80 procent af befolkningen er medlem af folkekirken.

Intet andet land kan præstere en så stor religiøs enhed. Men gudstro står ikke til analyse og lader sig ikke føre i statistik, sådan som ellers alt nu til dags måles og vejes og tælles.

Hvordan det således står til med troen forbliver dunkelt.

Ateisten trænger tydeligere igennem med sin påstand om, at der ikke findes en Gud. Min mor havde denne overbevisning, og jeg har aldrig set mine forældre til en gudstjeneste. Hun havde imidlertid det vidunderlige frisind, så da hendes dreng i 12-års alderen begyndte at gå i kirke, sagde hun: »Du skal gå din vej«. Med understregning af din. Det var frisind i renkultur.

Fra da af er frisind blevet den afgørende faktor i min tilværelse. Den sætter mennesker i frihed. Jeg ved, hvor jeg står med min tro og holdning, derved er jeg i stand til at sætte dig, der står et andet sted, i frihed. Jeg har venner i forskellige trossamfund, samt ateister og så agnostikere, der afholder sig fra gudstro, fordi man intet kan vide om det. Man skal rumme hinanden og udvikles i mødet med sin modsætning.

Beror gudstro på noget genetisk, eller er den forbundet med tradition og kultur? Jeg kan ikke svare, men jeg vil påstå, at det religiøse menneske mere sanser tingene end forstår dem. Forstanden kan være spærrebom for troen. Når astrofysikere med moderne computerteknik finder frem til, at universet er 13,7 milliarder år gammelt og fyldt med 100 milliarder galakser, som hver især indeholder 100 milliarder stjerner, så ligger det uden for, hvad et menneske kan rumme. Denne indsigt vil få mange til at sætte spørgsmålstegn ved Guds eksistens.

Søren Kierkegaard sloges allerede med dette, men kom til det resultat: »Det ubekendte, mod hvilket forstanden støder an. Så lad os kalde dette ubekendte guden«. Gud er uden for det, et menneske er skabt til at fatte. Her støder vi ind i det fjeld, som mennesker nu bygger op af en overvældende informationsmængde skabt af naturvidenskaben. Men her møder vi også et menneskes begrænsning.

For den kristentroende er Gud trådt frem i en forståelig sammenhæng i et enestående væsen i den Jesus, som præsenterer sig som Gud og menneske i samme person. Kristendom beror på, om man har tillid til – tro på – denne Jesus, eller man fravælger ham.

Det Ny Testamente er beretningen om folk, der blev mærket for livet af mødet med ham. Han taler om Guds rige og siger: »Salige er I, som er fattige, for Guds rige er jeres, men ve jer, I som er rige, for I har fået jeres trøst«. Dér er sandelig stof til prædiken til markedssamfundets folk, men uden for den virkelighed, finanskrisen truer med. Fascinationen af denne tale glider over i det, vi kalder tro.

Det, der blev til kristendom, har hans tale og undere som fundament og hans domfældelse, død og opstandelse. Kirken er stedet, hvor dette lyder, hvor børn døbes, unge konfirmeres, par – nu også af samme køn – vies, og folk begraves.I Danmark har vi folkekirken, som er den flotteste ramme om kirkeligt frisind. Den har sine paragraffer i grundloven af 1849, videreført også i den seneste grundlov.

Frisindet er ikke praktiseret stærkere end i den måde, kirken administreres på. Grundtvig har med sit frihedssyn en stor del af æren og ansvaret for, at det er sådan med rummeligheden. Folketinget giver love for folkekirken, kirkeministeren administrerer, mens biskopper fører tilsyn med præster, der har forkyndelsesfrihed. Så er der menighedsråd i alle sogne, som er de sidste små enheder fra middelalderen, nu sammenlægningsvanviddet ellers har sejret. Disse menighedsråd vælges for fire år ad gangen af folkekirkens medlemmer, næste gang til november i år.

Deri forankres frisindet, som ikke findes på samme måde i frikirker, som selv ansætter præster, men også afskediger dem, de ikke er tilfredse med. Præsternes frihed er således begrænset i frikirker, hvor der ingen garanti er for frihed og frisind. Her opfattes Bibelen som Guds ord, man kalder det fundamentalisme. Nu står kampen altså igen om friheden i folkekirken.

