Hans Philip skabte et kompromisløst rum i Vega, der handlede om at lytte godt efter. I sidste ende vandt trygheden over det ukendte.

Der var Helmig-vibes og øm fællessang, men grundtonen var en stille melankoli

Fotoet er fra den første af fire udsolgte koncerter med Hans Philip i Vega. Anmeldelsen er fra dag to mandag aften. Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix
Fotoet er fra den første af fire udsolgte koncerter med Hans Philip i Vega. Anmeldelsen er fra dag to mandag aften. Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

I noget tid handlede koncerten med Hans Philip for mig om, hvorvidt Hans Philip mon ville træde ud af den kulisse, der omgav bandet bagerst på scenen – et afgrænset sci-fi-agtigt rum, som bandet stod og spillede indeni.

For selv om hans musik nok er grænseoverskridende, hvad angår genre, er det også, som om han er i sikkerhed inde i sine sange – det lignede ikke en selvfølge, at scenografiens fjerde væg også ville blive brudt ned, og Hans Philip for alvor ville nå ud til publikum, da koncerten startede med ’Transformer’ fra sidste års ’Honey’.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her