Ferietid er rejsetid. Det er blevet en fast del af vores kultur, at ferien skal bruges på at rejse. For det brede flertal er det et relativt moderne fænomen. Men vi har altid rejst, om end langtfra altid for at slappe af. Rejsen kan have været flugt, udvandring, deportation, arbejde, uddannelse, krig. Vi er altid i opbrud, altid på vej. Hvis ikke fysisk, så i fantasien, i vore drømme. Rejsen begynder ofte inden i hver enkelt af os med drømmen om at komme bort – på ferie, på eventyr, på flugt fra noget, på vej til et nyt liv, i virkeligheden, i drømme eller i andres beretninger. Hvem har ikke som barn lyttet til voksnes beretninger om rejser til nær og fjern, om sære eller spændende oplevelser? Hvem har ikke ladet fantasien flyve på det brændstof, som film, tegneserier og ikke mindst bøger har givet os? Næst efter fantasien er litteraturen det rum, hvor de fleste rejser finder sted. Gennem litteraturen får vi billet til et andet land og et andet folks inderste kerne, siger den israelske forfatter Amos Oz. I sin takketale for den fornemme spanske pris Prinsen af Asturias-prisen, som han modtog i 2007, sagde han blandt andet: »Hvis man blot er turist, standser man måske op på gaden og kigger op på et gammelt hus i den gamle del af byen og ser en kvinde, der læner sig ud ad vinduet. Så vender man om og går videre. Men som læser iagttager man ikke kun kvinden, der kigger ud ad vinduet, man er sammen med hende i hendes stue, oven i købet inde i hendes hoved«. »Når man læser en udenlandsk roman, bliver man inviteret helt ind i andre menneskers stuer, deres børneværelser og studerekamre, ja selv deres soveværelser. Man bliver inviteret ind i deres hemmelige sorger, deres glæder, deres drømme«. »Derfor tror jeg på litteraturen som en bro mellem folkeslagene. Jeg mener, nysgerrighed faktisk kan have en moralsk dimension. Jeg mener, evnen til at sætte sig i andres sted kan være et middel mod fanatisme. At sætte sig i andres sted vil ikke blot gøre en til en bedre forretningsmand eller en bedre elsker, men også et bedre menneske«. Et middel til at nære vore drømme og virkeliggørelsen af dem er rejseførerne. Ligesom kogebøger, der af mange ligefrem bruges som godnatlæsning. De præcise, tørre facts kan nære drømme om eventyr i det fremmede. Det begyndte i 1827 med de røde rejseførere fra Baedeker i Koblenz. Alle rejseføreres moder, den grundige Baedeker, blev en bibel for turister – og mange andre rejsende. Dens detaljerede kort og beskrivelser af lokaliteter og seværdigheder blev også brugt af forretningsfolk og spioner. I dag findes der en kolossal industri med guides i alle formater. Blandt de internationalt mest udbredte er Lonely Planet og Rough Guides. En af de største forlagssucceser i Danmark er Politikens serie af kompakte rejseførere, ’Turen går til ...’ . Men rejselitteratur er meget ældre end de rejseførere, som begyndte at udkomme, da den moderne turisme tog sin begyndelse med det fremvoksende borgerskabs dannelses- og lystrejser efter Napoleonskrigene. Den ældste, kendte rejseberetning er muligvis Homers ’Odysseen’. Vi kender Det Gamle Testamentes beretning om Moses og jødernes rejse fra Egypten. Der er beretningerne om Apostlenes rejser og mange andre mytologisk-historiske beretninger som aztekernes beretning om deres lange vandring fra det nordvestlige Mexico til det sted, hvor de i 1324 grundlagde Mexico By.
Fra middelalderen kender vi Marco Polo og hans fantastiske beretning som sin lange rejse ad Silkevejen til Kina. I ’Tusind og én nat’ er der rejsefortællinger som ’Sindbad Søfareren’. Menneskets drøm om at rejse udmønter sig fortsat i et utal af rejseberetninger. De fleste af dem omhandler rejser til fjerne, fremmede og eksotiske kulturer – fra Afrika og Latinamerika til Asien og Orienten. Med erobringen og koloniseringen af det amerikanske kontinent og de såkaldte opdagelsesrejser kom en ny rejselitteratur til verden. Det var beretninger om nye, ukendte lande, der som regel rummede umådelige rigdomme og muligheder, men også mange farer i skikkelse af ukendte uhyrer og blodtørstige, primitive, hedenske folkeslag. Men hovedfascinationen var det nye og ukendte, rigdommene og de mange muligheder. En for hvem rejsen var en vigtig del af tilværelsen, var digteren og forfatteren Johannes V. Jensen, hvis digt ’Memphis Station’ rummer et helt livs- og stemningsforløb, en rejse i rejsen, i den koncentrerede skildring af et ufrivilligt ophold på stationen i Memphis, Tennessee. Johannes V. Jensens digt bringer os ikke kun til stedet og vikler os ind i det og hans egne stemninger. Det vækker også lysten til at rejse ud med tog – til Memphis, eller hvis det ikke kan lade sig gøre, da til en banegård lidt tættere på. Jeg kan blive besat af at rejse, eller rettere, af lysten til at rejse, både fysisk og gennem litteraturens fortællinger. Min første store litterære rejse foretog jeg som femårig, da jeg læste Selma Lagerlöfs ’Niels Holgersens vidunderlige rejse gennem Sverige’ – i den forkortede udgave, forstås. Magien i den forunderlige fortælling blev ikke mindre af, at jeg sammen med min mor og lillebror netop var kommet til Mexico på en eventyrlig rejse med skib og tog. Det var, som om fortællingen om drengen Nils og førergåsen Akkas rejse føjede det til, som den fysiske rejse kun havde antydet. Bogen gik i dybden, hvor min togrejse gennem USA var en lang række hurtige møder med hastigt besøgte steder og et utal af storbarmede amerikanske kvinder, hvis yndlingsbeskæftigelse syntes at være at kramme os to lyshårede drenge og hvinende proppe os med chokolade og bananer, der ikke kunne fås i det netop befriede Danmark i 1945. Siden har jeg været besat af at rejse, af at komme ind bag dørene op til den kvinde i vinduet, som Amos Oz talte om, og sammen med hende kigge ud på verden. H.C. Andersen var besat af at rejse. Vi kender alle hans berømte udsagn: »At rejse er at leve«. Og det gjorde han unægtelig. Han sugede til sig, noterede i sin dagbog, tegnede skitser, og delagtiggjorde siden os andre i sine oplevelser, indtryk, tanker og følelser. Få har som den selvoptagne og ofte selvmedlidende Andersen været i stand til at trække det væsentlige ud af rejseoplevelsen og gengive lys, lyde, lugte og følelser, så man bliver suget ind i oplevelsen langt mere effektivt end nogen film eller tv-program kan gøre det.
