Min kæreste og jeg mødte hinanden i starten af gymnasiet.

Der gik ikke mere end et par uger, før vi vovede os ud i et forhold og per definition blev ’kærester’. Når sommerferien slutter, skal vi i gang med det tredje år i gymnasieuddannelsen. Vores forhold er med andre ord i sin nittende måned, og på trods af flere op- og nedture er jeg overbevist om, at jeg elsker hende. Siden den dag, vi mødte hinanden, er vi kun kommet hinanden nærmere, og jeg er sikker på, at jeg, hvis jeg er så heldig at få lov til det, vil gifte mig med hende og stifte familie, når tiden kommer.

Hver ting til sin tid, bevares, men det er et eller andet sted befriende at have en plan, at turde tænke de tanker, også selvom det ligger langt ude i fremtiden. For mig at se er det præmissen for ethvert forhold – at man ikke er i det for sjovs skyld og narrestreger, men at man rent faktisk ser en fremtid med sin partner.Der er sikkert dem, der kun har overbærende smil og hovedrysten tilovers for min ungdommelige naivitet, men vi ved jo trods alt, at det kan lade sig gøre!

For nogle uger siden fik radioprogrammet ’Mads og monopolet’ eksempelvis en henvendelse fra en kvinde på 26 år, som mødte sin kæreste, da de begge var 16 år gamle. De havde nu været sammen i 11 år, og hun havde sagt ja til at blive gift med ham. Hun var overbevist om, at han var hendes livs kærlighed, og de skulle have hus og børn og alt, hvad der ellers hører til.

’Mads og monopolet’ er et program, hvor tre paneldeltagere diskuterer lytternes kontroverser og problemstillinger, og kvindens historie var naturligvis heller ikke udelukkende en sukkersød kærlighedshistorie. Hendes dilemma bestod i, at en mand fra hendes arbejde, som i øvrigt også var i et fast forhold, havde erklæret hende sin hengivenhed. Han havde kysset hende efter en bytur, og nu kunne hun ikke få ham ud af hovedet – rent erotisk, vel at mærke.

Hun var nu bange for, at hun var i gang med at begå en fejltagelse. At hun var i gang med at ødelægge sit liv ved at binde sig i for tidlig en alder og efter at have tilbragt livet sammen med kun én fast partner.

Monopolet, der bestod af Mads Christensen, Suzanne Bjerrehus og Hella Joof, havde ikke umiddelbart noget klart svar. Skulle hun glemme kollegaen og fortsætte med »sit livs kærlighed«, eller var det på sin plads at give efter for de kropslige lyster?

Suzanne Bjerrehus var mest klar i mælet og mente blandt andet, at »et enkelt joy-ride« på kollegaen ville få hende til at slappe af, mens Hella Joof først udtalte sig en anelse mere konservativt: »Don’t leave the ones you love for love«, sagde hun, men fortsatte så: »Hun kan selvfølgelig også gøre det og så sørge for, at det aldrig bliver opdaget«.

I dagens Danmark er vi åbenbart ikke bange for at lægge kortene på bordet, og det er åbenbart bredt accepteret, at glansbilledet af den store ægte kærlighed krakelerer i praksis.

Der er alt for mange hylder i slikbutikken til, at man kan nøjes med at fylde bland selv-posen op med én variant. I en ung alder er jeg, som nævnt, selv midt i et forhold, jeg ikke ser nogen ende på (og det er absolut ment i formuleringens mest positive forstand), men vil det sige, at jeg blot er ved at ødelægge mit voksne liv, når jeg som 40-årig sidder trist og træt og deprimeret af babymos og strækmærker, fordi jeg tidligt fandt min livsledsager?

»Der er altså en overordnet ide om, at ægteskabet står den bedste chance, hvis begge parter har løbet hornene af sig«, bidrog Mads Christensen. »Statistisk er hun formodentlig udsat for at sidde som 40-årig og tænke, at livet er løbet ud mellem fingrene på hende, fordi hun aldrig fik lavet andet«.