Ingen er tvunget til at være medlem, og medlemmer, der ikke føler sig hjemme hos sognets præst, kan løse sognebånd til en anden præst. Derudover er der mulighed for, at en gruppe kan skille sig ud og danne det, der hedder en valgmenighed med egen præst; men valgmenigheden er fortsat en del af folkekirken, og dens bestyrelse er som menighedsråd med til at vælge biskop. Anderledes er det med frikirker. Baptister og metodister danner frikirker, og nu ser vi, at der dannes frikirker af dem, der ikke vil tillade ægteskab for homoseksuelle. Det er fundamentalistiske kristne, der mener, det strider mod Guds ord.

Når regeringen nu sætter fokus på folkekirkens styrelse, må det være afgørende for denne regering, at man sigter efter, hvorledes frihed og frisind sikres bedst. Her skal være plads til både grundtvigianere, Indre Mission, Luthersk Mission, Tidehverv og Kirkeligt Centrum. Og disse retninger kan opstille deres lister nu til menighedsrådsvalget, så debatten om kirkens indhold kan udfolde sig, inden der finder afstemningsvalg sted.

Frisindet skal have sin ramme. ’Jeg er uenig med dig, men jeg vil kæmpe for din frihed til at udtrykke, hvad du står for’. Dette er det centrale begreb i demokratiet. Al fanatisme og intolerance skal imødegås med demokrati.

Nu lever vi i en tid, da befolkningsgrupper med fremmed kultur er en del af virkeligheden, og så må ikke-kristne samfund have samme frihed til at udfolde sig i overensstemmelse med deres tro. Islam skal således sikres fuld religionsudøvelse, og det samme skal andre religioner.Danmark har haft skarpe brudflader mellem kristendom og ateisme.

Det moderne gennembruds folk med brødrene Brandes i spidsen kom til at stå for den ateistiske strømning sammen med de socialister, der så kirken som undertrykker af de fattige. De socialdemokratiske statsministre Stauning, Hedtoft, H.C. Hansen og J. O. Krag var ateister og ikke medlemmer af folkekirken, men arbejderne holdt fast i kirken og fik deres børn døbt og blev begravet fra kirken.

Når Stauning skulle finde en kirkeminister, pålagde han ham at holde fred med de hellige. Men fra trediverne udviklede socialdemokraterne sig til i regeringssamarbejde med de radikale at acceptere folkekirkens betydning. Det var dog først i Bodil Kochs lange kirkeministertid i 50’erne og 60’erne, at det lykkedes for alvor at nedtone Socialdemokratiets ateistiske præg. Kommunisterne var ifølge sagens natur ateister, men i dag er det kun Enhedslisten, der toner rent flag her. SF’erne er i høj grad en del af folkekirken.

De tre nuværende regeringspartier, der nu forbereder en ændring af folkekirkens styrelse, fastholdes af en rummelig grundtvigianisme, som har sejret i folkekirken. De radikale rummer den største alsidighed i holdninger, fordi brandesianisme og grundtvigianisme altid har været holdt sammen af frisindet som princip, og også mange frikirkefolk er radikale, fordi partiet har stået som mindretallenes parti.

Det er hverken socialdemokrater, radikale eller SF’ere, der nu melder sig ud af folkekirken. Det er indremissionske og lutherskmissionske, der ud fra deres bibelsyn ikke føler sig hjemme inden for folkekirkens rummelige ramme. At der også er folk, der melder sig ud for at blive fri for kirkeskatten, har intet med manglende frisind at gøre, men når deres pårørende ved dødsfald henviser til frisind for at få dem begravet fra kirken, mangler de erkendelse af, at udmeldelse har konsekvenser, akkurat som hvis man opsiger sin livsforsikring.Tro er irrationel.

Det nye er, at folk nu selv sammenstykker deres tro. Nær kontakt til asiatiske religioner og hele individualiseringsprocessen, hvor folk arbejder på deres eget cv, viser sig også på det religiøse felt. Hinduisme, buddhisme, yogadyrkelse. Alt løber sammen i en bred strøm. Man kan sige, at det går ud over kvalitetsbevidstheden.

