Det var drastiske skridt, de studerende på Københavns Universitet tog i går, da de valgte at blokere indgangen til nogle af universitetets naturfaglige institutter.

LÆS ARTIKELStuderende laver demo foran rektors kontor

Men det er ikke svært at sætte sig ind i de studerendes frustration: På Institut for Biologi må man over de næste tre år vinke farvel til hele 40 procent af underviserne, og på Institut for Geografi og Geologi er det hver tredje stilling, der ryger som følge af nedskæringer.

Så hvis de studerende føler, at der er noget rivravruskende galt med prioriteringerne, er det ikke dem, der har slået op på den forkerte side. Nu har de og deres undervisere gennem fem år fået indprentet, at Danmark er på nippet til at få ’universiteter i verdensklasse’. De har oven i købet fået at vide, at det især er inden for de naturvidenskabelige discipliner, man satser på at blive spydspids.

Og føj så endelig til forvirringen, at det ikke er mere end et par måneder siden, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fremlagde en grandios vision om, at vi i 2020 skal have mindst ét universitet i top 10 i Europa.

Hvorledes den ligning kan resultere i fyring af over 100 medarbejdere, er om ikke hævet over de naturvidenskabelige love, så godt og grundigt uforståeligt.

Selv om det indiskutabelt er regeringen – og dens satsning på bundne og kortvarige universitetsmidler – der bærer hovedparten af ansvaret for de aktuelle fyringer, bør Københavns Universitet ikke frikendes for sin del.

På Frue Plads har man således valgt at tage taxameterlogikken helt bogstaveligt, når det gælder fordelingen af uddannelsesmidler: Man har kort fortalt valgt at lade de studieområder, som får mange penge ind via taxameterordningen (fordi de har mange studerende), beholde de mange penge – i stedet for at fordele taxameterbyttet til de mindre populære studieområder.

Dette er næppe en holdbar strategi i længden og understreger blot, at også universiteterne skal have orden i deres prioriteringer.

Ingen bør dog være i tvivl om, at det netop er øget økonomisk selvstyre, der er behov for, hvis man fremover vil sikre en mere fornuftig og stabil økonomi på de danske universiteter. Et væsentligt element i denne øvelse er, at universiteterne skal have flere frie midler og færre bundne. Men man ville f.eks. også kunne hjælpe dem godt på vej ved at gøre deres bevillinger treårige.

For universiteterne er der flere veje til reelt selvstyre. Spørgsmålet er, hvor længe regeringen vil blokere for den udvikling?