Annonce
Annonce
Annonce

Kroniken

Daglig fordybelse siden 1905

Kroniken

Den uddannelsespolitiske fimbulvinter

Reformen af læreruddannelsen reducerer vores tradition til den rene mekanik.

56
Gem til liste

Til efteråret starter de første studerende på den nye læreruddannelse.

Traditionelt har de fleste studerende påbegyndt uddannelsen opfyldt af interesse for at gøre noget godt for andre og bidrage til bevarelsen af samfundets gode sider. Læreruddannelsen har aldrig været et sted for karrierebevidste unge med jakkesæt og slips, og det er på ingen måde et sted, hvor man lægger grundstenen til en stor formue.

At blive lærer handler for de fleste om noget andet, noget dybere. Netop dette forhold har i flere år paradoksalt nok været læreruddannelsens imageproblem, idet begreber som ånd, demokrati og dannelse ikke passer ind i vækstdagsordener og konkurrencestatslogikker.

Hvordan måler man ånd, demokrati og dannelse?

Det er der ingen, der kan svare fyldestgørende på, og derfor er det blevet besluttet at ændre på læreruddannelsen.

Danmark har, på trods af en minimal forekomst af traditionelle råstoffer, i mere end halvtreds år hørt til blandt verdens absolut rigeste lande, og vi har traditionelt været både solidariske og tillidsfulde over for hinanden. Vi har frivilligt etableret et velfærdssamfund, hvor vi hjælper dem, der er blevet syge, gamle eller på anden måde har det svært.

Vi er også kendt som et kreativt og nytænkende folkefærd, som har formået at drive succesfulde virksomheder, der ofte baseres på teknologi og højt specialiseret viden.

Tilmed er Danmark ifølge den amerikanske avis The Economist et af de bedste steder at drive erhverv overhovedet, idet vores stabile politiske system, den veluddannede arbejdsstyrke, arbejdsmarkedets aftalesystem og vores veludbyggede infrastruktur gør, at det er trygt at investere i dansk produktion.

LÆS MEREInternationalt magasin skamroser Danmark og resten af Skandinavien

Det er altså – selv i en hård økonomisk optik – et faktum, at den særlige danske ånd er vores egentlige råstof. I skolen lærer vi at lytte, tale, føle, synge, danse og være til med hinanden. Af denne ånd er vores skole- og uddannelsessystem vokset frem, og i mange årtier har vi – netop uden at fokusere nævneværdigt på økonomiske forhold – formået at skabe vækst og fremgang.

Dansk pædagogik er altså ikke noget, der egner sig godt til at blive oplistet i regneark og rankinglister, men alligevel er det uomtvisteligt, at den har bidraget markant til ting, der kan. Vi har forsøgt at blive os selv, og i den proces har vi tilsyneladende – som en sidegevinst – overgået de fleste andre lande i forhold til at skabe betingelserne for et godt samfund, både socialt, kulturelt og økonomisk.

Enhver kan derfor sige sig selv, at vi for alt i verden ikke bør begynde at overfokusere på denne afledte virkning, men i stedet vedblive med at forsøge 'at blive os selv'.

LÆS DEBATDet er ucool, at vi ikke kan finde det coole i os selv

Desværre har vi alligevel i de senere år haft entydigt fokus på de internationale Pisa-opgørelser (hvor mindre velfungerende samfund scorede højere end os), og i 00'erne valgte Folketingets flertal på den baggrund at indlede det totale opgør med den ånd, der i så mange år har dannet grundlag for vores samliv og velstand.

Dette opgør er blevet intensiveret her i 10'erne, og rationalet synes at være, at hvis det, vi alle sammen opfatter som godt, ikke er synligt i et regneark, er det gode ikke godt.

Som en erstatning for den særegne danske ånd, der har skabt, og genskabes af, vores skole- og uddannelsessystem, har man politisk valgt at importere en blandet landhandel af pædagogiske koncepter fra lande, der periodisk har været i stand til at fremvise flotte testresultater.

Pædagogik er et forsøg på med omsorg og omhu at skabe et åbent og åndfuldt rum i mødet med den frie anden i respekt for dette pædagogikkens grundlæggende paradoks

Brian Degn Mårtensson, m.fl.

