»Livet var én stor løgn. Jeg mistede fuldstændig tilliden til mænd. Jeg startede, fordi jeg manglede penge. Pengene fra prostitution brugte jeg til at købe mig fri af mit lave selvværd. Til sidst kunne jeg ikke mærke mig selv, kroppen er færdig, jeg har kæmpet hele mit liv, jeg kan ikke mere«.

Sådan fortæller danske kvinder igen og igen om deres prostitution. Fortællingerne ligner udsagn fra prostituerede over hele verden: »Mens jeg var i det, kunne jeg næsten ikke mærke mig selv; jeg gjorde det for pengenes skyld; jeg væmmedes ved mig selv; jeg havde for lavt selvværd, og det kunne pengene råde bod på; for at holde det ud, sagde jeg til mig selv, at jeg tændte seksuelt på det, eller at jeg kun skulle gøre det i en kortere periode; at sige at jeg selv havde valgt det, blev min overlevelsesstrategi«.

LÆS KRONIKKronik: Mit liv i prostitution

Mange fortæller også, at de har været udsat for seksuelle overgreb eller andre grænseoverskridelser i barndom eller ungdom, ofte under en opvækst med vold og alkoholmisbrug. Overgrebserfaringerne har gjort det vanskeligt at mærke egne grænser og har medvirket til, at vejen ind i prostitution blev en mulighed.

For kvinder, der ikke har haft de samme muligheder som andre kvinder for at få en god uddannelse og et arbejde, er prostitution et nærliggende valg. Her er der hurtige penge at tjene, når andre muligheder er ikkeeksisterende eller virker uoverskuelige eller uopnåelige.

Prisen, kvinderne betaler, er for mange livslange traumer: Søvnløshed, angst, depression, selvmordstanker, selvhad, selvdestruktive handlinger, manglende evne til at knytte sig til andre og have et godt seksualliv, koncentrationsbesvær, vanskeligheder med at mærke sig selv og sine grænser er blot nogle af de symptomer, kvinder, der har forladt prostitution, fortæller, de slås med.

Tidligere prostitueredes erfaringer står i stærk kontrast til den danske prostitutionsdebat, hvor prostitution ofte diskuteres som et frit valg, som et sexarbejde, der er givende, spændende og udviklende, og som borgerne derfor bør anerkende som noget positivt.

I spidsen for frit valg-diskursen står lobbyorganisationen Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO). SIO tegnes af en veluddannet kvinde, der lever af at prostituere sig fra et par bordeller. Og de af foreningens sympatisører, der viser sig i offentligheden, er bordelejere, sexkøbere og andre, der enten har en økonomisk eller seksuel interesse i at fremme sexindustriens interesser. SIO’s profil ligner nærmere en brancheorganisation frem for den græsrodsorganisation, man giver sig ud for at være, mens man foregiver at tale på vegne af en stor gruppe prostituerede.

Kravene, SIO stiller, viser sig da også at tjene sexindustriens interesser frem for at bedre forholdene for kvinder i prostitution.

Det er uheldigt, når den information, der gives til borgerne om prostitueredes vilkår og behov, næsten udelukkende kommer fra en art brancheorganisation, der har økonomiske interesser i at udvide markedet for prostitution, fordi den har egne kapitalinteresser at fremme. Eller fremkommer ved ufuldstændig og metodisk betænkelig forskning, som det er tilfældet i Socialforskningsinstituttets rapport ’Prostitution i Danmark’ fra 2011, i hvilken bl.a. de udenlandske kvinders forhold stort set er fraværende, og opgørelsen af sexindustriens omfang i Danmark er stærkt mangelfuld .

Sexarbejderlobbyen anerkender ikke prostitution som et socialt og strukturelt, ligestillingsmæssigt problem, ligesom den ikke anerkender kvindehandel som et massefænomen; SIO mener eksempelvis, at der kun findes ganske få ofre for kvindehandel i Danmark, eller at fænomenet stort set ikke forekommer. Ulykkeligt er det, at de kvinder, der ikke er enige i lobbyens udsagn, eller som er blevet ramt af prostitutionens skadevirkninger, ikke magter at lade sig høre i den offentlige debat og dermed ikke har en stemme, der bliver lyttet til.

Her går vigtig kundskab tabt. Og borgerne sidder tilbage med mangelfuld information om, hvilke konsekvenser prostitution kan have for både det enkelte menneske og for samfundet.