Formuleringen »lavet andet« forekommer besynderlig, idet den udelukkende dækker over kvindens manglende eksperimenteren med den fysiske kærlighed mellem mennesker – og i dette tilfælde med andre partnere end hendes nuværende. »Rejs til Sydamerika, gå en tur i bjergene, og hav sex på stranden«, sagde Suzanne Bjerrehus, der er almindelig kendt for at have haft heftig udskiftning i soveværelset, før hun fandt den mand, hun er gift med i dag.

Det var også Suzanne Bjerrehus, der havde størst besvær med at acceptere, at den 26-årige kvinde ikke skulle have lov at have sex med sin kollega. »Resten af livet skal hun slet ikke prøve at have sex med nogen anden mand … her i 2012?«, spurgte hun, hvortil Hella Joof svarede, at det jo trods alt var ægteskabets princip. »Ja, men sådan lever folk jo ikke«, svarede Bjerrehus og mødte skræmmende nok ingen verbal modstand.

Selv om Mads Christensen, Suzanne Bjerrehus og Hella Joof ingenlunde kan kaldes eksperter på området, blev jeg overrasket over deres umiddelbare holdninger. Jeg er trods alt ikke nogen ’lille dreng’. Jeg ved godt, at livet ikke er kagemand og Duplo-klodser, og at kærlighed er mere kompleks end som så. Jeg troede dog alligevel, at jeg levede i et samfund med en højere standard end den indstilling, som de tre paneldeltagere lagde for dagen.

Her vokser vi op med tonsvis af hurtigt producerede lavkomiske kærlighedsfilm, hvor smukke mennesker finder andre smukke mennesker og sværger hinanden evig troskab. Her gik jeg helt naivt og troede, at det rent faktisk var det, vi alle sammen dybest set søgte: den store kærlighed at dele livet med! Men vi er åbenbart bevidst om, at det ikke kan lade sig gøre. Om ikke andet kan helt basale kropslige lyster hurtigt gøre os i tvivl.

Vi er besat af at sørge for at få det bedste ud af et liv, som vi ved slutter før eller siden – og netop denne kendsgerning synes at være udslagsgivende for, at alle forlystelserne gerne skal prøves, før Tivoli lukker.

Jeg trænger til at høre historien om bedsteforældrene, der mødte hinanden som unge – som forelskede sig, flyttede sammen, fik børn og stadig lever sammen i tykt og tyndt uden at være ved at kaste op ved synet af hinanden. Er jeg simpelthen blot født for sent? Er det en samfundsudvikling, der er taget til i takt med vores voksende behov for selviscenesættelse og tilnærmelsesvis narcissistiske tendenser i forhold til at realisere os selv og skabe den perfekte tilværelse, hvor der åbenbart både skal være til gården og til gaden.

Kan vi virkelig leve med vores partnere og se hinanden i øjnene med god samvittighed, når vi ved, at vi biologisk er kodet til at kaste os over hvert eneste stykke kød med to ben, som vi finder tiltrækkende?En undersøgelse lavet i 2011 af Gallup viser, at hver tredje dansker har prøvet at være en fast partner utro. Det hænger dårligt sammen med, at 64 procent af danskerne mener, at utroskab ’slet ikke’ er acceptabelt, mens vi – set i europæisk perspektiv – kun overgås af Frankrig, Tyskland, Sverige og Tyrkiet med hensyn til at fordømme utroskab.

Bliver vi spurgt, vil vi ikke dele konen eller kæresten med nogen, men vi gør det alligevel i stor stil. For mændenes vedkommende går jagten på en affære ind, når der ikke er nok sex at hente hos den nuværende partner.

Kvinder søger derimod alternative partnere, hvis de ikke ’føler sig set’ i forholdet. I begge tilfælde går det ud over livskvaliteten hos både mænd og kvinder, hvis vi ikke længere anerkendes og bekræftes af vores partnere. At møde en ny person, der får nogle nye sider frem i os, taler til os, forstår, lytter og komplimenterer os, kan derimod få os til at ’blomstre’ igen.Ikke desto mindre var der for kvinden i radioprogrammet tale om ren og skær lyst til et andet menneske. Lyst, der, måske, var affødt af det ’forbudte’ aspekt ved situationen, men under alle omstændigheder – simpel lyst.

