I 2008 væltede den finansielle sektor og kastede verden ud i en langvarig og dyb økonomisk krise, som i skrivende stund, fire år efter, stadig martrer Danmarks og verdens økonomier.

Kolossale formuetab, nedgang i levestandard og købekraft, omfattende arbejdsløshed og hele stater, der i realiteten er bukket under, er det foreløbige resultat af denne krise. En katastrofe af næsten episke dimensioner.

Lad os skrue tiden tilbage til Danmark i de muntre 00’ere. Det var her, vi fik flekslån og afdragsfrihed og kunne belåne vores faste ejendom. Hvor man efter en god nattesøvn kunne glæde sig over, at fortjenesten af denne, hvis man havde fast ejendom i hovedstadsområdet, overgik, hvad man kunne tjene på jobbet om dagen.

Og havde man overskud på bankbogen, gjaldt det om at kaste det ind på tidens mest lovende spillekonsol, aktiemarkedet, med sikker gevinst, hvis bare man spredte risikoen en anelse. Der blev kapitaliseret i fremtidens forventede indtægter, og markedet var vores muntre og utrættelige tjener, som sørgede for evig fremgang, så længe vi leverede stadig mere deregulering.

Og så vågnede vi op og fandt ud af, at markedet er en lunefuld tjener, og som dug for solen forsvandt årtiets fortjeneste op i den blå luft, da boblen brast, og vi var lige pludselig alle blevet fattigere.

I 2012 er vi ikke færdige med at gøre regningen fra 00’erne op. Der udestår reformer, der skal lykkes, og den sidste svære beslutning er endnu ikke truffet. Og værst af alt: Når vi holder status på værdien af Danmark, tegner billedet sig af 00’erne som et i alle henseender forsømt årti.

Det socialdemokratiske projekt er tidløst, men skal altid formes i sin tid.

Vi står i 2012 i spidsen for en regering, der skal indhente det forsømte årti, rydde op efter en af historiens største nedture og samtidig sætte kursen mod det langsigtede og holdbare. Vores projekt er at skabe den dygtigste generation nogensinde, at fastholde den fri og lige adgang til velfærdssamfundet, at række ud efter langsigtet og holdbar vækst og foretage den største sociale omvæltning set i generationer.

Det er et projekt, som ikke handler om hurtige gevinster eller tror på, at markedet løser vores udfordringer. Det handler meget lidt om mig og mere om vi. Vi synes, det er et stærkt projekt, og håber, at I alle vil være med på rejsen.

Danmark er en del af den globale økonomi. På godt og ondt. Vi tjener penge på og har fordel af åbne markeder. Dansk erhvervsliv afsætter varer og tjenesteydelser i hård konkurrence, men vi har vores andel af markedet og kun fordel af, at betingelserne er så frie og lige som muligt, og at større stater ikke forfalder til protektionisme.

Omvendt er vi udsat for markant konkurrence over for lande, hvor dårlige arbejdsforhold, elendige lønninger og manglende demokrati og menneskerettigheder gør det vanskeligt at konkurrere prismæssigt med dem.

Men uanset at vi har et ønske om at forbedre leve- og arbejdsforholdene globalt, vil det være en forkert konklusion at tro på, at vi vinder ved at kvæle markedet og den fri handel.

Vores opgave er i stedet at beskytte menneskene. Og det gøres kun gennem en stærk stat – det kan markedet aldrig levere.

Når hele brancher pludselig måtte opleve at blive udflyttet eller nedlagt, og i tusindvis af mennesker står uden arbejde, er det kun en stærk og aktiv stat, som giver dem et fornuftigt svar på, hvordan de skal sikre deres fremtid. Velfærdsstaten med dens ret til dagpenge, uddannelse og efteruddannelse har vist sig at være den mest succesrige vej gennem den krise, der rammer mennesker, der uforskyldt mister deres arbejde.

Hvor man i 00’erne rakte ud efter at svække den socialdemokratiske velfærdsstat, er tiden tværtom kommet til at styrke den. Vores idépolitiske vejviser er, at det ikke er et selvstændigt mål at skabe en stat med en bestemt størrelse, men derimod et mål at skabe en stærk stat.

Den finansielle sektors grådighed var den primære drivkraft bag den finansielle krise. Men den egenskab er ikke nogen nyhed. Gennem historien har pengemarkederne haft for vane at bryde sammen med jævne mellemrum og hver gang med ubodelig skade til følge.

I 00’erne var det de liberalistiske kræfters mål – nationalt og globalt – at deregulere den finansielle sektor mest muligt. Jo færre regler, desto mere effektivt marked er vistnok den politiske og økonomiske filosofi, der stadig hører liberalismen til. Og den filosofi fører til stensikre katastrofer.

Den mest interessante opgave er faktisk ikke at pålægge de finansielle transaktioner en skat, men at regulere, hvordan de finansielle markeder er konstrueret og finansieret. Gennem dansk og EU-lovgivning og globale aftaler må og skal der gøres en maksimal indsats. Målet er at gøre bankdrift til, hvad det burde være: en kedelig, men stabil forretning.