Trods SIO’s påstande om den minimale kvindehandel i Danmark kan vi på et overordnet plan slå fast, at der ifølge International Labour Organization (ILO) handles 21 millioner mennesker hvert år til sexindustrien eller til tvangsarbejde m.m. Og FN har fastslået, at 79 procent af det samlede antal menneskehandlede personer handles til udnyttelse i sexindustrien. 66 procent af ofrene er kvinder, 13 procent piger. Tallene slår dermed fast, at prostitution er et kønspolitisk problem, det er kvinder og piger, der ender i prostitution og risikerer at blive ofre for kvindehandel, og disse kvinder og piger købes af mænd.

Den globale udnyttelse af kvinder og piger i sexindustrien afspejler sig også i Danmark, hvor mere end halvdelen af de 3.200 prostituerede nu skønnes at komme fra udlandet. Det øgede pres på de sociale institutioner, der yder støtte til disse kvinder, vidner om sexkøberes, alfonsers og menneskehandleres grove udnyttelse af fattige udenlandske kvinders sårbare situation og behov for støtte til at forlade prostitution.

Alligevel lykkes det at sætte prostitution ind i en bredere nyliberalistisk dagsorden, hvor borgeren transformeres til bruger eller forbruger, og hvor tingsliggørelsen af kvinder som en vare ikke længere er skræmmende eller moralsk/ demokratisk forkastelig, men normaliseres som socialt acceptabel. Hvis man kan tjene penge på at sælge sig selv og selv lader det ske, er det i orden. Offeret er borte som dug for solen, og sexkøberen er en helt almindelig forbruger, der blot er i god kontakt med sin egen seksualitet – og den fortæller ham, at han har behov for at gå til prostituerede for at få afløb for sine frisindede drifter.

Denne sexarbejderdiskurs i form af en markedstænkning fungerer ved en manipulerende og forførende retorik, hvor det såkaldt frie valg, ’den frivillige prostitution’, holdes frem som et skjold mod den kundskab, der er samlet gennem mange årtier af socialarbejdere, terapeuter og tidligere prostituerede om prostitutionens mange barske skadevirkninger. I sexarbejderuniverset findes ingen ofre, kun tilfredse kvindelige entreprenører, der udlever deres seksualitet gennem prostitution. Den lykkelige luder nyfortolkes som glad sexarbejder.

En fortælling uden ofre er en fortælling uden overgribere: Den egentlige gevinst ved sexarbejderdiskursen er, at sexkøberens og alfonsernes ansvar forbliver usynligt – igen. Den dokumenterede udnyttelse af prostituerede omfortolkes som en del af ’jobbet’, og ansvaret for eventuelle skader og overgreb tilskrives ikke længere en strukturel og systematisk undertrykkelse af kvinder, men er den enkelte (forretnings)kvindes eget frie valg. En dag på bordellet er blot another day at the office, og vold og skadevirkninger er bare bad luck.

Tanken om det frie valg i prostitution står ikke blot i skærende kontrast til virkeligheden i prostitution, hvor prostituerede udsættes for vold, trusler, drabsforsøg, voldtægter m.m. i langt højere grad end normalbefolkningen; det frie valg og kravet om at gøre prostitution til et arbejde fornægter også verdenssamfundets erkendelse af, at prostitution er seksuel udnyttelse, en erkendelse, der er kommet til udtryk i FN-konventioner gennem mere end 60 år.

Kvindekonventionen fra 1979, som Danmark har tiltrådt og ratificeret, byder den danske stat at beskytte kvinder mod, at andre udnytter deres prostitution. Og den danske rufferiparagraf er en beskyttelsesparagraf, der netop beskytter kvinder ved at gøre det ulovligt at udnytte sårbare kvinders prostitution som ruffer eller alfons, men ikke straflægger kvinder, der prostituerer sig, fordi prostitutionen anses som udnyttelse og som et socialt problem.

Sexarbejderlobbyen kræver rufferiparagraffen afskaffet for at få ’ordnede forhold’ og ’rettigheder til prostituerede’. Man påstår, at det vil give prostituerede langt bedre beskyttelse. Man ønsker at kunne drive bordeller lovligt – altså være alfons/ruffer på lovlig vis – og ansætte vagter, etablere overvågning m.m. for at beskytte prostituerede mod sexkøbernes overgreb. Nødvendigheden af at sikre bordeller, som var de moderne fængsler, er i sig selv et bevis på, hvor voldelige og kriminelle prostitutionsmiljøerne er.

Sexindustrien drives fortrinsvis af kriminelle. En afskaffelse af beskyttelsesparagraffen mod rufferi er derfor en åben dør for rockere, menneskehandlere og alfonser til at forvandle sig til legale forretningsfolk med lovlig bordeldrift, escortbureauer m.m. med statens tilladelse. ’Ordnede forhold’ ordner ikke forholdene for de prostituerede, men gør det nemmere for alfonser og menneskehandlere at udvide deres marked for salg af kvinder. Denne type ’ordnede forhold’ har Holland og Tyskland set konsekvenserne af: Her er forholdene for de prostituerede ikke blevet bedre, men den illegale handel med kvinder er eksploderet i begge lande.

