På den næstsidste dag i retssagen mod Breivik kom anklageren i går nærmere en afklaring af sagens vigtigste spørgsmål, da han pegede på, at Breivik skal dømmes som utilregnelig og dermed til psykiatrisk forvaring.

Når det er vigtigt, om Breivik dømmes som terrorist eller som psykisk afviger, er det ikke kun på grund af de faktiske straffeforhold og strafudmåling, men også fordi det vil være afgørende for vores forståelse af hans ugerning og vores mulighed for analyse, fordybelse og selvransagelse.

To forskellige psykiatriske vurderinger er kommet til to forskellige konklusioner i spørgsmålet om tilregnelighed.

Den første rapport siger, at der foreligger en realitetsbrist, primært fordi Breivik tror, at han er medlem af organisationen Knights Templar, som sandsynligvis slet ikke findes. Det juridiske modargument er, at han i modsat fald bevidst lyver, når han påstår at tilhøre organisationen.

Rapporten blev flået fra hinanden af anklageren under gårsdagens procedure.

Det strider mod enhver fornuft, at det skulle være psykiske vrangforestillinger frem for stærkt højreorienteret politisk overbevisning, der var baggrund for Breiviks handling.

LÆS OGSÅOverlevende fra Utøya: »Det er farligt, at sygeliggøre politisk terrorisme«

Alligevel var anklageren af juridiske årsager nødt til at følge retsprincippet om, at enhver tvivl skal komme den anklagede til gode. Desværre kan den tvivl komme til at efterlade offentligheden og det samfund, Breivik ville ramme, fortvivlet.

Det kan udvikle sig til et ulykkeligt traume, hvis dommeren vælger at følge anklagerens indstilling, fordi den psykiske diagnose vil skygge for refleksioner over de mange vigtige emner, som retssagen har løftet sløret for: højreekstremisme, voldelige computerspil, social isolation, den moderne manderolle, svigt i barndommen, men også sammenhængen mellem Breiviks adfærd og den form for moderne krig, som både Norge og Danmark har deltaget i de seneste år. Ikke noget, som hver især kan være forklaringer, men som er med til at beskrive, hvad det er i vores samfund, som har produceret Breivik.

Ved at fritage samfundet for ansvar følger man et juridisk princip, men bryder et etisk.

I et retssamfund kan man ikke bøje de juridiske principper, og derfor kan anklageren ikke lægges sin vurdering til last. Til gengæld har forløbet sat et alvorligt spørgsmålstegn ved retspsykiatrien og dens autoritet i sager som disse.