Jeg blev prostitueret som 20-årig.
Omstændighederne var en blanding af en opvækst med forskellige former for svigt og grænseløshed kombineret med mine dengang aktuelle livsomstændigheder og et møde med en gammel veninde, der levede i prostitution, og som fortalte om de store summer penge, der med lethed var at tjene ved prostitution. Jeg sad alene i en lejlighed, var sprunget fra gymnasiet og havde to fiaskoer på arbejdsmarkedet bag mig. Min familie havde store forventninger til min fremtid, men selv havde jeg svært ved at se, hvilken rolle i tilværelsen jeg skulle kunne udfylde. Jeg havde meget lidt tiltro til mit eget værd som menneske og til, hvor i samfundet jeg skulle kunne være til nytte og opnå succes. Jeg følte, at jeg kom til kort, passede ikke ind. Jeg var sikker på, at der var noget galt med mig. Det var ikke et stort spring for mig at gå ind i prostitution. Min adfærd i forhold til mænd havde allerede dengang længe været seksualiserende, fordi jeg på denne måde fik en oplevelse af at være populær, af at de kunne lide mig. Jeg havde udviklet en evne til at fornemme, hvad andre mennesker ville have af mig, hvordan jeg skulle være, for at de kunne lide mig. Jeg var en kamæleon, der tog farve af omgivelserne, en people-pleaser. Denne skrøbelighed er en glimrende kvalifikation for en prostitueret, og jeg fik da også hurtigt succes i branchen. Jeg startede som escortpige sammen med min veninde. Vi annoncerede i Ekstra Bladet, og jeg husker ordret vores første annonce: To legesyge sexkillinger står til din disposition, sammen eller hver for sig. Enkelt og effektivt, og vi havde masser af kunder. Efter en tid bakkede min veninde ud. Jeg var alene med en telefon, der ringede på alle tider af døgnet med forespørgsler på mit udseende – mine brysters størrelse – og med mænd, der stønnede i røret og prøvede at få en seksuel oplevelse gennem telefonen. Det var ikke holdbart; jeg begyndte at blive sky over for telefonen. Det blev svært at besvare opkald. Så meldte jeg mig hos et escortbureau. Nu blev det nemmere. Jeg var fri for de evindelige telefonopringninger, de ydmygende udpenslinger af mit udseende, besvarelser af, hvilke seksuelle ydelser jeg ville give, samt diskussioner om priserne. Alt dette tog bureauet sig af – formedelst en tredjedel af det, jeg tjente. Det eneste, jeg skulle gøre, var at møde op på hotellet, tage tøjet af og – nå ja, altså ...! Min tilværelse var opdelt. Over for min familie måtte jeg foregive at klare mig ved kontanthjælp, hvilket stemte dårligt overens med det faktum, at jeg boede i en formidabel penthouselejlighed i midten af København sammen med to andre. Jeg ved ikke, hvordan de kunne tro på mine historier.
