Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Mistede mor til rygning: Min mor var spinkel og bleg, og ordene kunne næsten ikke komme ud af hendes mund: »Jeg tror, jeg dør nu, Sofia«

Det klinger hult i mine ører, hvis argumentet for ikke at stramme rygeloven yderligere er hensynet til individets frihed. Når mennesker ryger og risikerer sygdom og i værste fald døden af det, har de netop indskrænket deres egen frihed.

Debatindlæg

Jeg husker tydeligt min 12-års fødselsdag. Jeg husker den, fordi det var den dag, min mor lovede mig, at hun ville stoppe med at ryge. Det skete selvfølgelig ikke.

Min mor var ingen storryger. Hun reducerede sit forbrug gennem årene og røg aldrig mere end et par cigaretter om dagen. Det er jo ikke meget, vel?

Da løftet ikke var indfriet på min 18-års fødselsdag, havde vi en kort snak om, at hun var bevidst om de sundhedsskadelige risici, og at det var hendes liv og derfor hendes valg. Jeg accepterede stiltiende.

Når jeg sidder her nogle år senere og ser på det forringede liv, jeg lever nu, så fortryder jeg, at jeg accepterede det. Jeg fortryder, at jeg ikke kæmpede en brav kamp for at hjælpe hende med at stoppe.

Men jeg ville også have ønsket, at samfundet havde hjulpet mig med at kæmpe i form af flere restriktioner eller måske endda et forbud. For den kamp havde aldrig været en brøkdel af, hvad jeg kæmper med nu; sorgen over at have mistet.

Jeg ved, at hvis min mor havde vidst, hvilket liv hun mistede, og hvilket liv hun efterlod mig, havde hun af skræk aldrig rørt en cigaret igen. Skræk for at efterlade sin datter i et uoverkommeligt kaos, i hvilket hun aldrig finder ro. Skræk for den adskillelse, sygdommen og døden medfører, og forsoningen, der aldrig finder sted.

Når rygerne kræver deres ret til at ryge, men senere ligger med en dødsdom, så fortryder de. For det, de kæmper for, er jo ikke retten til at dø, men retten til at ryge. Men de to ting hænger unægtelig og uheldigvis sammen.

Når rygerne kræver deres ret til at ryge, men senere ligger med en dødsdom, så fortryder de

Når jeg skriver dette debatindlæg, er det, fordi jeg ikke er overbevist om, at rygere egentlig ønsker det liv, de vælger. Jeg er ikke sikker på, at glæden ved cigaretten i nuet er større end glæden ved at kunne følges ad gennem livet og være sammen med de børn, man har skabt. Jeg mener heller ikke, at rygere er bevidste om den frihed, de fratager sig selv ved at ryge. Hvorfor?

Fordi risikoen for, at rygningen medfører sygdom eller det, der er værre, er så signifikant høj.

Hvert år dør der 14.000 borgere på grund af rygning, viser tal fra Sundhedsstyrelsen og Danmarks Statistik. Det svarer til, at hele min barndomsby dør på grund af rygning.

Hvert år.

Og det er ikke blot disse 14.000 mennesker. Bagved står der mødre, fædre, søskende, ægtefæller, børn, kollegaer og venner, som efterlades i sorg og med et forringet liv. Hvis det eneste argument for ikke at indskrænke rygeloven yderligere er hensynet til individets frihed eller friheden til selv at vælge, så klinger det hult i mine ører. For når mennesker ryger og dermed risikerer at blive syge og i værste fald dø af det, så har de netop indskrænket deres egen frihed.

I tilfælde af at du nu fristes til at sige: Men der er jo så meget, der er farligt, er mit svar: Ja, men lad os tage ét problem ad gangen, og her taler statistikken trods alt for sig selv. Rygning. Dræber. Flest.

Er man ikke sin egen lykkes smed? Ved folk ikke bedst selv, hvad der er bedst for dem? Nej og nej. Der er en væsentlig distinktion mellem selv at vælge at ryge og så at vælge at dø i en alt for ung alder. Min mor valgte selv sin cigaret, men hun valgte ikke at dø fra mig.

Det er den fejlbarlige side ved det at være menneske, som samfundet har et ansvar for at passe på

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er den fejlbarlige side ved det at være menneske, som samfundet har et ansvar for at passe på. På samme måde som med eksempelvis sikkerhedsseler og fartbøder. Det er regler, vi som samfund skaber for at passe på os selv og for at komme menneskets latente uperfekthed i forkøbet.

Min mor døde på en tirsdag. Hun var kommet på hospice, hvor hun lå i sin seng, og hun kunne ikke andet. Ved siden af sad jeg i en lænestol og skulle netop til at se Disneys årlige juleshow, da min mor kaldte på mig. Hun var spinkel og bleg, og ordene kunne næsten ikke komme ud af hendes mund: »Jeg tror, jeg dør nu, Sofia«, sagde hun.

Og det var det.

25. december sov hun stille ind for øjnene af mig, fordi rygningen havde udviklet sig til kræftceller i hendes lunger, som nu havde bredt sig og nedbrudt alle store organer i hende, og til sidst holdt hjertet op med at slå.

Kære samfund. Kære medborgere. Kære regering. Gør dog noget, før den næste dødsdom udstedes.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce