Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Det 21. århundrede kan gå hen og blive det blodigste

Vi har skabt en ny verdensuorden, hvor ingen tør gribe ind i de voldsomste kriser.

12
Gem til liste

»Aldrig mere!« udbryder vi. Efter Anden verdenskrig. Efter Rwanda. Efter Bosnien. Og alligevel sker det igen. Og igen. Ifølge de seneste skøn er cirka 70.000 blevet dræbt i Syriens voldsomme borgerkrig.

Fire millioner syrere har behov for humanitær bistand, og 2 millioner er flygtet fra deres hjemstavn, mens 1,5 millioner flygtninge har forladt landet.

Ifølge Unicef udgør flygtningene og folk med behov for bistand tre millioner børn. Det er allerede en af vor tids største menneskelige tragedier. Hvis den ikke standses, vil tallene efter al forventning stige hurtigt. Snart vil vi have en situation som i Somalia – bare i Middelhavsregionen.

Da den væbnede konflikt begyndte i 2011, var Syriens befolkning omtrent så stor som Jugoslaviens, da krigene begyndte i 1991: Cirka 23 millioner indbyggere havde landet. Efter et årti med konflikter i Jugoslavien, var mere end 100.000 mennesker døde, og omtrent fire millioner var flygtet ud af landet. På blot to år vil Syrien snart nå op på de samme fortvivlende statistikker, som var ti år undervejs i det tidligere Jugoslavien.

LÆS OGSÅFN slår alarm: Hver fjerde syrer er nu på flugt

Hvorfor er Syrien ikke på alle folks læber? For tyve år siden talte alle om Bosnien. For ti år siden talte alle om Irak. I mellemtiden har vi gennem FN fået et folkeretligt princip om ansvaret for at beskytte. Hvis ansvaret ikke omfatter katastrofen i Syrien, hvem omfatter det så?

TIMOTHY GARTON ASH

BLÅ BOG

Timothy Garton Ash ( f. 1955) er professor i europæiske studier ved Oxford University og seniorforsker ved Hoover Institution under Stanford University.

Timothy Garton Ash er både en flittig forfatter og en hyppigt brugt kommentator.

Og så er det, at de opmuntrende nyheder om en aftale mellem Serbien og Kosovo, der møjsommeligt er blevet forhandlet på plads af EU’s udenrigschef, Catherine Ashton, får en foruroligende tanke til at trænge sig på: Hvor forskellige ville tingene være, hvis Syrien lå i Europa og Serbien i Mellemøsten?

Det mest skamfulde svar på dette spørgsmål implicerer, at europæere regner et arabisk liv for at være mindre værd end et europæisk liv. For slet ikke at tale om et afrikansk liv.

I tilfældet Congo er tallet 5,4 millioner døde siden 1998 som følge af væbnede konflikter nok udtryk for en overvurdering, men alle disse andre krige blegner til sammenligning. Hvad enten der er en eller anden form for ubevidst racisme på spil her, gjorde det tydeligvis en forskel, at de mennesker, der døde i Eksjugoslavien, var europæere, og at mange vestlige lande havde indsat soldater i Irak.

En mere flatterende forklaring på vores vidt forskellige engagement i henholdsvis Serbien og Syrien er, at Europa, efter at have trukket resten af verden ud i to verdenskrige, har defineret sig selv som et fredens kontinent. Derfor var krige og forsøget på folkemord på europæisk grund en udfordring mod kontinentets centrale selvforståelse og identitet.

LÆS OGSÅSyrisk minister om nervegas-beskyldning: Utilsløret løgn

Vi i resten af Europa lod ikke desto mindre et stort antal andre europæere miste deres liv og hjem, mens vores såkaldte ledere patetisk talte om ’sandhedens time for Europa’. Men vi var i det mindste ikke ligeglade.

Syrien er, med en lidt forslidt kliché, et fjernt land, som vi ikke ved noget om. Vores egne mænd og kvinder sætter ikke livet på spil i landet bortset fra enkelte modige krigskorrespondenter og, som vi har erfaret i den senere tid, en håndfuld europæiske hellige krigere og eventyrere.

Men der er en anden grund til, at vi ikke har en lige så lidenskabelig folkelig debat, som vi havde om Bosnien og Irak: Ingen ved, hvad vi skal stille op. I Bosnien afvejede vi konsekvenserne af de væbnede konflikter mellem kroater, serbere og bosniakker og fik så alle parterne til at sætte sig til forhandlingsbordet og indgå en hastigt sammenflikket fredsaftale, der byggede på etnisk deling.