Det har de øvrige nordiske lande – Norge, Sverige og Island – handlet på med ny lovgivning, som forbyder køb af seksuelle ydelser. Kun Danmark står uden for denne nordiske model. Sverige indførte som det første land en sexkøbelov i 1999, og her kan man se, at efterspørgslen efter prostitution er faldet. I 2008 svarede 8 procent af de svenske mænd, at de havde købt prostitution mod 13 procent i 1996. Vigtigst er det, at de unge mænd i Sverige tager afstand fra køb af prostitution.

Dette står i skærende kontrast til de danske tal, der viser at mindst 14 procent mænd efterspørger prostitution, og at man blandt danske unge forholder sig ironisk distancerende til konsekvenserne af at indlede en karriere som prostitueret.

Der er hverken i Norge eller Sverige tegn på mere vold og flere overgreb på prostituerede end før lovens indførelse. Kontakten mellem de prostituerede, politiet og de sociale myndigheder er ikke blevet sværere at etablere. Loven beskytter de prostituerede, idet de kan anmelde sexkøbere for både vold og sexkøb. Det har givet de prostituerede bedre magt over deres situation, også hvis de fortsætter i prostitution.

Den svenske sexkøbelov har modvirket etableringen af organiseret kriminalitet i Sverige og har betydet færre ofre for kvindehandel. Der er heller ikke den samme omfattende bordelvirksomhed i Sverige som i andre lande.

Intet tyder på at prostitution og bordelvirksomhed er gået mere under jorden, end den var tidligere, hvilket ofte føres som argument for ikke at indføre en lignende lov i Danmark. Her skal man huske, at prostitution er en vare, der skal sælges igen og igen. Derfor må de prostituerede nødvendigvis være så tilgængelige, at de kan findes af de mænd, der vil købe sex.

Sexkøbeloven har givet politiet endnu et redskab til at bekæmpe alfonser og menneskehandlere. I sager om rufferi eller menneskehandel indkaldes sexkøberen til domstolen for at svare på spørgsmål om sit sexkøb, om hvor og hvordan kontakten er sket, og det giver anklagemyndighed, politi og domstole et godt billede af, hvordan sexhandlen går til, og hvordan markedet ser ud – viden, som kan bruges i den videre bekæmpelse af prostitution og menneskehandel.

Politiets forbedrede oversigt over sexindustrien har også givet bedre oversigt over anden organiseret kriminalitet som narkohandel, hvidvaskning af penge, anden økonomisk kriminalitet og rockerkriminalitet, fordi det er de samme kriminelle netværk, der operer på alle disse områder.

Også de normative effekter har været gode. Sexkøbeloven giver prostituerede støtte til at komme ud af prostitution, idet samfundet med loven signalerer, at det er sexkøberne, der foretager kriminelle handlinger og bærer ansvaret for den seksuelle udnyttelse, ikke de prostituerede.

Dermed behøver de prostituerede ikke længere at påtage sig skylden for, at prostitution findes. Prostituerede, der har fået det dårligt af at prostituere sig, har fortalt, at det har været en støtte for dem i forbindelse med prostitutionsophør at vide, at det ikke var dem, der var noget galt med, men sexkøberne.

Signalet om, at kvinder ikke er en vare, giver kvinder i prostitution moralsk støtte i den vanskelige proces, det er at forlade prostitution. Det fortæller os også, at mænd kan styre deres seksualitet – det er de 86 procent ikkesexkøbende danske mænd et levende bevis på – og at samfundet ikke accepterer, at det ene køn skal kunne købes af det andet.

Prostitution angår os alle. Vi ønsker at leve i et velfærdssamfund, hvor vi tager hånd om hinanden. Der er mange ting, vi ikke vil acceptere, man gør ved sig selv eller hinanden, og som vi har valgt at lovgive imod. Seksuel udnyttelse af kvinder bør ikke være en undtagelse. I et demokratisk velfærdssamfund skal ingen stå i en situation, hvor prostitution synes at være den eneste mulighed. Og for de kvinder, der alligevel havner i prostitution, skal der være langt bedre veje ud.

Derfor er det helt afgørende, at den siddende regering har givet valgløfter om at forbyde sexkøb. I disse dage kan vi imødese Straffelovrådets juridiske vurdering af en sexkøbelovs effekter. På den baggrund må det være muligt endeligt at skride til handling. Hvis velfærdssamfundet skal være en realitet for alle, skal købesex ikke være en mulighed.