Hvis prostitution fortsat skal være lovligt, må Folketinget være konsekvent og indrette lovgivningen efter det.
Det betyder først og fremmest, at prostitution skal anerkendes som erhverv med mulighed for almindelige relationer mellem arbejdsgiver og medarbejder. Det skal være muligt at tjene penge på andres prostitution, og man skal som arbejdstagende prostitueret kunne være i fagforening og a-kasse og have de samme rettigheder, f.eks. ved sygdom, arbejdsløshed, pensionering mv., som andre arbejdstagere. Som en konsekvens heraf kan prostitution ikke betragtes som et socialt problem. Der er også andre erhverv, som kan føre til fysisk og psykisk nedslidning, eksempelvis politiarbejde, uden at det af den grund betragtes som et socialt problem, det offentlige skal ofre særskilt opmærksomhed. Endelig betyder en lovliggørelse også, at erhvervsvejledere i diverse skoler skal rådgive om prostitution på linje med andre erhverv, ligesom arbejdsformidlingen kan anvise arbejdsløse til prostitution eller omskole prostituerede, der har fået en erhvervsskade. Hvis ovenstående virker anstødeligt på folk, skyldes det nok, at de fleste opfatter prostitution som noget, der ikke burde finde sted. Omvendt anerkender de fleste nok også, at prostitution rent faktisk finder sted og sandsynligvis altid vil finde sted, uanset hvordan lovgivningen er indrettet. Den holdningsmæssige skillelinje mellem forbud eller ikke-forbud går derfor typisk enten på, hvorvidt man ønsker, at samfundet principielt skal tilkendegive, at prostitution er uacceptabelt, og/eller hvorvidt et forbud vil have nogen positiv effekt på omfanget af prostitution såvel som for den enkelte prostituerede. Hvis prostitution gøres ulovligt, skal der være en tilsvarende konsekvens. Så er det forbudt at sælge og købe seksuelle ydelser, og såvel sælger som køber gør sig skyldig i en ulovlig og strafbar handling. Først og fremmest er den nuværende lovgivning om prostitution præget af inkonsekvens. Det er lovligt at prostituere sig, og indkomsten er skattepligtig, men prostitution regnes ikke som et erhverv, og det er derfor ikke muligt at være i en fagforening eller a-kasse og have en almindelig arbejdstagers rettigheder f.eks. ved sygdom eller arbejdsløshed.