Canada, Finland, Norge samt hele og halve diktaturstater som Kina og Singapore har været ledestjernerne i det politiske projekt, der skal 'forbedre' det danske skole- og uddannelsessystem.

Paradoksalt nok kulminerer denne udvikling, samtidig med at politikere, sociologer og økonomer fra hele verden har fået fornyet interesse for 'det danske mirakel', der som nævnt ovenfor i mange årtier har resulteret i både solidaritet og velstand uden store guld-, olie- eller diamantforekomster.

LÆS OGSÅKinesisk uddannelsessystem gør studerende til fjender

I antikken blev pædagogik betragtet som en kunstform, ikke en videnskab. Danmark er et godt eksempel på visdommen heri.

Grundtvig, som står centralt i udviklingen af dansk åndsliv, talte stærkt for et fokus på alt andet end test og konkurrence. I skolen skal man blive til som menneske, ikke til en erhvervsfunktion.

Den danske ånd bygger altså på en eksplicit antiinstrumentalisme, der vægter mennesket som et frit og socialt væsen, forankret i en historisk og kulturel kontekst, og hvis uddannelse nødvendigvis må have en åben udgang. Derfor er det også i dag relevant at sammenligne pædagogik med kunst.

Når man arbejder med kunst, er man i en industriel optik ineffektiv. Kunst kræver inspiration, stemning og ånd. Man kan eksempelvis ikke beslutte sig for at lave et smukt kunstværk. Det sker, når det sker.

Søren Kierkegaard taler på tilsvarende vis om den indirekte meddelelse, hvor pædagogikken primært er en måde at se på den ubestemte anden på. I pædagogikken handler det altså ikke om at ville noget bestemt med den anden, men om at se den anden som et frit menneske og opfordre ham eller hende til at blive dette frie menneske.

Pædagogik er et forsøg på med omsorg og omhu at skabe et åbent og åndfuldt rum i mødet med den frie anden i respekt for dette pædagogikkens grundlæggende paradoks.

Med fremtidens lærere skal det ifølge Folketingets flertal være anderledes.

Fremover skal der fokuseres på test, evidens, innovation og kontrol, og folkeskolens elever skal ikke længere primært være solidariske eller frie, de skal derimod være konkurrencedygtige for enhver pris. Dette kræver, ifølge regeringen, en såkaldt styrket folkeskole og derfor også en styrket læreruddannelse.

LÆS KRONIKVi bør også have råd til at satse på lærerne

Uddannelsesminister Morten Østergaard udtaler i forbindelse med reformen af læreruddannelsen følgende på ministeriets hjemmeside:

»Reformen skal skabe en mere attraktiv og udfordrende læreruddannelse, der en til en matcher behovet i en styrket folkeskole. Med den nye læreruddannelse stilles der større krav både ved optagelse og undervejs i studietiden, og eleverne i folkeskolen vil fremover i højere grad vil blive mødt af lærere, der er eksperter i det fag, der er på skoleskemaet«.

Dette betyder i praksis (jf. den nyligt vedtagne reform), at den studerende nu selv sammensætter sin læreruddannelse af skræddersyede kompetenceforløb (på samme måde som man kunne lave sine egne tøjbamser i den nu konkursramte butikskæde Build-a-bear) i håbet om at reducere frafald og modvirke etableringen af en særegen lærerkultur- eller identitet.

Dannelse bliver således til noget, der kan indskrives i kompetencemål, og etik bliver til noget, man kan teste de lærerstuderendes formåen i

Brian Degn Mårtensson, m.fl.

Denne 'styrkelse' og en til en-matchning betyder desuden, at man som studerende kan vælge at blive 'ekspert' i eksempelvis faget dansk på væsentligt kortere tid end i dag. Det lyder imponerende, men er nu alligevel tvivlsomt. Tilmed designes alle undervisningsmoduler efter detaljerede og operationaliserbare kompetence-, videns- og færdighedsmål, og det, som ikke er målbart, får det svært.

Det værste er imidlertid, at den kompetencefokuserede en til en-matchede læreruddannelse reducerer vores tradition til den rene mekanik.

