Kronik af

Bo Tao Michaëlis

Henrik PalleAnmelder af tv, teater og stand-up

Om kvalitet, konkurrence og kultur

Lad os slå en ting fast med gotiske syvtommersøm: Vi ønsker os ikke tilbage til monopolets gråmelerede dage, hvor ugens fjernsynsmæssige højdepunkt var et program med kunsthistorikeren Einar Johansson, som med henført røst berettede om den nederlandske kakkels bevægende historie i 1600-tallets turbulente Europa.

Eller for den sags skyld doktor Ingvald Lieberkinds hidsige eksponering af bæltedyrets erotiske liv ved nattetide. Slet ikke. Men det er jo ikke sådan, at det er enten-eller. At monopolfjernsynet var mediets guldalder eller at alting er blevet bedre efter TV 2 og alle de andre kanalers fremkomst på markedet i slutningen af 1980’erne. Nostalgien er ikke, hvad den har været – heller ikke med fjernsyn. Men det må være muligt at kunne diskutere fordele ved den kvalitet, som forsvandt med monopolbruddet og den markedsdrevne medieverdens opkomst.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
PodcastSe alle
’Håndholdt panserværnsgranatkaster RPG-7V’. ’Kalasjnikov-automatgevær AK-74’. ’Offensiv håndgranat RGD-5’. Det er nok de færreste børn i 8. klasse, der ved, hvordan de våben skal bruges, hvad de hedder, og hvordan de virker rent teknisk. Men det gør børnene på skolen på den russiske ambassade i København. Her, blandt pæne lejligheder og store huse på Østerbro, er læren om de tre våben blot en brøkdel af det militære stof, børnene undervises i. Politikens journalist Sigrid Debois Reuss har gennemgået hundredvis af sider i en række dokumenter fra den russiske skole i København for at kortlægge, hvad der foregår inden for skolens mure.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her