Men den socialdemokratiske lektie oven på finanskrisen går videre end det. Gæld og de finansielle markeders magt og ageren sætter uudslettelige aftryk i en verden, hvor hele stater bukker under herfor.

Tidligere tiders acceptabel gæld bliver pludselig til uacceptabel gæld, og stater må ty til drastiske og ødelæggende økonomiske indgreb for at holde de finansielle markeder stangen. Læren er, at hvor vi tidligere kunne tillade at have et mål om langsigtet økonomisk holdbarhed og en høj belåning, er vi nu nødt til at skærme os mod pengemarkedernes lunefuldhed med økonomisk overholdbarhed og lavere låntagning.

Aldrig mere må vi udsætte os for, at de finansielle markeder kan kuldkaste en velfærdsstat. Efter den finansielle krise er det blevet et selvstændigt socialdemokratisk mål for den økonomiske politik at begrænse gældsoptagelsen – privat såvel som offentligt – i sikker afstand fra at blive sat i markedets vold.

Det stiller nye krav til vores økonomiske politik. Vi skal skubbe gang i væksten og komme ud af den økonomiske krise, samtidig med at vi skal sikre overholdbarhed i økonomien og undgå usund lånoptagning.

Vi kan ikke forlade os på blot at sætte gang i efterspørgslen med finanspolitiske lempelser, der truer vores holdbarhed, og vi kan ikke forlade os på kun at skabe udbud og lade markedet om at tilpasse sig. Vi skal kunne begge dele i behersket omgang og på samme tid.

Det kræver en kraftanstrengelse, hvor reformer af alle dele af vores økonomi bliver det centrale omdrejningspunkt. Reformer, hvor tidligere tiders privilegier bliver udfordret og forandret. Det har i en periode været hårdere at være dansker, men hvis vi går den vej, kan vi også tillade os at række ud efter en fremtid, hvor det bliver bedre at være dansker.

I USA får flere og flere unge en dårligere uddannelse end deres forældre. Et ufatteligt tilbageskridt for verdens rigeste samfund, men en logisk følge af de sidste mange års opgør med at reducere staten og øge markedets andel af samfundet. Liberalismens fallit begrænser sig ikke til pengemarkedet.

I Danmark har vi stadig et højt uddannelsesniveau, men fremskridtet er stagneret. År efter år sender vi op mod hver femte elev ud af skolen uden de nødvendige færdigheder. Andelen af funktionelle analfabeter er alarmerende høj.

Det samme er frafaldet på de faglige ungdomsuddannelser, og vi står snart med et overskud af ufaglært arbejdskraft, som ikke vil kunne finde arbejde og med et underskud af faglærte og uddannede til de job, der skabes.

I det forsømte årti lod VKO en ny generation i stikken. Intet nævneværdigt blev gjort for at løse fundamentale problemer med grundskolen eller de faglige uddannelse eller videreuddannelsen. Konsekvensen er tab af potentiel velstand for Danmark. Men den er mere end det. Det er et tab af frihed for den enkelte.

Hvis man ikke kan læse en undertekst på tv, en varedeklaration eller hjælpe børnene med lektier, så berøver man det enkelte menneskes velfærd og handlemuligheder. Valgmulighederne i tilværelsen bliver for mange uværdige, og dermed ryger friheden.

Det klare socialdemokratiske projekt er at skabe såvel øget velstand som øget frihed i samfundet ved at skabe rammerne for den dygtigste generation nogensinde i danmarkshistorien.

I 2012 er vores historiske hovedforpligtelse ikke at omfordele økonomisk fra rig til fattig. Vores historiske opgave er at tage alle til rådighed stående midler i brug for at skabe en veluddannet befolkning, hvad enten det er som tømrer, it-konsulent eller jurist. Med en økonomi, hvor hver en ekstra krone skal findes gennem hårde prioriteringer og reformer, kommer det til at kræve ofre for alle involverede – forældre, elever, lærere og institutioner. Vi skylder det fra det forsømte årti, og vi skylder det til fremtiden.

Den globalt konkurrenceudsatte del af dansk erhvervsliv er krumtappen i at sikre Danmark indtjening og dermed en høj levestandard. Hver dag går mennesker på arbejde, hvor værdien af deres arbejdsindsats ikke alene skal kunne måles på hjemlige konkurrenter, men på globale konkurrenter.

Det siger sig selv, at høje lønninger i Danmark og f.eks. meget lave lønninger i Asien inden for sammenlignelige produkter lægger et særligt pres på danske virksomheder og arbejdspladser. De højere produktionsomkostninger i Danmark skal kunne begrundes i enten bedre produktivitet, teknologi eller innovation – ellers er virksomhedens muligheder for afsætning fortabte.

00’erne svar til dansk erhvervsliv var en international konkurrence om at nedbringe selskabsskatten med det tvivlsomme sigte at ruste virksomhederne til international konkurrence. En kamp, man var dømt til at tabe – også selv om resultatet måtte ende i nulskat.