Bl.a. indeholder reformen detaljerede kompetence- og færdighedsmål i etik og almen dannelse, hvilket i sig selv er grænsende til galskab. Morten Østergaard taler ligefrem om, at et eksempel på almendannelse skulle være, at man tester nye lærerstuderende for det, han kalder for »etisk formåen«.

LÆS DEBATVi uddanner de unge på en syg måde

Den er helt gal med dannelsen og med den danske ånd på de kanter, når man tror, at etik på den måde kan gøres til genstand for standardiserede test.

Den pædagogiske relation, som de kommende lærere skal indgå i, fratages med den nye læreruddannelse og den tilhørende reformproces i folkeskolen sin åbenhed og sin frihed, og elevernes skolegang skal fremover betragtes som en styret bevægelse fra A (uproduktiv inkompetence) til B (produktiv kompetence).

Uddannelsesminister Morten Østergaard har, foranlediget af kritik fra læreruddannelsens undervisere i det nuværende fag kristendom, livsoplysning og medborgerskab (KLM), forsøgt at give indtryk af, at den nye læreruddannelse ikke har til formål at reducere dannelsesbegrebets betydning. I Kristeligt Dagblad skriver han 20.2.2013:

»Den ny læreruddannelse vil desuden på en række områder betyde en styrkelse af dannelseselementet under selve uddannelsen.

Ved de nye optagelsesprøver vil de unge blive testet på eksempelvis etisk formåen, i grundforløbet får almen dannelse sit eget og skærpede kompetencemål, der kort fortalt består i, at de studerende skal vise, at de ikke blot har taget forståelsen for skolens kulturelle, historiske og kristne grundlag til sig, men desuden handlingsorienteret kan bruge det i den praktiske virkelighed i og uden for skolen med dens kulturelle, værdimæssige og religiøse mangfoldighed.

Sidst, men ikke mindst indskrives den almene dannelse i de skærpede kompetencemål i alle undervisningsfag, således at eksempelvis en biologilærer lige så vel som en historielærer eller kristendomskundskabslærer fremover skal vise, at vedkommende formår at indtænke det almene dannelsesperspektiv – herunder etiske, moralske, historiske, kulturelle eller andre værdimæssige perspektiver – i sin formidling om eksempelvis naturvidenskab og teknologi. Den almene dannelse kan ikke reduceres til et spørgsmål om et kortere obligatorisk kursus. Den skal gennemsyre hele den nye læreruddannelse«.

LÆS MEREKravene skærpes til nye lærerstuderende

Citatet illustrerer med al tydelighed, hvor galt det står til, idet ordet dannelse konsekvent anvendes med udgangspunkt i et systemfunktionalistisk kompetencebegreb, der er i direkte modstrid med hele den danske dannelsestradition, hvorefter 'kompetence' først og fremmest består i kompetence i et fags indhold og ikke indskrænkes til kompetence i undervisningsfærdigheder.

Problemet med den nye læreruddannelse, såvel som Ny Nordisk Skole og folkeskolereformen, er, at de på brutal vis repræsenterer et opgør med alt, hvad der bare rimer på dannelse og ånd

Brian Degn Mårtensson, m.fl.

Forhistorien er, at det originale udkast til den nye læreruddannelse bygger på en rapport fra en ministerielt nedsat følgegruppe, og dette udkast indeholdt ingen spor af hverken dannelse eller etiske spørgsmål. Tværtimod var følgegruppens oprindelige forslag en elegant opvisning af en radikal metodisk antihumanisme.

Under den politiske behandling af forslaget blev ordene »almen dannelse, kristendom, livsoplysning og medborgerskab« tilbageført i forligsteksten, og således opstod problemet: Hvordan indpasses begreber som dannelse og etik i en uddannelsestænkning, der netop eksplicit udelukker sådanne begreber?

Morten Østergaards løsning bærer præg af et kreativt forsøg på simpelthen at omdefinere begreberne: Dannelse bliver således til noget, der kan indskrives i kompetencemål, og etik bliver til noget, man kan teste de lærerstuderendes formåen i.

