Med regeringens skattereform og den forestående aftale om en førtidspensions- og fleksjobreform henter regeringen besparelser på de ydelser, som ellers ville være havnet på førtidspensionistens konto. Det er ifølge regeringen med god grund, for i krisetider må man fra politisk hold prioritere og i denne omgang betyder det, at førtidspensionisten må hoste op og affinde sig med at betale sin del af kagen…

At det er en rød regering, der mener at dette er den rette vej i et velstandssamfund som vores, skal jeg undlade at problematisere i dette indlæg. Jeg vil i stedet koncentrere mig om, hvem vedkommende egentlig er, førtidspensionisten, som skal være med til at sikre fremtidens velfærd?

Regeringens reformer gengiver det billede af førtidspensionisterne som værende en gruppe, der lever i sus og dus, og dovner dagen på bænken med en pose Harboe’er på det offentliges regning og derfor har rigeligt at give af, snarere end det økonomiske trængte erhvervsliv, den finansielle sektor og betalerne af topskat.

Problemet er bare, at det ikke er den virkelighed, som jeg kender.

Jeg kender en 23 årig muskelsvindsramt ung mand, som sidste år fik en blodprop i hjernen, der betyder at han foruden sine fysiske begrænsninger også har tale- og forståelsesbesvær. Der er ingen udsigter til, at han bliver bankdirektør, politiker eller kasseassistent i Netto for den sags skyld. Han er dømt til for evig tid at være afhængig af at leve i et samfund, der vil ham, på trods af hans åbenlyse ”mangler” i forhold til at bidrage.

Hvad han ikke magter at bidrage med i samfundets pengekasse kompenserer han for i omsorg for andre, nærvær, interesse, humor og kærlighed. Bare der var penge og samfundsmæssig anerkendelse i det skidt!

I forbindelse med et skoleprojekt som 10’årig beskrev den nu unge mand sin fremtid. Han ville være bildesigner, bo i Italien og køre Ferarri. Noget som for de fleste må siges at være en ret vild drøm og noget, som er realistisk for et fåtal, og nok endnu mindre realistisk for barnet, som er vokset op med en socialrådgivermor og socialpædagogfar i et rækkehus i Husum. Men alt andet lige en drøm, som han kunne dele på lige vilkår med en masse andre tiårige drenge og piger.

Den unge mand fik konstateret muskelsvind i en alder af 13 og her skiltes vejene for den 13 årige drengs muligheder for at realisere sine drømme for fremtiden og de andre 13 åriges for at realisere deres.

Hvis denne unge mand selv kunne vælge er jeg ret sikker på at han ikke havde valgt et liv med muskelsvind og blodprop. Jeg føler mig ret overbevist om at han også har haft de samme mere realistiske drømme og et sted stadig har, om at få et godt arbejde, kunne forsørge en familie og blive en anerkendt bidragsyder til vores samfund. Men tilfældigheder har villet det anderledes.

I stedet må han dagligt konfronteres med at drømmene aldrig bliver til andet en end drømme. Jeg forsøger nogen gange at forestille mig hvordan det må være at være dømt til et liv, hvor man ikke selv har mulighed for at forbedre sine livsbetingelser, men i stedet må leve på samfundets nåde. Tænk ikke engang at kunne bestemme hvor ofte man ønsker at der skal gøres rent i ens hjem? Den unge mand, som jeg kender, kunne få visiteret en times rengøring hver anden uge. Dette vil muligvis være i orden for nogen, personligt må jeg indrømme at jeg kan komme i den situation at det er hvad det kan blive til for mig. Men jeg træffer også selv valget og kan til enhver tid prioritere anderledes. Det kan den unge man ikke.

På trods af at der ikke er tale om en midlertidig forsørgelse, som der er for dagpengemodtagere modtager den unge man en ydelse, der er tilsvarende denne. Med dette beløb må den unge mand få et helt liv til at hænge sammen og i øvrigt forberede sig på at det aldrig bliver mindre økonomisk presset (medmindre han vinder i Lotto). Han kan blot håbe på, at der er politisk velvillighed til at fastholde et ydelsesniveau, der bibringer ham en rimelig levestandard. Men det bliver nok aldrig ham, der får glæden af at kunne invitere sin familie i Tivoli, ud at spise eller lignende. Og han kan ikke gøre noget for at ændre på det.

Denne situation er imidlertid også en forudsætning for overhovedet at få tilkendt førtidspension. I Lovbekendtgørelsen om Social Pension (§ 16 stk. 2) lyder det, at det er en betingelse for tilkendelse at personens arbejdsevne er varigt nedsat, og at nedsættelsen er af et sådan omfang at pågældende uanset mulighederne for støtte efter den sociale eller anden lovgivning, herunder beskæftigelse i fleksjob, ikke vil være i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.

Jeg skulle mene at der med ovenstående er en rimelig klar forventningsafstemning om, at man ikke tilkendes en førtidspension uden grundig research fra kommunens side og at det altså er en forudsætning, at der er tale om et livsvarigt forsørgelsesbehov. Anvendes førtidspension af kommunerne med andre intentioner, bør det ikke gå ud over den gruppe, som ydelsen i første omgang er tiltænkt.

Jeg forarges over at vi i et samfund, som er så rigt som vores, tillader os at have skyklapper på, når det kommer til udsatte grupper. Sygdom og handicap kan ramme alle. Førtidspensionisten kan i morgen være dig og mig. Den eneste forskel er, at førtidspensionisten har oplevet den ulykke, som det er at blive ramt af et handicap eller sygdom, som betyder at vedkommende ikke formår at være selvforsørgende.

Tillad mig afslutningsvis at opstille nogle, muligvis opportunistiske, spørgsmål:

Hvad nu hvis vi, i stedet for at forringe gruppens betingelser, kunne finde se førtidspensionister som ligeværdige medlemmer af vores samfund, på trods af at de har været så uheldige at havne på livsvarige overførselsindkomster? Tænk engang, hvis det at være på førtidspension ikke var lig med social lavstatus? Tænk engang hvis man på trods af at være på førtidspension kunne få gjort rent i sit hjem en time mere end én time hver 14. dag?