Min kæreste og jeg mødte hinanden i starten af gymnasiet. Der gik ikke mere end et par uger, før vi vovede os ud i et forhold og per definition blev ’kærester’. Når sommerferien slutter, skal vi i gang med det tredje år i gymnasieuddannelsen. Vores forhold er med andre ord i sin nittende måned, og på trods af flere op- og nedture er jeg overbevist om, at jeg elsker hende. Siden den dag, vi mødte hinanden, er vi kun kommet hinanden nærmere, og jeg er sikker på, at jeg, hvis jeg er så heldig at få lov til det, vil gifte mig med hende og stifte familie, når tiden kommer. Hver ting til sin tid, bevares, men det er et eller andet sted befriende at have en plan, at turde tænke de tanker, også selvom det ligger langt ude i fremtiden. For mig at se er det præmissen for ethvert forhold – at man ikke er i det for sjovs skyld og narrestreger, men at man rent faktisk ser en fremtid med sin partner.Der er sikkert dem, der kun har overbærende smil og hovedrysten tilovers for min ungdommelige naivitet, men vi ved jo trods alt, at det kan lade sig gøre! For nogle uger siden fik radioprogrammet ’Mads og monopolet’ eksempelvis en henvendelse fra en kvinde på 26 år, som mødte sin kæreste, da de begge var 16 år gamle. De havde nu været sammen i 11 år, og hun havde sagt ja til at blive gift med ham. Hun var overbevist om, at han var hendes livs kærlighed, og de skulle have hus og børn og alt, hvad der ellers hører til. ’Mads og monopolet’ er et program, hvor tre paneldeltagere diskuterer lytternes kontroverser og problemstillinger, og kvindens historie var naturligvis heller ikke udelukkende en sukkersød kærlighedshistorie. Hendes dilemma bestod i, at en mand fra hendes arbejde, som i øvrigt også var i et fast forhold, havde erklæret hende sin hengivenhed. Han havde kysset hende efter en bytur, og nu kunne hun ikke få ham ud af hovedet – rent erotisk, vel at mærke.
Hun var nu bange for, at hun var i gang med at begå en fejltagelse. At hun var i gang med at ødelægge sit liv ved at binde sig i for tidlig en alder og efter at have tilbragt livet sammen med kun én fast partner. Monopolet, der bestod af Mads Christensen, Suzanne Bjerrehus og Hella Joof, havde ikke umiddelbart noget klart svar. Skulle hun glemme kollegaen og fortsætte med »sit livs kærlighed«, eller var det på sin plads at give efter for de kropslige lyster? Suzanne Bjerrehus var mest klar i mælet og mente blandt andet, at »et enkelt joy-ride« på kollegaen ville få hende til at slappe af, mens Hella Joof først udtalte sig en anelse mere konservativt: »Don’t leave the ones you love for love«, sagde hun, men fortsatte så: »Hun kan selvfølgelig også gøre det og så sørge for, at det aldrig bliver opdaget«.