I dag, tretten år senere, får de spæde tilnærmelser mellem Serbien og Kosovo denne deling til at antage stadig mere civile former, i de bedste europæiske traditioner, godt hjulpet på vej af udsigten til et muligt medlemskab af EU.

ogle lande, navnlig USA, Storbritannien og Frankrig, flirter med forestillingen om, at hvis vi ophæver EU’s våbenembargo midt i maj, kan vi få styrkeforholdet til at tippe over til fordel for oprørerne – eller rettere de gode oprørere, ikke de slemme al-Qaeda-relaterede af slagsen.

Hvor forskellige ville tingene være, hvis Syrien lå i Europa og Serbien i Mellemøsten

Timothy Garton Ash

Derefter kunne vi så mægle i forhandlingerne om skabelsen af et nyt Syrien efter Assad.

Det er ifølge den britiske mellemøstekspert Julien Barnes-Dacey fra EU’s udenrigstjeneste temmelig usandsynligt. Ikke nok med at Assad vil blive ved med at kæmpe forbitret. Og ikke nok med at han vil få støtte af landets alawittiske, kristne, shiamuslimske og drusiske mindretal mod en opposition, der nu i store træk ser ud til at bestå af sunnimuslimer.

Vigtigst af alt vil han kunne regne med opbakning fra udenlandske magter, først og fremmest Iran, der føler, at landets egen fremtid står på spil. Krigen kunne formentlig vindes for oprørerne gennem en storstilet luftkrig og indsættelsen af fremmede tropper. Men ’hvis du ødelægger noget, tilhører det dig’. Og hvem ønsker sig et nyt Irak?

Skønt vi endnu ikke har set detaljerne, forekommer det radikalt anderledes forslag, Barnes-Dacey har skitseret, at være lige så usandsynligt: Han foreslår, at der forhandles om en nedtrapning af konflikten mellem alle de involverede eksterne magter, der skal indvilge i at begrænse i stedet for at øge tilgangen af våben, samtidig med at de parter, de støtter i selve Syrien, bringes til at forhandle om et politisk kompromis. Sandheden er, frygter jeg, at Syrien er et varsel om, hvad fremtiden kan bringe.

LÆS OGSÅEU overvejer at ophæve våbenembargo mod Syrien

I Eksjugoslavien så vi en overvældende tilstedeværelse af magter med sammenfaldende interesser: Europa og Vesten. Rusland udgjorde selvfølgelig en vis modvægt, og det samme gjorde Kina i mindre omfang, men ingen af dem følte, at deres vitale interesser var på spil.

Det gør mange fremmede magter til gengæld i Syrien. Og på Balkan tog det trods alt ti år, mere end 100.000 døde og millioner af fordrevne, inden vi fik en rodet fredsaftale i stand.

I en ikke-polar eller G-nul-verden med en lang række indbyrdes konkurrerende magter, både globale og regionale, der har interesse i et splittet land, bliver den slags borgerkrige og krige pr. stedfortræder sværere at standse.

Med krigene på Balkan, der førte til Første Verdenskrig, begyndte for hundrede år siden en udvikling, som gjorde det 20. århundrede til det blodigste i menneskehedens historie.

Medmindre vi udvikler nye former for konfliktløsning, der er stærke nok til at holde denne nye verdensuorden i ave, kan det 21. århundrede blive en endnu blodigere forestilling.

Oversættelse: Christoffer Østergaard og Lorens Juul Madsen

PolitikenPlus
  • Søren k påskebord Slip for at stå i køkkenet og få lækker mad, der er lige til at stille på påskebordet.

    Pluspris 220 kr. Alm. pris 269 kr. Køb
  • Skammel Étbenet skammel til opgaver i de lave højder. Den étbenede skammel følger kroppens bevægelser når du vipper og drejer på den unikke, buede fod. Sid godt og undgå belastninger på ryg og knæ.

    Pluspris 269 kr. Alm. pris 319 kr. Køb
  • Wild Card Køb dit Tivoli Wildcard til Pluspris - kun 725 kr. og få fri entré til Tivoli i hele 2014 ? både sommer, i efterårsferien og til det hyggelige julemarked.

    Pluspris 725 kr. Alm. pris 850 kr. Køb
  • Sidetaske Funktionel sidetaske fra Eastpak i retro look, og med mange praktiske detaljer. Tasken er produceret i slidstærkt polyester og fås i to farvekombinationer.

    Pluspris 595 kr. Alm. pris 699 kr. Køb
  • Skridttæller Smart skridttæller, Omron Walking style one 2.1, som skal klipses fast på bukselinningen.

    Pluspris 165 kr. Alm. pris 195 kr. Køb