»Jeg klarer mig godt i skolen! Jeg er nemlig lige så god som de andre«.

Det er desværre den indstilling, langt de fleste af mine klassekammerater har. Det er, synes jeg, en meget foruroligende holdning. Det er i hvert fald ikke en holdning, man når særlig langt med. I den globale virkelighed, med udviklingslande som Kina i mente, er kun ét godt nok: det bedste.

Vi kan ikke konkurrere på billig arbejdskraft, og det skal vi absolut heller ikke prøve på. Vi bliver nødt til at skabe god arbejdskraft. Når vi ikke kan konkurrere på prisen, må vi gøre det på kvaliteten. Set i det lys er det simpelthen ikke en holdning, vi har råd til at have i den danske folkeskole. Så kan man jo spørge sig selv, hvorfor den holdning findes i den danske folkeskole.

Er det elevernes egen skyld? Det er det jo et eller andet sted. Der er jo ikke nogen, der tvinger dem til at have sådan en holdning.

Jeg mener dog ikke, at man kan stille problemet op på den måde. Det gennemsnitlige barn er jo ikke født dumt. Danskernes IQ, som man jo er født med, er ret gennemsnitlig i forhold til resten af Europa og USA.

Et barns indstilling er påvirket af dets omgivelser. Så skulle det jo være oplagt at gå efter forældrene og sige, at det er deres skyld. Det kan godt være, at en del af problemet stammer derfra. Forældre spiller naturligvis en stor rolle i personlighedsudviklingen. Forældre skal selvfølgelig være med til at motivere og forklare, hvor vigtig skolegangen er.

Jeg tror godt, at det kan være et problem, at mange forældre har den der overdrevne beskytterrolle over for børnene. »Alting ordner sig. Det skal du ikke tage dig af«, »du skal gøre lige, hvad du har lyst til«, »det kunne jeg da heller ikke finde ud af, da jeg var på din alder«.

Jeg mener dog heller ikke, det er der, kernen af problemet ligger. Jeg tror, det er undervisningen og dermed også lærerne.

Den danske folkeskole er en folkeskole for de middelmådige elever. Man snakker så meget om, at de svage elever skal støttes. Hvad med de dygtige?

Jeg mener, at skolen langtfra udnytter de potentialer, rigtig mange elever har, men aldrig får brugt.

Hvis en lærer har en klasse med et par svage elever, er det en naturlig reaktion, at man selvfølgelig skal hjælpe den svage elev op på et gennemsnitligt niveau. Problemet er bare, at det tit kan kræve utrolig mange ressourcer, fordi man er bange for at tabe dem på gulvet.

Taber man ikke lige så meget dem, der godt kan finde ud af stoffet, på gulvet? F.eks. når vi i skolen bruger timer og atter timer på at gennemgå lektier, for at være sikker på at alle, også de to langsomme hoveder, har forstået det. Hvad med de 10 elever, der godt forstod det første gang?

Man har en forestilling om, at de dygtige nok klare sig alligevel. Det gør de sikkert også, men de kunne sagtens klare sig endnu bedre.

Det er politikerne, der hele tiden snakker, om at vi skal skabe innovativ arbejdskraft. Vi skal satse på at skabe ingeniøren.

Hvis det er målet, så har vi travlt. For som det ser ud nu, er vi rigtig gode til at skabe gennemsnitlige stereotyper. Det er rystende, så langsomt tempoet går i en undervisningstime. Ikke fordi lærerne er evnesvage og derfor snakker meget langsomt, men fordi de vil være sikre på, at alle har forstået det.

Motiverer man de dygtige elever ved at trække undervisningen ned på et niveau, hvor det simpelthen er synd og skam for begge parter? Jeg er træt af, at man så tit skal komme hjem med en følelse af, at man ville havde lært mere ved selvstudier. Jeg er træt af at skulle vente op til flere uger på at få min stil, matematikprøve eller fysikrapport tilbage.

Nu hører vi, at vores nye børne- og undervisningsminister sige, at man skal fokusere mere på dansk og matematik, fordi at undersøgelser viser, at de, der er stærke i matematik og dansk, også er bedre i de andre fag.

Der er såmænd ikke noget galt i at sætte fokus på de fag. Begrundelsen er dog noget af det mest latterlige, jeg længe har hørt. At de tror, at hvis de gør eleverne bedre i de to fag, så vil de andre fag komme efter. Faktum er, vil jeg mene, noget helt andet.

Børn, der er gode til matematik, er ikke nødvendigvis gode til historie, men man kunne forestille sig, at dem, der i forvejen er gode til dansk og matematik, måske bare er lidt hurtigere oppe i hovedet, og derfor også er gode til andre fag.

Summa summarum: Skal den dygtige pige i klassen virkelig være tilfreds med et 7-tal? Det synes lærerne åbenbart. Deres yndlingskarakter er netop 7-tallet. Det er åbenbart det nemmeste at undervise efter.

Er der noget, jeg fuldstændig har misforstået? Kom endelig med jeres mening.