I den offentlige samtale bliver folkeskolen ofte beskrevet som en kriseramt institution, der har brug for forandring. »Folkeskolens dødsspiral«, kaldte chefredaktør på Weekendavisen Martin Krasnik udviklingen for velfærdsstatens hjertebarn i en leder. I den forgangne valgkamp – såvel som den kommunale – stod det da også klart, at partier på tværs af skel ønsker at prioritere skoleområdet og særligt folkeskolen. Men har vi tid til at vente på politisk handling? Her og nu har vi, os der har børn i folkeskolen, brug for en langt mere stabil skoledrift, et større fokus på trivsel for alle med tilknytning til skolerne, store som små, og langt bedre faglige og pædagogiske rammer for personalet.
Det interessante spørgsmål er derfor ikke længere, hvad folkeskolen har brug for – men hvornår vi prioriterer rammerne, som kan fordre de løsninger, der faktisk virker.
