 70 ansatte i samme store rum – i forhold til 25 år alene i et atelier på Amager.

En familieskabt virksomhed, anden generation har udvidet til fabrikken, der har specialiseret sig i, kort sagt, glassets mange muligheder i industri og byggeri/arkitektur.

Formatet var så overvældende, så det var ikke udelukkende et spørgsmål om at få kompositionen på plads, men grundlæggende om at vise sit udtryk så stort frem

Mogens, ordrechefen, tager imod. Han er gået ind i projektet. Har lyttet fra begyndelsen til mit ønske om at kunne male direkte på glas. Jeg kommer med min model fra konkurrenceudbuddet, på 11 cm i højden 1,30 m længden, malet på plast, vi står i kantinen med stole, der sættes op under bordet, (som jeg sidst gjorde på Skanderborg Realskole) …

Kan det lade sig gøre? Kan jeg bruge jeres industrimaling? Og kan vi hærde og laminere glasset bagefter? Med nordjysk dreven underspillethed svarer direktøren. Ja, det sku’ nok kunne lade sig gøre. Fabrikken er med. Men teknikken skal udvikles!

Henrik er ansat i fabrikkens trykkeriafdeling, og Kurt leder den. De er specialiseret i industrielt maleri på glas og farvelære, det at blande og forberede farverne. Men de kender hele processen. De er billed- og farvemennesker, som hver dag ser struktur, form, flade, motiv.

De bliver mine nordjyske skytsengle. Følger hvert glas, hver form, hver krise, hver redaktion, forbereder og klargør mine malede glas til den 700 grader varme ovn (og indgiver mod ved hvert glas, der springer i hærdningsprocessen og skal males op på ny). I det rum, trykkeriet, forbereder og udvikler jeg således teknikken i samråd med fabrikkens viden og erfaring.

Før selve glasmaleriet udføres et stort antal glasskitser, glasprøver, i forskellige formater for at nå frem til den prøve, hvor jeg synes, malingen fungerer som flade og samtidig er translucent, samtidig lader lyset træde igennem og lyse farven op.

Glasprøve efter glasprøve – ad flere omgange – fabrikken er tålmodig, innovativ og åben over for en kunstner – for jeg er ikke klar til at udføre maleriet på de store glas.

Er malingen for tæt og tung, bliver overfladen emaljeagtigt grov, kan sprække og er uigennemsigtig, er malingen for tynd, mister farven intensitet og vil løbe, når jeg til sidst skal stå og male vertikalt på de 117 cm brede og 276 cm høje glasfag.

Dagen er kommet. Der er ingen vej udenom. Jeg kan ikke udskyde det. De sidste glasprøver fungerer, rummer det lys i farven, jeg ønsker, de synlige penselstrøg og den halvtørre overflade og lyset fra bagsiden af glasset.

Jeg har købt mig fattig i pensler fra Tyskland for at finde den pensel, der skal bruges, ikke for blød, og fandt til sidst en nærmest korthåret håndlavet bred klassisk universalpensel med kort skaft – et skaft, som jeg ved udførelsen af forvæggens vertikale ubrudte former satte på et langt skaft som ved de japanske kalligrafiseancer, ikke et træskaft, det er for tungt, men et letmetalskaft – i en blå farve, jeg fandt i et byggemarked, der ikke distraherer den koloristiske helhed af det allerede blå farverum, jeg har besluttet i mine første skitser.

Heldigvis har jeg fra begyndelsen haft en farveforenkling, fordi jeg med det samme tænkte på glas – og for at tænke på glas udførte jeg de tidligste skitser på plast med tusser, hvilket gav mig en slags farvedogme, altså: kun disse farver må jeg bruge.

Jeg sad på mit arbejdsværelse. Som vender ud mod Sankt Jørgens sø. Min mand Mogens var på sit arbejdsværelse. Det var søndag, og jeg havde arbejdet med en del skitser, indtil jeg meget hurtigt begyndte at tape skitserne således, at det, jeg skulle male, var mellemrummene mellem stykkerne af tape.