Jeg er konkret i min tilgang til kristendom som min holdning til sandheden om tilværelsen. Det betyder ikke, at jeg ikke oplever tvivl; for den, der aldrig tvivler, avler kim til intolerance. Inspirationskilder til det religiøse har aldrig været mere mangfoldige. Filmserier skaber rum for unge, der kommer til at beskæftige sig med livets store spørgsmål, men på en uforpligtende måde. De kommer til at forholde sig til to teorier. Den ene er, at når vi dør, så er livet uigenkaldeligt forbi. Den anden er, at vi har flere liv. Men fra fiktionsseriernes univers er der en afgrund til den kristne tros evige liv.

Grundstrukturen for superhelte og guder er den samme, enten det er i religioner eller i tv-serier. Serierne skaber ikke religiøse mennesker, for de er udogmatiske og underholdende.

Om det fremmer frisindet, ved jeg ikke, men den største trussel mod frisindet kommer ikke herfra eller fra ateisten, men fra den, der tager frisindet som en selvfølge og som en automatisk del af vor demokratiske kultur. Frisindede er vel alle, men derved opbygges en ligegyldighed. Man er hævet op over kulturkampen, for man er selv en del af det sande og det rigtige.

Nu er den filosofiske forudsætning for frisindet – eller åndsfriheden – at intet menneske er privilegeret med adgang til den højeste sandhed. Der skal altid kunne stilles spørgsmål. Kernen i vor vestlige civilisation er, at sandheden er skjult for os. Det betyder så til gengæld, at ingen er så kloge, at de ikke kan blive endnu klogere ved at lytte til andre mennesker. Her er vi inde ved begrundelsen for den mindretalssikring, som er en umistelig del af frisindet.

Vi har undervisningspligt og ikke skolepligt, fordi frisindet kræver det. Pædagogik hviler altid på forskellige menneskesyn. Derfor er der hos os frihedslovgivning inden for skolen, akkurat som inden for kirken. Friskolen er forældres mulighed for at få opdraget deres børn i overensstemmelse med deres egen livsholdning.

Misforstået frisind kan vise sig ved, at man nedtoner landets kulturtraditioner for at imødekomme fremmede kulturer. Så synger man ikke danske salmer og sange i folkeskolen, fordi de er kristelige; men så er muligheden for at lave friskoler med til at sikre kultur på frisindet vis. Sådan er dansk lovgivning.Folkekirken har en styrelse, som ikke findes tilsvarende i noget andet land, fordi vi har en statsstyret kirke, som ikke blander sig i forkyndelsen og i kristendommens indre anliggender. Læg mærke til, at staten tvinger ingen præst til at vie homoseksuelle. Nu skal man tænke sig godt og grundigt om, når man ser på folkekirkens fremtidige styrelse.

Statens vokseværk må ikke smitte af på kirken. Koncernmodellen har sejret i de store kommuner, hvor direktionen på rådhusene får overdraget magt og indflydelse, men hvor folk føler sig fremmedgjort. Her er det en styrke, at vi har de mange sogne, som er overskuelige enheder med et menighedsråd, der kan overskue sognet. Så skal folkekirkens medlemmer kende deres ansvar og lade sig vælge til disse menighedsråd. Ellers vil magten også her glide over til bureaukrater.

Jeg ser nye administrative stillinger skyde op, hvor store sogne ansætter administrationschefer. Men har de føling med kirkelivet i sognet?

Man har fået stiftsråd i stifterne og taler om at få et landskirkeråd øverst; men det kan hurtigt få ansat jurister og økonomer, som overtager magten fra de folkevalgte.

Enhver forandring af folkekirkens styrelse må sikre folkestyre og frisind og lade de kirkelige retninger og frie folkelige organisationer få lov til at folde sig ud. Krav om regnskabsføring, økonomistyring og arbejdsmiljø med coaching præget af koncerntankegang må ikke kværke kirkens liv.

Folkekirken er ikke et firma eller et politisk parti, men et gudstjenestefællesskab. Så skal der skabes plads til møder, samtaler og studiekredse om tilværelsens grundlæggende spørgsmål om etik og moral, som har forbindelse til det, kirken er kirke for. Kirken skal ikke leve i det skjulte.