Begge dele indebærer nødvendigvis, at begrebernes genstandsfelter må betragtes som definitive og afgjorte og ikke som vedvarende og åbne spørgsmål. En sådan tænkning er naturligvis helt skandaløs i et demokrati som det danske, men alligevel har kritikken været begrænset sammenlignet med skandalens egentlige omfang.

Set i lyset af Morten Østergaards helt absurde svar på KLM-undervisernes kritik, er det imidlertid ganske forståeligt.

De fleste undervisere på landets læreruddannelser har muligvis indset, at en oplyst samtale slet ikke er mulig i den nuværende situation, for hvorledes skal en sådan finde sted, når selv de mest grundlæggende begreber i den danske skoletradition tilsyneladende er fremmede for beslutningstagerne?

Rundtomkring på professionshøjskolerne hersker der derfor lige dele apati og forundring. Ingen tror på, at man kan tale fornuft med hverken Morten Østergaard eller forligspartierne, men alligevel ulmer der en kritisk glød. Den generelle opgivende holdning er imidlertid et alvorligt problem.

Selv om læreruddannelsen i nyere tid er blevet ændret konstant, er der ingen håndfast garanti for, at den nuværende deroute bliver stoppet i nærmeste fremtid.

Når det ikke er muligt at føre oplyst dialog, er det nemlig meget svært at blive klogere, og når en uddannelsesminister bruger sin dyrebare tid på at give helt absurde new public management-svar på en ganske velargumenteret kritik fra de egentlige fagfolk, vidner det ikke om en dybtfølt vilje til dialog om substansen.

Der kan være mange gode grunde til at ændre på både folkeskolen, læreruddannelsen og alt muligt andet, og vi kan ikke i en omskiftelig tilværelse blive ved med at gøre det samme år efter år.

Dels kan forudsætninger ændre sig, dels kan vi jo altid blive klogere. Forandring er derfor en nødvendighed, og det er prisværdigt, når politikere forsøger at forbedre eller justere noget, der ikke dur.

LÆS OGSÅ Vi lærere er ikke bange for forandring

Problemet med den nye læreruddannelse, såvel som Ny Nordisk Skole og folkeskolereformen, er, at de på brutal vis repræsenterer et opgør med alt, hvad der bare rimer på dannelse og ånd. Værre er det, at dannelse og ånd ikke kan designes på ny, når genskabelsen først er stoppet.

Man kan ikke nedsætte en taskforce, der om 20-30 år skal omgøre de katastrofer, der i skrivende stund rammer dansk pædagogik, uddannelse og dermed samfundet i sin helhed. Vi kan ikke fortryde, når den kolde og inhumane systemtænkning først har ødelagt grundlaget for det samfund, vi kender.

Vi kan ikke indføre fantasifulde test i eksempelvis etik eller solidaritet for at genskabe den særegne tillid og omsorgsfuldhed, der traditionelt har gjort det danske samfund rigt og stærkt.

Når den sidste glød er slukket, er det slut. Så venter kun den uddannelsespolitiske fimbulvinter.

PolitikenPlus
  • And Den lå i vejkanten og er fotograferet i lyset af Martin Lehmanns billygter. Smuk var den. Og helt stille.

    Pluspris 1.300 kr. Alm. pris 1.495 kr. Køb
  • Frilandsand til jul Ænderne går frit rundt på beplantede græsarealer og har adgang til frisk vand og kan søge skygge under træerne. De fodres med majs og korn og ellers spiser de, hvad de finder af vegetation udendørs.

    Pluspris 325 kr. Alm. pris 400 kr. Køb
  • Juletræstog til Rosendal Besøg den hyggelige gård Rosendal i Nordsjælland og vend hjem med højt julehumør og selvfældet træ.

    Pluspris fra 168 kr. Alm. pris fra 168 kr. Køb
  • Spil: Blitz Blitz er et lysende hurtigt bestsellerspil, der vindes af den, som hurtigst kan aflæse kortene og snuppe den rigtige genstand.

    Pluspris 160 kr. Alm. pris 200 kr. Køb
  • Chips Der sker altid noget, når man fokuserer på individet.

    Pluspris 800 kr. Alm. pris 920 kr. Køb