Det socialdemokratiske svar er, at vi synes, at virksomheder skal betale en fair skat af deres overskud, og at alle erhvervspolitiske kræfter skal ligges i at skabe betingelserne for at skabe vækst og overskud. En veluddannet arbejdsstyrke med adgang til billig efteruddannelse, flexicurity, gode pasningsforhold for børn, en god infrastruktur og en smidig administration er mere værd end en sænkning af selskabsskatten.

Og vi mener, at erhvervspolitikken skal række ud efter mere end det.

Danmark er et lille land med få store virksomheder. Hvis vi skal række ud efter nye store erhvervseventyr, kræver det samarbejde om udvikling, innovation og finansiering. Vi får ikke nye succeser såsom vindmølleindustrien, medmindre vi har et hjemligt marked til at understøtte de første generationer af produkter. Vi får ikke skabt tilstrækkeligt mange nye produkter, hvis vi ikke øger samarbejdet mellem landets forskere og virksomhederne.

Og vi får aldrig vækstlaget af dygtige små og mellemstore virksomheder ud på verdensmarkedet, medmindre vi finder ny risikovillig kapital i en tid, hvor bankerne trimmer balancer frem for at investere i ny vækst.

Socialdemokratiets projekt er ikke at eje eller forestå driften af dansk erhvervsliv. Vores mål er at etablere et nyt og ambitiøst partnerskab med den konkurrenceudsatte del af dansk erhvervsliv og sikre gode rammer og samarbejde og forvente fair tilbagebetaling i form af vækst, arbejdspladser og fair beskatning.

Den frie og lige adgang

I 00’erne blev der bevidst gjort forskel på folk – også når de var syge. Der blev taget politisk initiativ til at understøtte private sundhedsforsikringer. To mennesker med samme sygdom skulle ikke behandles ens. Det udslagsgivende var, om man havde en forsikring eller ej.

Den ulige adgang til sundhedsbehandling er udbredt i verden. Selv i den vestlige verden findes store andele af befolkningen, som kun har adgang til ingen eller nødtørftig sundhedsbehandling, mens andre grupper får højt kvalificeret behandling. Her har man erstattet lige adgang med markedet med det forstemmende resultat, at det alt i alt er blevet dyrere og altså dårligere for de svagest stillede.

Herhjemme lagde man sporene til at række ud efter den model med sundhedsforsikringer og overbetaling af private hospitaler.

Det er ufatteligt, at nogen stræber efter dette, med al den erfaring vi har fra øvrige samfundsmodeller. Men igen – øget markedsudsætning øger også chancen for at tjene flere penge, og sådan er liberalismens inderste sjæl.

Det socialdemokratiske projekt må være med al magt at bekæmpe den udvikling og sørge for, trods trange økonomiske tider, at den fri og lige adgang til sundhed står intakt til enhver tid.

Mennesker fejler. Og mennesker bliver ikke født historieløse. Og derfor er der nogen, som har brug for hjælp til at komme videre i tilværelsen. Et barn, som har været udsat for seksuelle overgreb, bliver næsten aldrig et helt menneske igen, og barnet, hvis forældre er misbrugere, har ubetinget sværere ved at få succes i tilværelsen end så mange andre.

Et sind, der gør ondt, sætter store barrierer for tilværelsen – det være sig som ung eller gammel. Et misbrug, der kom ud af kontrol og virker uoverstigeligt at komme ud af.

Fælles for dem alle er, at det rammer hårdt og desværre også hyppigt. Og fælles for dem alle er, at hvis ingen træder til, er risikoen for, at det aldrig bliver bedre, overhængende.

I 00’erne skete der ingen nævneværdige favntag med at bryde op med den sociale arv og mennesker, som er endt i en social tragedie. Og værre endnu. Alt for mange mennesker endte i de sociale systemer, uden at de havde tunge sociale problemer som ballast.

Det var mennesker, som af den ene eller anden grund var røget ud af arbejdsmarkedet, men som med en målrettet indsats havde kunnet finde sin vej derind igen.

En aktiv socialpolitik kombineret med en aktiv arbejdsmarkedspolitik er Socialdemokratiets løsning på at give det enkelte menneske værdigheden og dermed friheden igen.

Politik kan ikke gøre folk lykkeligere, men kan skabe platformen for, at man har en chance for at blive det.

I titusindvis skal vi have folk på overførsler ud på arbejdsmarkedet, helt eller delvist, og vi skal sætte en målsat barriere for, at ingen unge mennesker ender på kontanthjælp i længere tid. I det forsømte årti lod man 90’ernes succesrige arbejdsmarkedspolitik forfalde – det er et bundet socialdemokratisk projekt at sætte det på skinner igen.

Det er muligt at skabe et af de største sociale fremskridt i generationer, hvis vi med vores faste værdier som kompas sigter efter et samfund med større retfærdighed og med reformer rækker ud efter nye veje og metoder.