Vores treårige søn var lige blevet undersøgt af en psykolog, og for første gang havde han fået diagnosen autisme stillet i udsigt. Nu ville en anden psykolog fra kommunens familierådgivning forklare os, hvad handikappet gik ud på: Han tog et stykke papir og en blyant og tegnede en lille robåd. Hvis man havde autisme og fik at vide, at netop dén her båd var en båd, så ville man ikke acceptere, at hverken en sejlbåd, en færge eller andre varianter også var både, forklarede han. Vi kiggede spørgende på hinanden. Skulle vi nu være lettede eller endnu mere forvirrede? Vores Markus vidste da godt, at en båd kunne se ud på flere måder. Han ville aldrig reagere sådan – eller på nogle af de andre måder, som psykologien beskrev. Det var langtfra de eneste stereotype beskrivelser, der ventede os. Fra den ene dag til den anden var vores søn blevet placeret i en firkantet kasse, så han passede ind i de officielle diagnosekriterier, der kunne udløse den offentligt betalte specialhjælp, han og vi ville få brug for mange år frem.
Vores søn var dermed blevet en af de tusindvis af børn, der i disse år får hæftet en psykisk diagnose på deres adfærd og personlighed. Alene inden for autismespektret har man på få årtier set en tidobling i omfanget af mennesker, der kan sættes diagnoser på – fra 1 promille til 1 procent af befolkningen. Så sent som midt i 1990’erne talte man om, at der i en befolkning var 0,2 procent med autisme, mens man i dag taler om 1 procent. Det svarer altså til mere end 50.000 danskere.
