Kina vil fylde mere i vores fremtid.

Den kinesiske økonomi er allerede verdens næststørste, og Kina vil både som producent, som marked og som militær og politisk stormagt få dramatisk indflydelse på verdens gang.

Er vi parate til det? Er Kina selv parat til at opføre sig som en stormagt?

I de seneste årtier har verden vænnet sig til at holde øje med USA – på godt og på ondt. USA har været politisk, økonomisk og militært dominerende, og den internationale offentlighed har fornuftigvis engageret sig i amerikansk politik.

Vi har forholdt os til økonomiske dispositioner i Washington. Vi har bestandigt fulgt USA’s politik, dets stemme i FN og dets rolle i forhold til krig og fred, forsoning og afrustning. Vi har engageret os i Silicon Valley, i Hollywood og i Guantánamo.

Kina må have samme opmærksomhed, interesse og kritik.

LÆS KRONIK Liu Xiaobo udfordrer Kina - og os andre

Hidtil har Kina opereret i stilhed og forventet, at dets magt også skulle anerkendes med diskret accept. Det duer ikke. Ingen stormagt træder stille. Og ingen stormagt bør friholdes for kritik – tværtimod.

Hvis Kina vil respekteres som stormagt, må det også selv tage ansvar som en voksen, stor magt. Og det bør forventes, at Kina anvender sin økonomiske og sikkerhedspolitiske indflydelse til at bidrage til løsning af verdens konflikter – og ikke kun, hvor dets egne råstofleverancer er i klemme.

Hvorfor? Fordi international underdanighed aldrig kan være svaret på kinesiske muskler. Det er omvendt. Verden må forvente kinesisk lederskab og ansvarlighed over for fælles regler.

Det betyder, at Kina i sin internationale politik – såvel i Fjernøsten som i Afrika – også bør forventes at respektere og bane vejen for de universelle, FN-bestemte menneskerettigheder.

Samtidig bør Kinas hjemlige politiske lederskab tages alvorligt og bestandigt kigges i kortene.

Hidtil har Beijing strittet imod enhver ’fremmed indblanding’. Men en stormagt, der vil respekteres moralsk og politisk, må også indadtil hæfte for sine gerninger og selv på sin hjemmebane leve med international opmærksomhed.

Kina må derfor forventes at åbne sine grænser – både for internationale rejsende, der vil ind, og for egne borgere, der vil ud.

LÆS LEDERDemokrati har en pris

Regeringen i Beijing må tåle kritik af sin magtanvendelse i fjerntliggende provinser som Xinjiang, af sin undertrykkelse af udenlandske besiddelser som Tibet og af sin militære politik over for andre samfund som Taiwan. Og Beijing må konsekvent leve med pågående medier i alle disse spørgsmål, både kinesiske og internationale medier.

Kinesere har samme ret som alle andre til frihed, demokrati og menneskeret. Og kinesiske ledere har samme forpligtelse som regeringer i andre lande.

Til hvad? Til at stå til ansvar.