11 års gensidig kærlighed blev sat på hård prøve, blot fordi det gik op for en kvinde, at hun kunne ’spise ude’, såfremt hun ville. Med andre ord var der intet i vejen med forholdet derhjemme, og i stedet blev drivkraften frygten for at gå glip af livets goder. Det er måske også svært at forestille sig et liv, hvor ens partner er den eneste, man nogensinde tænker på eller fantaserer om.

Det er måske næsten uretfærdigt at kræve af sin partner, at han eller hun skal levere bekræftelse og kærtegn nok til et helt liv. Selv synes jeg, at jeg er nogenlunde large i den forbindelse. Jeg ved udmærket godt, at tankerne kan finde deres egen vej at gå, og jeg ønsker ærlig talt, at min kæreste flirter løs. Hvis det gør, at hun får en bekræftelse, der giver energi til vores forhold, så er det fint med mig.

Det skal selvfølgelig bare ikke foregå foran næsen på mig – faktisk vil jeg gerne slippe for at få noget som helst at vide om det – og så er det klart, at det skal holdes inden for rimelighedens grænser. Det paradoksale er, at jeg er klar til at acceptere, at min kæreste flirter med andre som et nødvendigt onde, hvis hun skal kunne overskue at leve sammen med mig resten af sit liv, men samtidig ville jeg blive rasende hvis jeg var vidne til, at min kæreste for eksempel gav sit telefonnummer til en fremmed mand.

Måske er det derfor, hver tredje dansker mener, at partneren er bedst tjent med at leve i uvished, såfremt firmafesten endte i en kollegas seng.Kald mig gammel af sind, men det deprimerende ved livet er i bund og grund, at vi kommer til at sidde og kigge tilbage på tilværelsen, når det hele alligevel er for sent. I bagklogskabens lys vil vi kunne udpege hver eneste fejl, vi har begået, og i sidste ende vil vi ærgre os ihjel over de chancer, vi aldrig tog.

Jeg ved ikke, hvorfor man absolut skal blive deprimeret, når man fylder 40, men chancerne er åbenbart gode for, at jeg bliver det under alle omstændigheder – om jeg bliver sammen med min kæreste eller ej. Det kan da godt være, at jeg kommer til at fortryde, at jeg ikke tog chancen, hvis jeg bliver sammen med hende – at jeg ikke tog til Sydamerika og havde sex på en strand – men går jeg fra hende, ender jeg sikkert med at sidde og ærgre mig over, at jeg ikke holdt ud, men i stedet ’lod mit livs kærlighed gå’. Åh, den skønne ironi.

Det korte af det lange: Her sidder jeg som 19-årig gymnasieelev og diskuterer med mig selv, om jeg skal forlade min kæreste, fordi Mads Christensen synes, at jeg skal løbe hornene af mig, før det er for sent. Det lyder måske et eller andet sted komisk, og jeg kan da også have svært ved at tage mig selv seriøst, men det er ikke desto mindre situationen. I god tråd med samtidens tendenser stiller jeg mine bekymringer til offentligt skue i et dagblad, men jeg tror, det er, fordi jeg gerne vil høre fra danskerne, at det slet ikke er sandt; at det slet ikke er sådan, det forholder sig.

At drømmen stadig lever, og at utroskab ikke både er uacceptabelt og samtidig nødvendigt og uundgåeligt. Jeg vil gerne høre fra den dansker, der elsker sin partner, som er sin partner tro, og som, med god samvittighed, kan anbefale mig at tage min kæreste i hånden, holde ud og forberede mig på, hvad end livet bringer.

Imens giver jeg det i hvert fald en chance. Suzanne Bjerrehus kan sige, hvad hun vil – midtvejskrisen skal nok komme under alle omstændigheder.