I flere uger så jeg på kirkeruder – og da jeg om sommeren var i Paris, den sommer 2015, hvor jeg fik en mail om, at jeg havde vundet konkurrencen, var der tilfældigvis en udstilling med vitraux – kirkeruder – i Palais Chaillot. Denne udstilling rummede de grundlæggende muligheder, der ville være for at udtrykke sig på glas.

Det, som betager mig ved kirkeruden, er selvfølgelig lyset i farven, men også gentagelsen af en enkel form, der alligevel er lidt forskellig fra den anden.

Det grafiske, det kantede, mosaikken. Farven, der står alene. Som rent farvet glas. Uden for meget tilføjelse af maleri på det farvede glas.

Men jeg sad altså på mit arbejdsværelse – med tanker om siv, med tanker om, at jeg ikke ville male sivene direkte – jeg ville følgeligt undgå, at billedet skulle ’ligne’ siv. Ligne den forgrund af grenværk og krat og grid, som måske er en slags arketypisk motiv, som kunne udgå fra denne mærkelige dag i min barndom, hvor vi legede skjul på Lerbjerget.

Der, i krattet, da jeg gemte mig, så jeg pludselig denne grid-struktur, hvor spændende krattet var, at sidde der og igennem forgrundens grene kikke ud på søen. Jeg har aldrig glemt det øjeblik. Eller de melankolske kedelige søndage, hvor jeg fra mit værelse, der vender ud mod Skanderborg sø, kunne betragte den sørgmodige stille stålflade og himlen over den.

Og det var med de tanker, at den endelige skitse fremkom – i en ekspressiv vild tilplastring af tape, et maleri af tape, på 1,30 m langt plast, som en frise – delt i to.

De sidste glasprøver fungerer, rummer det lys i farven jeg ønsker

Og her kommer grafikken ind, stentrykket, for ikke blot er formerne grafiske – selve grundkompositionen henter inspiration fra den litografiske proces, som går ud på, at man dekonstruerer sit billede og maler hver farve og form for hver sten, hvorefter billedet fremkommer, lag på lag af de forskellige farver og former, der trykkes oven på hinanden. At der er tale om en dobbelt glasvæg, fik mig til at tænke grafisk.

Den søndag, hvor ideen til glasmaleriet så at sige blev til som grundskitse, malede jeg en forgrund, som forestillede den forreste væg og en baggrund, som forestillede den bageste glasvæg.

Forgrunden med oprejste former, baggrunden med oprejste former brudt af tapen, med lange horisontale linjer, der skulle illudere »siv på tværs/ knækkede siv«, og dermed skabe tværgående linjer. Det, der skulle males, var mellemrummene. Og det samlede billede en forskydning og vekselvirkning mellem forgrund og baggrund.

Det er forkert at sige, at jeg ikke var spændt. Jeg var så spændt på det hele, at jeg knap kunne rumme det. Formatet var så overvældende, så det var ikke udelukkende et spørgsmål om at få kompositionen på plads, men grundlæggende om at vise sit udtryk så stort frem.

Jeg bearbejdede mig selv til at træde ud af mig selv og se det som ét stort spændende arbejde på linje med de store formater af oliemaleri, jeg i tidens løb havde udført … dog ganget med temmelig mange procent: 2,80 x 32 meter x 2, ca. 180 m maleri på glas.

Jeg så det som helhed, men jeg så det også i detaljen. Som det er med vores oplevelse af naturen. Tæt på og langt fra. Hvor er naturen forståelig? En organisk form tæt på kan være mere abstrakt end et panoramalandskab, vi mener at kunne aflæse. Jeg tror, at en grundlæggende organisk geometri holder sammen på vores forhold til virkeligheden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

At slippe angsten for at turde vise og turde frembringe noget i så stort format er en blanding af en systematisk forberedelse til det, samtidig med at man bevarer glæden og lystfølelsen ved udførelsen. Derfor forudsatte udførelsens frihed et omfattende skitsearbejde.

Koblet til en nøjagtighed og en præcision, og et arkitektonisk overblik, som hvilede på min norske assistent Nils, uden hvis ekspertise vejen hen imod de 32 meter lange 1:1-skitser vanskeligt ville kunne gennemføres.

Han havde som arkitekt overblik over det omfattende system, mål, alle glasdele og sammenføjninger, over konsekvensen i min komposition, i forhold til byggeriet, og vi diskuterede skitserne, indtil den dag, hvor jeg, point of no return, skulle konfronteres alene med – og med farven betvinge – det hårde, smukke og til tider uforsonlige glas.

Jeg gik ind til min mand, som lå og hvilede sig, og viste ham skitsen – jeg kunne mærke, at den var monumental og ville kunne lade sig gøre, og Mogens så den og smilede anerkendende. Det blev det sidste billede, han så fra min hånd. Han forlod verden det følgende efterår.

Jeg kaster hele min krop, og dog kontrolleret, ind i maleriet, det er som en kærlighedsakt, en styrkeprøve.

Der er ingen tanker, når der males på glasset: Glas og pensel og krop bliver ét i en lang ubrudt bevægelse – hvor bare det at trække vejret forskyder penslens bevægelse og retning på glasset med en krusning i strukturen.

Jeg skal finde det punkt, hvor den seje maling kan påføres med hånden – spartel og pensel – og det skal vise sig at blive den mest tålmodighedskrævende teknik, jeg har oplevet, for netop at skabe det, der ser ud, som om det ligger let malet med en pensel.

Et helt igennem ubrudt forløb af koncentration, hen imod teknisk forfinethed med at påføre farven, og samtidig stående med ørepropper i en fabrikshal, hvor restglas svirrer om ørerne på én.

Jeg kaster hele min krop, og dog kontrolleret, ind i maleriet, det er som en kærlighedsakt

Sådan var det, udfordringen, at malingen – en maling, der normalt sprøjtes på – skulle påføres med pensel i en langsomhed, en maling, som jeg måtte undertvinge, på trods af dens sejhed, til at kunne blive en regelmæssig fladestruktur, som både kan opleves tæt på og ses langt fra.

Efter de første 2 uger kan jeg ikke mærke mine fødder, så ømme er de af at stå på det stenhårde fabriksgulv fra 7 morgen til 9 aften, og efter 4 uger er mine overkropsmuskler vokset så betragteligt, at jeg ikke kan være i mit tøj.

Vi er vedat være færdige med bagvæggens glasfag, som er klargjort til hærderen. Næste morgen hænger en lille post-it-seddel på min arbejdsskitse: »glas 13 b desværre røget i hærderen, kh Henrik«.

Glasset var sprunget. Og det er betingelserne, når man arbejder med kunst på glas. Det skete fire gange – og hver gang skal man finde frem til at male formen op på ny.

Glasmaleriet bliver på den måde en besættelse. Med tanker om Sisyfosmyten! Man vasker penslerne om aftenen, et ritual, der betyder, at den dags anstrengelser er ovre, og at man har bevæget sig længere frem i rækken af de 60 glasdele, som det samlede værk vil bestå af.

Og man hilser på aftenholdet, som går diskret og roligt rundt i den store hal, hvor man ikke må løbe på grund af den skov af glas, der stikker ud eller svæver gennem kraner i luften.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Verden uden for maleriet er nu kun køreturen tilbage til sommerhuset, stik vest, fra Brønderslev med aftensolen ind mod én.

Hvis man fortsætter ligeud, kører man i Vesterhavet, og på den måde er også den mentale geografi enkel og naturligt afgrænset.

I de tidligste uger af forløbet er der koldt, i slutningen af maj kommer den sædvanlige hedebølge, og man kører igennem det nordjyske landskab og føler sig nærmest lykkelig, for man tænker kun på at få hvilet sin krop, så den er klar til at stå op næste morgen og møde på fabrikken.

Vibeke Tøjner er billedkunstner. Ved søen er et 32 meter langt maleri på to parallelle glasvægge, der adskiller en foyer og en dobbelthal i Skanderborg Kommunes nye rådhus, Skanderborg Fælled, som er tegnet af Schmidt/Hammer/Lassen. Indviet oktober 2016. Offentlig adgang alle hverdage kl. 8-20.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce